I dag har vi ikke lavet meget, men det er faktisk også helt rart at slappe lidt af.
Vi startede dagen med en omgang morgenmad på hotellet, hvorefter vi gik ned til turistinformationskontoret for at få lidt info om, hvad vi kunne se her i byen.
Vi gik forbi en minigolfbane, og mig og Mathias skulle ind og spille minigolf, imens mor og far gik sig en tur.
Da de kom tilbage, og vi blev færdige med at spille, gik vi ud for at se byen.
Vi var på byvandring, hvor vi så bl.a. den ældste bank, advokatkontoret, teatret, og mange andre gamle og flotte bygninger.
I 1931 var der et stort jordskælv som ødelagde hele byen. I løbet af de følgende 2 år, genopbygge man byen i en gammel 30’er stil som kaldes Deco-Art. Det holder man ved lige den dag i dag, så der findes mange flotte huse, med farvestrålende facader og flotte udskæringer.
Efter vi havde gået lidt rundt og set byen, satte vi os ned i en lille hyggelig sidegade, og spiste vores frokost i bagende solskin, og 20 °C varme (i solen).
Efter vores lille tur, kom vi tilbage til hotellet, hvor vi besluttede at gå over på den anden side af gaden for at komme i poolen. Der lå et stort badeland med mange udendørs bassiner, nogle opvarmede, andre ikke.
Vi kom tilbage, og sidder nu bare og laver ingenting. Klokken er nu 18:00 (dvs. I ligger og sover endnu), og venter på at vi skal ud og spise, på byens ældste restaurant County Hotel, og som de selv siger:” The finest in town * * * * * ”.
Bilen har i dag holdt pause.
Vi sender i dag en kærlig hilsen, med ønsket om et rigtigt godt nytår, til vores familie og venner, og alle dem, som følger med i vores rejsedagbog. Vi sender en særlig tanke til vores venner, som vi plejer at fejre nytårt sammen med – we are back next year.
**HAPPY NEWYEAR**
Stranden i NapierThe County HotelDaily Telegraph bygningenÆldste bygning i Napier
I dag startede vi med lidt let morgenmad på vores værelse i Taupo, derefter kørte vi af sted for at komme ud og sejle med en jet båd vi havde bestilt tid til i går. Vi kom derud, og fik noget regntøj og nogle redningsveste på, og så var vi ellers klar.
Vi kom ned i båden, og fik af vide at vi skulle holde hænderne på en jernstang hele tiden, og når skipper rakte hånden i vejret og drejede fingeren rundt, skulle vi holde rigtigt godt fast, og være klar til at lave en 180° vending, og derefter stoppe. Det lyder måske ikke så slemt, men når man kommer med 80 km/t. i vandet, og laver sådan en vending, er der altså tryk på!
Vi kom af sted, og det gik meget hurtigt. Mutter havde på forhånd sagt at hun ikke ville med, så hun ville bare tage nogle billeder af os, imens vi var på farten.
Vi sejlede et godt stykke op af floden, og stoppede op, med en 180° grader vending. Skipper fortalte noget omkring et stort kraftværk vi var stoppet op ved, og derefter sejlede vi videre med fuld fart i den retning vi var kommet fra. Vi kom til nogle klipper, og vi tænkte alle sammen, at han da ikke ville klare at komme uden om den med sådan en fart, men det gik fint. Han havde jo prøvet det MANGE gange før.
Vi sejlede videre forbi nogle fiskere, der virkede ret sure over at vi skulle skræmme alle fiskene væk, med brølet fra den store V8 motor i båden.
Vi kom til en smal kløft med klipper på hver side, hvor vi igen tænkte ’nej nej nej, det her går ikke’, men det gik. Endda i fuld fart.
Vi kom hen til et lille termisk område, og vores første tanke var bare, ’ÅHH NEJ’. Vi har fået mere end nok af den stank af rådne æg.
