Rejse – Side 11 – Familien Smith

Coromandel regionen

Tairua ligger i Coromandel regionen på østkysten. Hotellet vi bor på er utrolig dejligt. Vi har vores egen lille lodge med 2 separate soverum, en opholdsstue og et lille køkken, stort nok til at lave både morgenmad og aftensmad. Der er en helt vidunderlig fred her på stedet, som vi sidder og nyder lige nu efter endnu en dag fyldt med nye oplevelser. Hele området vi er i nu er et rigtig ferieparadis. Indbygge tallet 10 dobles her i højsæsonen, vi har dog fået fortalt at det først sker i morgen. Det er vi meget glad for. Vi har netop talt om hvor få mennesker her er. På strandene ser vi kun ganske få, selv om vi i dag har oplevet flere helt fantastiske strande med det hvideste sand og Stillehavets blågrønne vand. Vejret har ændret sig i dag, selv siger de hernede at det er sommeren der er kommet, blot 3 uger senere end den plejer. Vi har haft masser af sol og 23-25 grader, det helt rigtige vejr til at opleve denne del af NZ – selvom vi har husket solcremen, har vi fået lidt røde nakker og skuldre..

Vi startede dagen med morgenmad på verandaen, efter at vi havde sovet lidt længe helt til halv otte. Vores første stop i dag var faktisk i byen hvor vi bor. Her står resterne af et gammelt vulkan krater hvor vi gik op ca. 30 min. frem og tilbage. Ikke fordi der er noget tilbage af selve vulkanen, men fordi der skulle være en helt fantastisk udsigt. Det var ganske rigtigt. Der var en fantastisk udsigt over byen og hele området, blandt andet ned over hotellet vi bor på og den lille indsø hotellet ligger ned til. Der er meget stor forskel på tidevandet hernede, mellem 2 og 4 meter. Det betyder blandt andet at hele indsøen bliver tørlagt 2 gange om dagen når det er lavvande.

Herefter gik turen nordpå ca. 25 km. Til Cathedral Cove, som er en gigantisk kalkstenshvælving, og et stor kalkstensklippestykke, der får mange år siden er knækket af klippen, og nu står ensom om majestætisk ude i vandet. Man kan kun komme dertil til bens eller til vands. Vi valgte at vandre turen, som tager en god time frem og tilbage. Det var en fantastisk udsigt vi oplevede på vejen dertil. Det var en dejlig badestrand, hvor Mathias fik sig dyppet, vi andre skulle ikke nyde noget, det var for koldt for os.

Nu gik turen videre til Hahei Beach, endnu en kridhvid Bounty strand, med azurblåt vand og udsigt til vulkankratere rundt i bugten. Mathias fik en dukkert igen, mens vi andre fik os et lille hvil. Som om vi ikke havde set strande nok, tog vi også lige til Cooks Beach, den var dog ikke så smuk som de andre, men et historisk sted, da det var her James Cook første gang gik i land på New Zealand. Vi sluttede dagen af på den berømte Hot Water Beach. Her bobler det termiske varme vand lige under sandet, og kan opleves 2 timer før og efter lavvande.Vi var udstyret med en spade og gik i gang med at grave os et lille badekar. Det forgik med stepdans, for vandet er omkring 60 grader, og derfor meget varmt om fødderne. Det var rart når bølgerne fra havet nåede ind og blandede sig med det varme vand. Det er et meget lille område på stranden, der er denne aktivitet fra undergrunden, og det er lidt sjovt at se, alle de mennesker der sidder i hvert deres lille badekar gravet i sandet.

Verden er jo lille som man siger, for på stranden mødte vi en dansk familie som også var på en 5 ugers rundrejse på New Zealand sammen med deres to drenge, der dog var lidt yngre end vores.

Vi returnerede til hotellet omkring kl. 19.00 godt trætte oven på dagens oplevelser.

I morgen skal vi videre, vi har en køretur på ca. 4 timer foran os før vi lander i Rotorua, som bliver det næste område vi skal se.

