Efter en kølig nat på campingpladsen lidt uden for Yosemite var vi klar til afgang. Turen gik i dag mod Sequoia national park hvor vi skulle overnatte. Turen var stille og rolig og vi fik oplevet de lange lige Amerikanske highways. Dette gav også mulighed for at Simon kunne kører, og det gik så fint at han kørte hele vejen til stedet hvor vi skulle overnatte.
Da vi ankom til campingpladsen kunne vi med det samme fornemme at vi befandt os i en national park. Der var hverken strøm eller vand vi kunne koble til camperen, men det var nu heller ikke noget problem og klare os uden. Pladsen var som sagt en naturplads og vi fik med det samme at vide at der var mange bjørne i området. Dette betød også at alle på pladsen havde deres eget stålskab hvor man skulle opvarer alt lige fra madvare til rengøringsmidler, dette var dog mest forbeholdt gæster der var i telt. Ud over bjørne var der også pumaer og klapperslanger i området, desværre fik vi ikke nogle af delene og se. I stedet kunne vi hygge os med at se de små jordegern gnave sig igennem agrene rundt omkring.
Simon og jeg tog en kort svømmetur i den iskolde flod ved siden af pladsen, hvorefter vi stod for maden, der selvfølgelig blev helt fantastisk. Da det blev mørkt endte vi med at trække indenfor i camperen med et spil kort, før vi lagde os til at sove efter en forholdsvis rolig dag.
Udsigten fra vores frokost stop
Fugle som vi ikke kan blive enige om hvad er. Nogen som kan hjælpe?
Fugle som vi ikke kan blive enige om hvad er. Nogen som kan hjælpe?
I dag var første rigtige tur i vores camper. Man skal lige vænne sig til at køre i camperen, specielt når man sidder bag i, da det er en noget gyngende bevægelse, og vi skal sikre at alt er pakket ordentlig, så tingene ikke flyver rundt når vi drejer i de skarpe sving. Simon og Per er de eneste 2 der må køre, og vi andre skiftes til at sidde foran, hvor det er lidt mere behageligt.
Turen i dag gik til Yosemite, som er en af USA’s mest kendte national parker, turen startede i helt fladt terræn, men efterhånden som vi nærmerede os parken rejste bjergerne sig. Parken er 3080 km2, de fleste kroge af dalen når man først efter et par dages vandring, men de fleste af de næsten 4 mio. turister besøger kun Yosemitedalen på blot 20 km2. Trafikken i dalen er ensrettet, og på vej ind kører man på sydsiden af floden. Og jeg tror minsandten at en meget stor del af de 4 mio. turister havde valgt lige netop denne lørdag til at besøge parken, sådan føltes det i hvert fald. Vi kørte i én lang kø rundt, og det var faktisk umuligt at finde parkering til de highlights der var rundt i parken. Så det meste af naturen måtte vi nyde fra camperen, som langsomt bevægede sig ind i dalen, med fantastisk flot natur, hvor klippevæggene rejser sig stejlt og hvor det sparsomme vand løber i den noget indtørrede flod, med solen skinnende fra en skyfri himmel. Da vi kom om på nordsiden lykkedes det os at få parkeret det store skrummel af en bil, så vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi gik den korte vej til Yosemite Falls, hvor upper Yosemite Falls har et fald på 436 m, men med de efterfølgende mindre vandfald er der et fald på i alt 739 m – det 5. højeste vandfald i verden. Det er jo desværre ikke den bedste årstid at besøge parken på, idet der er tørke overalt, og dermed minimalt med vand i floder og dermed også vandfaldet, men flot og imponerende var det nu alligevel.
Der er bjørne i parken, men dem så vi nu ingen af, hvis jeg var bjørn ville jeg nu også holde mig fra alle de mennesker. Der er i øvrigt mulighed for at køre med shuttlebusser rundt i parken, de har specielle kørerbaner, så her når man noget hurtigere rundt, men vi havde jo kun denne ene dag i parken, så vi valgte at køre selv.
Efter nogle gode timer kørte vi ud af parken igen, vi kunne godt have brugt en dag mere, så vi kunne have kommet rigtig ud og vandre steder hvor alle turisterne ikke befinder sig, men vi har jo planlagt en tur hvor vi skal nå rundt, så vi må bare videre.