Han fortalte noget omkring det, og vi sejlede videre. Vi kom til et vandfald hvor der stod en fotograf. Vi sejlede op og ned af det vandfald mange gange, for at der kunne blive nogle gode billeder ud a det. Det var rigtigt sjovt. Det var noget med at komme i fuld fart, i et flyve hop ud over kanten, og så en 180° vending. Det gjorde vi omkring 4 gange, før vi sejlede videre. Vi kom ned til vendepunktet, hvor vi skulle til at sejle tilbage ad igen. Vi stoppede op, og skipper fortalte noget omkring vandet og landskabet omkring.
Så begyndte vi ellers at sejle tilbage igen, med masser af vendinger på vejen. Det var MEGA sjovt.
Vi kom tilbage til der hvor vi startede vores tur, og kom af båden igen. Selv om vi havde haft regntøj på, var jeg alligevel blevet våd. Vi kom op, og fik vores regntøj og redningsveste af igen, og så de billeder der var blevet taget på turen. Vi besluttede os for at købe dem, så vi havde nogle rigtigt gode billeder imens vi var på vej ud over et lille vandfald.
Efter denne oplevelse, kørte vi videre mod vores destination, Napier, men før det, ville vi lige ind og se på noget bungie jump.
På vejen så vi en hel masse får. Der var rigtigt mange marker omkring os, hvor der næsten ikke var andet end får.
Vi nåede hen til det område, hvor de sprang bungie jump. Vi fik os en varm kop kakao oven på den kolde sejltur, og stillede os hen for at se på. Mathias og jeg blev ved med at plage om vi ikke godt måtte prøve, men det ville moar og pappa ikke gå med til.
Vi så 3 personer der sprang, 2 normale spring, og en der lige skulle ned og have dyppet hovedet under vandet.
Vi kørte videre, og var et sted imellem Taupo og Napier, da vi kiggede på benzin måleren, og blev i tvivl om vi nu kunne nå helt til Napier på den ene tank.
Vi holdt ind på en gammel tankstation, men benzin standerne virkede ikke, så vi satsede på at der kom en station længere fremme. Det gjorde der heldigvis også, men den virkede heller ikke, så pappa gik ind og spurgte efter noget benzin, om kom gående ud med en lille dunk, med ca. 10 l benzin. Vi fik fyldt på og kørte videre. Endelig nåede vi Napier, og fandt vore hotel, hvor vi nu sidder og laver absolut ingenting.
Vi kørte i dag 200 km.
Udsigt fra Bungy ved TaupoFuld fart med jetbådenKlar til en tur med jetbåd
Vejret startede lidt halvkoldt i dag – 16 grader om småskyet, men det skiftede hurtigt til sol op af formiddagen og blev helt skyfrit her til aften – omkring 18 – 20 grader.
Der var faktisk kun 70 km. Fra Rotorua og her til Wairakei, som ligger 6 km. nord for Taupo . Vi gjorde stop ved endnu et termisk område Waiotapu (Helligt Vand), her ligger Lady Knox-gejseren, som kommer i udbrud hver dag kl. 10.15. Vi var der lige til tiden, sammen med hundredevis af andre turister. Det viste sig at udbruddet var lidt snyd, idet gejseren blev hjulpet lidt på vej, ved at der blev tilført sæbe, som satte en kemisk reaktion i gang nede i gejseren. Væggen mellem det kolde og det varme vand i gejseren blev nedbrudt, hvorefter den kom i udbrud – men det var nu et flot syn alligevel – den sprang omkring 10 – 15 m op. Hvis gejseren får lov til at passe sig selv kommer den i udbrud hver 3. eller 4. dag afhængig af hvor meget det regner.
Herefter var vi på rundtur i selve parken, hvor en af de største seværdigheder var den kogende champagne-pool – helt orange rundt i kanten og ellers et blåt kogende og rygende vand. Parken kom slet ikke på niveau med det vi oplevede i den anden park i går – det her var alt for turistet, og man gik simpelthen gåsegang i hælene på hinanden hele vejen rundt. Det var en lidt skuffende oplevelse. Vi er også blevet enige om at vi har set vulkaner nok og lugtet nok til rådne æg for denne gang – men spændende har det været.
