Kajak i Tasman Bay

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var oppe kl. 7.00 i dag. Vi havde aftalt at vi om muligt skulle ud og sejle en lille tur i Kajak i bugten. Det viste sig at det ikke var muligt at leje kajakker for et par timer i Marahau hvor vi havde overnattet, men vi fik oplyst at det var muligt i nabobyen Kaiteriteri, byen hvor vi var i forgårs. Det var her der var en næsten umulig vej, men drengene og jeg var opsatte på at vi skulle ud og sejle, så vi tog turen tilbage.

I Kaiteriteri fik vi lejet 2 kajakker, en 2 personers og en enpersoners. Ulla havde ikke lyst til at komme ud og sejle, så hun blev tilbage på stranden og slappede af, og fik klaret lidt indkøb. Inden vi tog af sted fik vi grundig instruktion i at styre, hvad vi skulle gøre hvis vi væltede og hvor langt vi måtte sejle væk. Hvis vi sejlede uden for de områder vi havde fået anvist, og ikke kunne komme tilbage, ville de opkræve 100$ for at hente os.

Vi satte først kursen øst på i bugten og om til en ny bugt, hvor der var nogle spændende huler. Det var utrolig smukt at se det hele fra kysten af på denne måde. Herefter sejlede vi mod vest, her var en lille lagune vi sejlede ind i. Det er kun muligt at sejle herind ved højvande, ved lavvande er den helt tørlagt. Bagefter sejlede vi ud til Split Apple Rock som er en stor rund klippe der er flækket midt over. Sagnet siger at det var Marioriernes guder der skændes om klippen. Guden for vandet sagde ved højvande, ”se den tilhøre mig da den er i vandet” og guden for jorden sagde ved lavvande ” Se den tilhøre mig, den hænger sammen med resten af jorden” Når det er lavvande kan man gå ud til klippen. Til sidst blev jordens gud så vred, at han forsøgte at kløve vandets gud, men gamte klippen i stedet og kløvede den i 2 dele.

Ude ved klippen er der også mange hvide fiskehejer. De lever i træerne, men da de ikke just er bygget til at være i træer, sker det ofte at de ”hænger” sig selv når de skal lande i træerne, hvorfor vi så flere døde fiskehejer hænge i halsen.

Turen tilbage blev lidt hårde end planlagt, da det var begyndt at blæse lidt. Men det var en rigtig god tur, selv om jeg må tilstå jeg blev temmelig øm i nakke og skulder. Simon havde det ekstra hårdt , da han sejlede alene og endte med at blive søsyg.

Da vi var kommet i land igen, gik turen østpå eller syd øst. Vi ville prøve at komme så langt som muligt, så vi i morgen kan nå Christchurch ved middagstid, da vi gerne vil nå ind og se Antarctic centre.

Det blev en lang køretur, men vi nåede også helt til Kaikoura. Herfra er der kun 3 timer til Christchurch. Vi har tidligere været i Kaikoura, det var her vi var ude og se på hvaler. Vi var først fremme kl. 18.30, så det var godt vi havde set stedet før. Det er lidt pudsigt at se bjergene nu 17 dage efter at vi var her første gang, da sneen er forsvundet Det er ved at blive sommer på New Zealand, selv om den har været længe undervejrs.

Vi vil stå tidlig op i morgen for at lige at få den sidste oplevelse med inden det går hjemad igen.

Lige nu skal vi lige have en kop kaffe og så i seng.

Vi kørte i dag 326 km.

Kajak i Tasman Bay
Kajak i Tasman Bay
Kajak i Tasman Bay
Split Apple Rock

Hvaler, delfiner og camper

I dag stod vi tidligt op for at komme ud og se hvaler. Det var en pragtfuld morgen vi stod op til. Det var hunde koldt (4 grader), men solen var på vej op på en helt skyfri himmel. Det første vi så til solens stråler var da den ramte bjergtinderne i det fjerne. Det var fantastisk flot med solens stråler der spejlede sig i de sneklædte bjergtinder.