Vi kørte i dag i alt 85 km.

På vej til Coromandel

Så er det et par dage siden vi har været på nettet, og har nu mulighed for at komme på igen. Hvor er det dejligt med alle de mange hilsner vi har fået, det skal I alle sammen have tak for. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul.

25. december 2006

I morges da vi stod op stardede vi dagen med en gang morgen mad, og så var det på farten igen. Vi fik hurgtigt pakket bilen. Da vi havde kørt ca. fire en halv time kom vi til en gammel vestern by Thames, som havde været en gammel guldgraver by. Den gik vi lidt rundt i, og det var godt vi ikke skulle købe noget for alt havde lukket, kun en lille bar og en video forretning havde åben. Men vi nåede ikke at se den helt, for jeg skulle tisse. Da jeg var fædig begyndte vi at blive sultne så vi kørte ned til stranden, for at få noget at spise. Der sad vi på en bænk og rundt om os var der en modeltog bane vi viste ikke helt hvorfor den var der og der kom ikke noget tog. Vi blev enige om at den nok bare var til pynt. Det samme sted var der også nogle måger og andre små fugle. Dem morede vi os også lidt med, for når vi kastede brød ud til dem skændtes de og bed hindanen det var derfor kun få af dem der fik noget, men jeg fik dog med lidt held givet en af de små fugele et stykke brød.

Så var det vidre da vi var kommet ud af byen så vi en fantastisk flot natur nu hvor solen skinnede nu var vandet også helt flot blåt som det ikke havde været når det var lidt overskyet. Man fik helt lyst til at springe i men vi kørte oppe på et bjeg så det var ikke lige så nemt, så vi måtte nøjes med at kigge. Nå men naturen var også flot og der var var også de træer som der gør min ferie til ferie palmer og de var rigtig flotte. Solen skinner og det er næsten skyfrit og tyve grader, vi går derfor også rundt i shorts og t-shirt men nu sidder vi her på verandaen ved vores hytte ved Pacific Harbour Lodge i en by der hedder Tairua og hygger os.

Juleaften i solskin og udsigt over stillehavet

Vores 3. dag på NZ. Selv om vi kørte langt i går, besluttede vi os for en pæn lang tur igen i dag. Meget af det vi gerne vil nå at se her på den nordligste del af øen ligger temmelig spredt, og da vi kun har i dag på denne del af øen, er der ingen vej udenom, vi må ud og køre igen. Hernede taler man ikke om hvor lang turen er, men hvor lang tid det tager. Vi kørte i dag knap 300 km og brugte mindst 6 timer på at køre. Det går efterhånden helt godt med at køre, men det er nu ikke nemt at vænne sig til at køre i venstre side og alt i bilen sidder omvendt. Heldigvis er der automatgear, men bare en lille ting som bliklyset, der normalt sidder på venstre side af rattet er anbragt i højre side, så vi har flere gange sat vinduesviskeren i gang når vi skal dreje! Ulla skulle prøve at køre i dag, det gik meget fint, men hun bryder sig ikke om det, så jeg kommer nok til at køre for det meste.

Da vi stod op i morges skinnede solen fra en skyfri himmel, det var ikke så varmt, men varmt nok til at vi kunne side udenfor og nyde morgenmaden med en pragtfuld udsigt over bugten. Vejret skiftede dog en del i løbet af dagen.

Vi kørte fra Paihia omkring kl. 9.00, da var der begyndt at blive lidt overskyet. Det første sted vi gjorde holdt var ved Haruru Falls. Et mindre vandfald, som ikke var helt så spændende som beskrevet, men absolut flot og lammende. Næste stop blev Mangonui (1½ times kørsel). Et lille fiskeleje, som har været der tilbage til 1800 tallet. Stedet ligger flot beskyttet i en bugt som tidliger har været en helt naturlig havn. Bugten går ud i den større og mere kendte bugt Doubtless Bay.