Efter 3 timer kørte vi videre til vores nye hotel, hvor vi checkede ind allerede kl. 14.00. Og for første gang på vores rejse, tillod vi os 2 timer hvor vi lavede ingenting, det var rart bare at slappe af og forsøge at fordøje alle de nye indtryk.
Sidst på eftermiddagen var vi klar igen – vi skulle se Huka Falls, som er et vandfald der løber ikke lang fra hvor vi bor. Det var rigtig flot, brusende, brølende og i en flot blå farve. Vi kunne se at der nede på floden sejlede jet-både tæt på vandfaldet, og som i øvrigt lå og racede op og ned ad floden – lige noget der kan få enhver drengedrøm til at gå i opfyldelse – også mine drenge – det måtte de simpelthen prøve – koste hvad det ville…
Per fandt hurtigt ned til Rapids Jet, hvor der blev booket en tid til i morgen kl. 10.00. Det er en tur
på 30 min., til den svimlende pris af 175 NZD, hvor der sejles meget stærkt op og ned ad floden – Mathias er allerede ved at få sommerfugle i maven. Jeg bliver på land, da jeg ikke er voldsom søstærk hvad sådan noget sejlads angår – jeg vil i stedet sørge for at tage billeder af drengene når de tager af sted og når de returnerer, man må nemlig ikke have kamera med om bord.
Vi sluttede dagen af i selve Taupo, som ligger lige ud til Taupo søen. Søen er NZ’s største og dækker ca. 608 km2, og er dannet af tusind års vulkanudbrud. Søen er verdensberømt for ørredfiskeri, og der fanges over 500 tons regnbueørreder om året – enhver lystfiskers paradis.
Vi spiste aftensmad i byen, og er nu tilbage på hotellet, hvor der slappes af, læses og læses lidt lektier, som der jo skal være tid til at kigge på ind imellem.
Vi har haft en fantastisk dag i dag – vi har set og oplevet ting, som vi aldring har oplevet før.
Vi startede dagen stille og roligt med en gang morgenmad på hotellet. Herefter begav vi os til en Map Shop, hvor vi ville indkøbe kort til en vandretur, som vi havde planlagt i dag. Butikken var imidlertid lukket og flyttet, så det lykkedes os ikke at få fat i et rigtigt vandrekort, men det gik nu alligevel.
Turen gik først op til den blå og denne grønne sø, som ligger lidt uden for Rotorua. Det var desværre ikke helt klart vejr i formiddags, så man skulle bruge fantasien for at se at der var forskel på farven på de to søer. Vi begav os på 1 times vandretur ind igennem et skovområde som førte uden om den ene sø, det var en flot tur, men så var det heller ikke mere, blev vi enige om.
Vi havde læst om et uspoleret termisk område – en vulkansk dal, hvor verdens største kogende sø skulle findes. Området ligger ca. 20 km. syd for Rotorua, og vi besluttede os for at begive os dertil.
Helt uspoleret var det ikke, for det var en forretning ligesom alle andre seværdigheder i Rotorua- området, de tager penge for alt. Det kostede 60 NZD at få lov til at komme ind og gå i den vulkanske dal, men det var alle pengene værd.
Det var en helt fantastisk oplevelse. Det første vi mødte var den kogende sø, som er kendt som Frying Pan Lake. Søen er opstået efter et vulkanudbrud i 1917. Søen dækker 38.000 m2, og er dermed verdens største kogende sø. Temperaturen ligger på omkring 55 grader. Man kan ikke kun se at søen bobler, man kan også lugte og høre, at det syder og bobler. Fra de klipper der løber rundt om søen damper det ud fra alle revne og sprækker. Et helt fantastisk syn, vi kunne se både Harry Potter og Ringenes Herre for os.