Vi skulle checke in til vores hvaltur kl. 6.45. Efter en kort briefing blev vi kørt i bus ud til båden. Det var en tur på 5-10 min. Busturen blev brugt til at vise video om sikkerhedsreglerne om bord.

Vi var heldige i dag, for hvalerne var ikke langt fra kysten, ca. 5-10 mil ude og det tager ikke lang tid når båden sejler 30 knob. Der gik ikke lang tid før de havde fundet den første hval der var oppe. Da vi nåede i nærheden af hvalen blev farten sænket og vi fik lov at gå ovenpå, hvor vi havde et fantastisk udsyn. Den var godt nok stor, ca. 16 m. Det var Sperm whales der var derude. Vi diskuterede lidt hvad Sperm Whales egentlig er for en hval på dansk. Mathias mente helt sikret at det er en Kaskelot hval, men det var vi andre nu ikke så sikker på, men det er nu Mathias der har ret. Det er Kaskelot hvaler. Vi fik nogle rigtige gode billeder af hvalerne. Når de dykker ned går der mellem 5-15 min inden de kommer op igen, og nogle gange meget længere tid. Når vi sejlede til et nyt sted, brugte de tiden til at fortælle om Kaskelot hvalen, det var meget spændende. Vi nåede at se 4 hvaler på helt tæt hold og da hvalerne i dag var så tæt på kysten var der tid til at vi også nåede forbi en flok delfiner. De oplyste at der var 2-300 i flokken, der var i hvert fald mange. På vej ind fortalte de bl.a. om Fur sælen som kun findes ved New Zealand, det var den vi så i går. Vi så også op til flere Albatroser, som får en dansk måge til at blegne.

Selv om det var stille vejr, er Stillehavet aldrig stille og derfor rullede båden også en del. Heldigvis havde både Ulla og drengene fået søsygepiller, så vi havde det alle fire helt fint, men der var andre der fik hårdt brug for poserne.

Da vi kom tilbage fra Hvalturen skulle vi haste videre til Christchurch for skifte bilen ud med en Autocamper. Vi nåede i god tid ud til Mauri, udlejning, men så var den gal igen. De skulle bruge vores voucher for at vi kunne leje camperen. De var meget hjælpsomme med at prøve at kontakte My Planets agent på New Zealand og i Australien, men de kunne ikke hjælpe og i Danmark var klokken jo kun 2 om natten. Vi fik camperen og de fik sikkerhed i kreditkortet, Master Card er et most når man vil ud og rejse!!!

Det er en stor Camper 3,2 m i højden og 6,6 m lang. Desværre kunne de ikke levere med automatgear som vi ellers var blevet lovet. Det er lidt besværligt når gearstangen sidder i venstre side, men det skal nok gå. Vi er nu kommet 50 km uden for Christchurch og har fundet en fin campingplads. Det er ikke den store luksus, men vi har friheden til nu at køre hvorhen vi ønsker.

Vejret har været flot hele dagen, lige nu er solen ved at gå ned (21.15),og der er stadig skyfrit, men det bliver køligt nu igen, så vi trækker indenfor i camperen og får en kop kaffe inden vi skal tidligt i seng, det har været en lang dag.

I dag har vi kørt 180 km i bilen og 60 km i camperen.

Delfiner vi så på vores Hvaltur
Billede fra Kaikoura
En hval der dykker
En kæmpe måge

Farvel til nordøen og goddag til sydøen

Simon havde af Morten og hans familie fået en pakke med som først måtte åbnes i dag den 3.3. Pakken indeholdt Knors béarnaise sauce, Pasta Quick, Toms poletter – stærk lakrids, samt salte fisk fra Katjes, herudover var der vedlagt nogle danske flag samt et billede af Morten i tilfælde af hjemve. Flagene hænger vi op i bagruden på vores camper, når vi skifter til den i morgen, så er der måske lidt større forståelse for, at vi engang imellem har lyst til at køre i den forkerte side af vejen.