Campingpladsen lå ca. 1 times tid fra parken, vi fik os indrette, grillet noget mad på den nyindkøbte gasgrill, og sov omgående da hovederne ramte puderne. Da vi fik camperen, fik vi lagner, pudebetræk og et tæppe, tæpperne pakkede vi bagerst i bagagerummet, for med 30 grader om dagen, så måtte tæpper være alt for varme, vi købte i stedet et par ekstra lagner. Det bliver imidlertid køligt om natten, så jeg tror vi skal have fundet tæpperne frem igen 🙂
Vi kunne først hente vores camper kl. 12.00 så vi havde god tid. Camperen eller RV som de kaldes herover skulle hentes hos Apollo i San Leandro som er en forstad til San Francisco. Der var 21 miles eller 34 km. Vi tog en taxi lidt tidligere i håb om at camperen fra klar. Det var den og kl. 13.00 kørte vi af sted i det der skal være vores hjem de næste 13 dage. Første stop var Walmart i Manteca. Vi skulle have fyldt køleskabet op, købt vand, en gas grill (der er forbud mod åben ild i flere af parkerne hvor vi skal bo). Første overnatning var også i Mantca. Så det var en kort tur i dag. Da vi kom til camping pladsen fik vi pakket kufferterne ud, og indrettet os i camperen. Det er ikke en voldsom stor camper 22 fod, men der er reelt 6 sovepladser så der er god plads til os fire. Mathias og Simon slipper nu for at sove i dobbeltseng sammen. Vi gik tidlig i seng i dag så vi var klar til vores første rigtige tur med camperen i morgen.
I dag startede vi med at stå meget tidligt op – vi havde nemlig booket en tur til Alkatraz i bugten ved San Francisco kl. 08:45. Alkatraz er en lille ø i bugten ud for San Francisco, som er opstået da isen smeltede ved den sidste istid. Øen er ren klippe, og har derfor ikke være speciel frodig i fortiden, men blot en sten i bugten. Da tiden for guldgravning i USA var på sit højeste, besluttede man i San Francisco, at man havde behov for et forsvarsværk. Man placerede derfor 3 stationer – en på hver side af ”the golden gate” (hvor man i dag finder Golden Gate Bridge) og en på Alkatraz. ”The golden gate” eller ”guldporten” er i øvrigt blevet navngivet netop på grund af den store aktivitet omkring guldgravning i området – det var her man skulle sejle igennem for at afhente guldet.
Forsvarsværket skulle dog vise sig at være mere for at skræmme, da man aldrig fik behov for at forsvare sig i området. Det har nærmere været et symbol på magt – hvem der har haft magten i området på det tidspunkt. I forbindelse med at man opbyggede forsvarsbygninger, har man transporteret en del jord med ud på øen. Heri har der været gemt forskellige plantefrø som efterfølgende er kommet til at trives på øen på trods af det meget barske miljø. På et tidspunkt besluttede man sig for at droppe at bruge øen som forsvarsværk, og den stod herefter ubrugt hen i nogle år – en periode hvor specielt fugle fik glæde af øen da der ikke var nogle farlige rovdyr at finde og den derfor var ideel for dem.
På et tidspunkt besluttede man sig for at opføre et maksimum sikkerheds fængsel på øen hvor der siden hen skulle komme mere 1000 indsatte igennem. Øen var ekstremt sikker, da der først og fremmest kun er én vej ind og ud – igennem en lille kaj på den ene side af øen. Derudover er der 1,5 mil – eller 2,4 km – til fastlandet igennem et stykke af Stillehavet i bugten som har meget stærk strøm og derfor er nærmest umulig af svømme på tværs af. Fængslet var aktivt fra sidst i 1800-tallet og lukkede i 1963 da bygningerne var for slidte. I fængslets var der primært fanger som var blevet flyttet dertil fra andre fængsler – enten for dårlig opførsel eller fordi de havde forsøgt på eller var flygtet fra andre fængsler. Fra Alkatraz fængslet har der været 14 flugtforsøg, hvoraf kun 1 menes at være lykkedes – forstået på den måde, at de 3 fanger der flygtede aldrig blev fundet igen, hverken levende eller døde.