Herefter gik turen forbi mindre boblende kratersøer, varme vandløb og algebevoksede kiselterasser i farverne orange, gul, grøn, pink, hvid – you name it, alle steder sydede og boblede det. Det var faktisk lidt uhyggeligt – vi gik nemlig helt for os selv uden nogen som helst i sigte, og sidste gang der har været udbrud var i 1973, så er det jo ikke nemt at vide hvornår det sker igen…
En anden af turens højdepunkter var Inferno Crater Lake – søen var fuldstændig turkis farvet, vandniveauet stiger og falder over en uges tid, og går fra at være kedelig grå til den fantastiske turkise farve, som vi fik lov at opleve – det var ubeskriveligt smukt. Søen har en temperatur på omkring 80 grader.
Herefter kunne man vælge at følge den planlagte rute, eller man kunne vælge et vandrespor, som sendte os op at gå på kraterkanten. Vi valgte selvfølgelig den sidste. Det var en fantastisk tur hvor man fra toppen havde en enestående udsigt over den største af søerne Rotomahana og Tarawera bjerget som rejser sig 1111 m i baggrunden. Da vi kom tilbage på den normale sti, så vi rislende og dampende bække, hvor der svømmede sorte svaner rundt, med deres små ællinger, et fantastisk syn.
Vi var nu nået til det 2. busstoppested, (man blev kørt i bus tilbage til indgangen) og kunne desværre ikke nå længere, idet vi skulle nå retur til hotellet inden vi i aften skal deltage i Hangi & Consert, hvor vi skal have middag og høre om Maurikulturen, og lur mig om vi ikke skal gnide nogle næser – det er nemlig måden at hilse på Mauri.
Vi er nu netop returneret fra Hangi og Concert. Det var en interessant aften, som vi tilbragte sammen med 200 andre mennesker fra alverdens lande. Vi startede med en speciel velkomst ceremoni, hvor Maurierne bød velkomme på deres egen specielle måde med store stirrende øjne og tungen stukket langt ud af munden, og til sidst sluttede af med at gnide næser. Herefter var vi rundt i deres landsby, hvor vi fik set hvordan de arbejde, legede, sloges, og i det hele taget levede. Så var vi til en rigtig god koncert, hvor vi så dem danse og synge, meget iørefaldende og rytmisk musik. Herefter skulle vi til selve festmåltidet som var tilberedt i huller i jorden. Man varmer først lavasten op, så de bliver glødende, herefter lægges de i jorden hvorefter man lægger alt kød, ovenpå grøntsager og til slut kager. Maden dækkes til med klæder og herefter jord, så man sørger for at dampen ikke slipper ud. Efter ca. 3 timer er der et veltilberedt måltid.
Menuen var dog lidt speciel, den stod på søde gulerødder, søde og alm. kartofler, stuff in, ved ikke helt hvad det var, var svært at smage, så var der æg i mayonæse, pastasalat, coleslaw, fisk, lam, kylling, muslinger – til dessert steam pudding med creme og paovla, eller noget i den retning – en sød kage med frisk frugt. Det var en anderledes og blandet fornøjelse, rent kulinarisk.
Herefter sluttede vi af med en afskedsceremoni, hvor der blev sunget igen.
Maurierne hæger om deres kultur som stammer tilbage fra 1300 f. kr. og som var ved at blive udslettet for 20-30 år siden, men de har heldigvis fået den genoprettet, ikke mindst ved arrangementer som disse, som er med til at finansiere fastholdelse af kulturen.
Rotorua er meget specielt, og noget vi ikke har oplevet andre steder før. Men det er også meget kommercielt, der laves penge på alt. Man har faktisk taget livet af flere af geyserne i selve Rotorua, fordi de er blevet misbrugt og udnyttet af hotellerne. Det område vi var i i dag var helt anderledes uspoleret end her i selve Rotorua, og man må håbe det bliver bevaret.
Vi kunne sagtens have brugt en dag mere her til at udforske området, men som der er mange der har sat til os hjemme fra – vi må simpelthen foretage et valg, for vi kan ikke nå at se det hele – og det gør vi så.
I morgen går turen videre til Taupo, en af de kortere distancer på ca. 100 km.