Vi siger mange tak til Morten og hans familie, og det har vi gjort mange gange i løbet af i dag, hvor vi har haft hånden nede i posen med Toms poletter – herligt.

Vi skulle med færgen til Picton kl. 10.35 – vi var noget spændte på hvordan det ville går uden den originale voucher, alt gik dog fuldstændig gnidningsløst og vi kunne ånde lettet op.

Vi var også i dag vågnet op til kold, grå og kedelig dag – ca. 12 grader. Det blæste en del, så Simon og jeg valgte at tage et par søsygepiller for at være på den sikre side. Per og Mathias kunne sagtens klare sig uden …

Starten på sejlturen var lidt barsk, båden vippede temmelig meget, og jeg priste mig lykkelig for at jeg havde indtaget en pille, ellers var det gået galt. Simon blev så sløv at han sov fra det meste. Mathias var noget overrasket over den urolige tur, men han klarede det trods alt uden de store problemer. Vores far er jo bare søstærk, og syntes ikke det var noget særligt. Sejlturen tager 3 timer, og det var specielt turen fra Wellington, og til man kommer fri af Nordøen, der var værst, her er nemlig en masse klippestykker og rev, som får bølgerne til at brydes så vandet bliver uroligt.

Den urolige sejlads blev imidlertid belønnet da vi påbegyndte indsejlingen til Picton igennem skærgården på Sydøen. Det var en fantastisk flot tur, ligner indsejlingen til Oslo, dette her er bare endnu mere storslået – solen strejkede desværre stadig væk – men det var nu flot alligevel.

Vi skulle nu køre til Kaikoura, som ligger ca.150 km. fra Picton langs østkøsten. Vi havde på Nordøen kørt langs bølgende grønne bjerge, nu kørte vi langs bølgende afsvedne bjerge, men bestemt ikke mindre smukt.

Dagens højdepunkt var en gigantisk sælkoloni, som Simon opdagede lige uden for Kaikoura. Vi holdt ind til siden, og steg ud af bilen, og her var bare sæler i hobevis – vi talte de første 100, det var et helt fantastisk syn. De lå på klippeskærene, tumlede sig i vandet, legede og baskede rundt på

deres luffer. Der var både store – meget store fuldvoksne sæler og helt små unger – vi har aldrig oplevet noget lignende og kunne bare stå og kigge på dem i timevis. Men vi skulle jo videre.

Da vi ankom til Kaikoura kom solen frem og temperaturen steg til 14 grader – stadig ikke rigtig sommer, men trods alt fremskridt. Kaikoura ligger lige der hvor bjergene møder havet, og bjergene var stadig indhyldet i skyer.

Vi har på nettet reserveret en hvalsafari, som vi skal på i morgen tidlig kl. 6.45. Vi gik en tur ned i byen for at få reservationen bekræftet, og for at høre om de sejlede. Der har ikke været ret mange sejladser her på de sidste, fordi vejret på havet har været for hårdt – men i morgen lover de fint vejr, så vi kommer af sted. Heldigt at vi havde bestilt på nette, for alt var udsolgt – det Internet er nu en god opfindelse.

Det er i dag sidste overnatning på hotel inden vi skifter til camper og dermed et lidt mere primitivt liv – det skulle vi lige fejre med en god middag – og hvilken himmelsk middag, vi fik en halv hummer hver, området her er jo kendt for sine skaldyr, og det var bare guf. De nye kartofler som vi fik til hovedretten og jordbærrene til dessert vidner trods alt om at det er sommer hernede.

Da vi kom ud fra restauranten mødte der os et fantastisk syn, skyerne var forsvundet fra bjergene, det var skyfrit, og vi kunne se sne på bjergtoppene – det lignede billedet fra filmselskabet der også har de sneklædte bjergtoppe som deres logo. Vi fik taget nogle rigtige flotte fotos i skumringen.

Vi er nu klar til at gå til ro, så vi er friske til en af vores turs store oplevelser i morgen.

En sæl i vejkanten