Øen er i dag fredet, så da vi ankom dertil fik vi først instruktioner i hvor og hvordan vi måtte færdes rundt omkring. Vi startede vores tur med en kort film om øens historie, hvorefter vi bevægede os op mod selve fængselsbygningen. Her fik vi udleveret en lille lyd-guide som guidede os rundt blandt cellerne og fortalte historier – fortalt af tidligere indsatte og ansatte – hvilket var ekstremt spændende at høre på. På et tidspunkt på turen fik vi også demonstreret hvordan man opererede dørene i fængselsblokkene og fik den meget kendte lyd af fængselsdøre der lukker at høre. Herunder har jeg en video hvor der er en kort beskrivelse og man kan høre lydenaf 13 døre der lukker:
Efter vores besøg rundt i fængselsblokken, så vi en udstilling i en anden bygning på øen som omhandlede det stigende antal fanger i Amerikanske fængsler som bliver meget gamle derinde. Det var kæmpe store billeder og historier fra fanger på 65 år og derover, som alle håbede på at de kunne få lov til at slippe ud inden de blev alt for gamle. Det sætter nogle ambivalente tanker i gang, da man på den ene side får medfølelser med dem og kan forstå at de gerne vil være sammen med deres familie, men når man på den anden side læser ”morder”, ”kidnapper”, ”voldtægtsmand” el.lign. på billedet synes man alligevel ikke at de skal lukkes ud.
Efter vores besøg på Alkatraz fik vi os en gang frokost og begyndte at bevæge os ind mod gaderne i San Francisco. Gaderne her er jo kendt for at være ekstremt stejle, og vi skulle derfor naturligvis ud og se noget af det. Vi startede med at bevæge os op med det højeste punkt i San Franciso – noget af en hård tur hvis I spørger mig! Herefter bevægede vi os vest for at komme over og se den stejleste gade i San Francisco med en stigning på 31%! Det virker i forvejen meget ekstremt at skulle gå eller køre op og ned af disse gader, men ikke nok med det – folk parkerer også på gaderne. Det gør man vinkelret fra fortovet – altså så bilen holder sidlæns. Det ligner at bilerne kunne vælte når som helst. Vi har nogle billeder heraf, som vi vil forsøge at få op hurtigst muligt. Efter vores hårde gåtur fik vi os en is fra det bedste ishus i San Francisco (og vi må give ret i at det er noget af det bedste is vi har smagt!) og bevægede os tilbage mod hotellet inden vi sluttede dagen med en lækker middag.
Alkatraz Island
Velkommen til Alkatraz
Fængselscelle i Alkatraz
Isolationscelle
Kontrolrummet i fængslet
En af de celler fangerne gravede sig ud fra med en ske
En af fængselsgangene
Udsigten fra et af de højeste punkter i San Francisco
Udsigten fra et af de højeste punkter i San Francisco
Udsigten fra et af de højeste punkter i San Francisco
Den stejleste gade i San Francisco
Parkering under ekstreme forhold i den stejleste gade i San Francisco
Efter en god aften og nat i Monetrey var vi klar til at sætte kursen mod den noget større by San Francisco. Vi havde en enkelt pause på vejen ved et fyr ude i ingen ting. Der var en flot udsigt ud over Stillehavet og ind over kysten, samtidig med at sæler og søløver lå og slappede af på klipperne. Efter en forholdsvis kort køretur ankom vi til San Francisco, men før vi ankom til Hotellet havde vi en kørertur igennem de stejle gader i San Francisco. Per havde frygtet turen i noget tid, hvilket var forståligt, især når man skal holde for rødt lys på vej op af en bakke med 25 % stigning. Vi kom dog levende frem til hotellet og fik også afleveret bilen hvorefter vi fortsatte til fods. Dagen skred stille frem med en frokost og en gåtur på havnen. Herfra kunne vi både se Alcatraz og Golden Gate Bridge (den røde bro i San Francisco), og heldigvis var der forholdsvis klart vejr så vi kunne se broen, der ellers ofte ligger gemt i dis.
Til aften havde vi aftalt at tage en gammeldags cablecar (sporvogn) hen til downtown for at spise. Efter en 20 min. i kø kunne vi komme med en cablecar og her fik vi lov til at stå på siden af vognen ligesom man ser i film, og så begyndte kablerne ellers og trække os op igennem de stejle gader, og igen må det siges at det er lidt skræmmende at kører på de stejle gader, især når vognen begynder og kører ned ad og få godt med fart på, før vognføren hiver i stangen der bremser den langsomt. Den tætteste sammenligning på sådan en tur er nok en gammeldags rutsjebane.
Efter en god middag og en lille gåtur i downtown tog vi en cablecar hjem til hotellet efter en god dag i San Francisco.