Vi har i dag i øvrigt været heldige at få kontakt med My Planet i Danmark via E-mail, og de har sendt os kopi af de manglende vouchers, så nu er vi kørende igen – det var vi nu i forvejen – men vi var nu lidt nervøs for færgeoverfarten uden en billet.
Vi kørte 90 km i dag.
Marae velkomstceremoniThermisk sø med speciel farveThermisk sø
I dag skulle vi forlade Tairua for at køre længere sydpå og lidt ind i landet til byen Rotorua. Området er kendt for Gejser, svovl søer og anden termisk aktivitet. Byen ligger lige ned til Rotorua Sø og området i og omkring byen syder og bobler af termisk aktivitet. Byen stinker, ja det gør den altså, det lugter af rådden æg eller svovl.
Vi forlod Pacific Habour Lodge i Tairua i morges. Det var med lidt vemod, for det var et utroligt dejligt sted og et pragtfuldt hotel, men vi skulle videre. Vores første stop var i Waihi, som ligger ca. 100 km nede af østkysten. Waihi er en gammel guldgraver by, men til forskel fra mange andre gamle guldgraver byer graves der stadig guld i Waihi. Det er ikke i lukkede gange og skakter, men i et stort åbent brud. Det var utrolig spændende dels at se bruddet som er enormt. Jeg kender ikke omkredsen, men det er 250 m dybt og lastbilerne køre 3 km for at køre fra bunden og op til toppen. Hver lastbil køre 24 gange om dagen op fra ”hullet”, den kan laste 100 ton og heri vil der ca. være 8-10 teskeer fuld guld eller sølv. Den guld åre de har gravet i de seneste år er ved at være tom, men de har fundet en ny i nærheden, der var en flot beskrivelse af hvorledes de vil gøre området tilgængeligt for alle og fylde ”hullet” med vand. Det vil tage ca. 5 år. Den kunstige sø der herved opstår bliver 195 m dyb.
Fra Waihi kørte vi videre sydpå og kom blandt andet gennem Te Puke som er en lille by, der er blevet stenrig på Kiwi’er. Det var her det hele startede og hele området er fyldt med Kiwi plantager.
Fra Te Puke var der ikke langt til Rotorua og stanken. Vi har fået et godt hotel, som ikke ligger så langt fra New Zealands største Gejser Pohutu. Hele området omkring gejseren er fyldt med gejsere, hotpol (kogende søer), mudpool, (kogende mudder), og i hele området damper det op af huller i jorden og så den forfærdelige stank af svovl. Det var et utroligt spændende område at være i. Mange steder kunne vi mærke varmen fra de kogende søer og gejserne. Når vi gik der og så damp komme op over alt, kogende mudder og sprudlende gejser, kom man uvilkårligt til tænke ”gad vide hvornår det hele eksplodere”. Rotarua har gennem mange år levet højt på den termiske varme, og har udnyttet den så meget på bl.a. hotellerne, at der i dag er væsentlig mindre aktivitet i flere af gejserne, end der var tidligere. De har nu lavet kraftige restriktioner for hvor meget der må udnyttes i området.
Vi har i dag kørt gennem mange byer ned langs østkysten, og selv om byerne er forskellige er der et fællestræk som har overrasket os meget. De ser alle frygtelige kedelige ud. Det ser ud som om New Zealand har haft en storhedstid for 5-10 år siden, men at det hele er gået i stå siden. Vi ser ikke meget byggeri og mange huse og butikker ser ud som om de ikke har været vedligeholdt de seneste år. Jeg ved de har en meget lav arbejdsløshed hernede, hvilket ikke helt passer ind i billedet af, at tingene ser ud til at være gået i stå. Det må vi prøve at finde ud af.
Selv om vi mistede vores rejsepapir og dermed også alle vores Voucher til hotellerne m.v. har det ikke givet os problemer endnu.
Vi kørte i dag knap 220 km. Med pauser 6-7 timer.
Aktiv gejser i RoturuaThermisk aktivitet i RoturuaGuldgraven i Waihi