Mangonui er kendt for at have verdens bedste Fish and chips. Efter at vi havde udforsket området lidt til bens, skulle vi selvfølgelig også smage deres Fish and Chips. Det var godt. Man bestiller først det antal fisk man ønsker. Det er selvfølgelig friskfangede fisk, som de efterfølgende tilbereder. Det var rigtig godt, men absolut ikke det sundeste mad vi har fået. I Mangonui var det stadig overskyet og det dryppede lige lidt. Efter Mangonui gik turen videre nordpå op til Ninety Mile Beach som kun er 60 miles! Det vil sige ca. 100 km stand, hvor det er muligt at køre langs havet, hvilket vi dog ikke må med en lejet bil. Det er ikke helt ufarligt da tidevandet betyder at det kun er muligt 2 timer på hver side af lavvande. En flot strand som egentlig ligner Vesterhavet. Vejret var efterhånden helt flot, med en næsten skyfri himmel. På turen tilbage til Paihia ville vi gerne ind til et skov område med Kauri træer. Vi fandt området og kørte derind, grusvej hvilket vi egentlig ikke må køre på med en lejet bil. Det gik nu meget godt de første 8 km, herefter gik vejen fra opad og meget smal efterhånden som vi kom op blev vi mere og mere betænkelig og da vi fandt et sted hvor vi kunne vende bilen besluttede vi os for at vende om. Vi nåede ikke Kauri skoven, men det var en fantastisk flot tur gennem den subtropiske skov. Nu var vejret blevet rigtig godt, faktisk helt skyfrit. Vi kørte tilbage til Paihia, efter en lille omvej, og her skulle Simon og Mathias ud og bade. Vandet var koldt, men det var lidt sejt at være ud og bade juleaftensdag.

Nu er vi tilbage og skal om lidt over og spise på restauranten her på hotellet. Det er jo juleaften, selv om der ikke er meget der vidner om det her nede. Vi laver vores egen juleaften, som dog bliver meget anderledes.

Den nordlige del af nordøen er smuk, men ikke så forskellig fra det vi kender hjemme. Strandene har vi masser af og de små bugter og øer kender vi også, men selvfølgelig er klimaet helt anderledes og det samme gælder landskabet.

NZ juletræ — Det tætteste vi kom på et juletræ

NZ julemiddag — Vores julemiddag juleaften

Hvor uheldig kan man være…

I dag var planen, at vi skulle køre fra Auckland til Paihia, som er New Zealands vugge i Bay Of Islands. Bugten består af en 800 km lang uregelmæssig kystlinie med 150 øer.

Øgruppen består af 8 større øer, og et stort antal spredte småøer. Den største ø måler 22.000 m².

Efter en god lang nats søvn i Auckland, blev vi kørt ud til Maui udlejning, hvor vi skulle leje en bil.

Vi kom derud, og fik en god stor bil (en Mazda 6), og var meget forundret over at alt vores bagage fint kunne være i bilen.

Vi fik kørt bilen ud fra firmat, det gik ikke voldsomt hurtigt, da far lige skulle vænne sig til automatgearet, og det at sidde i den modsatte side af bilen, og køre i den modsatte side af vejen. Vi kørte i 5 min., og kom til en rundkørsel, hvor vi ikke var helt sikre på hvor vi skulle dreje ud henne, og kørte derfor lidt langsomt. Da vi kørte langsomt forbi en udkørsel, så vi pludselig en bil der kom lige imod os, og BANG, kørte ind i siden af os. Vi holdt ind til siden, og fik aftalt med manden der var kørt ind i os, at han ville køre med os tilbage til udlejningsfirmaet, og han sagde at det var hans skyld.

Vi kom tilbage, og blev bedt om at udfylde en formular, og fik derefter en ny, tilsvarende bil, så vi kunne komme videre.

Da vi så havde kørt i nogle timer, ville vi lige holde ind, for at få en kop kaffe og en is. Vi sad og snakkede, og kom pludselig i tvivl om, hvor vores rejsepapirer var henne.

Vi gik ud til bilen for at tjekke, men de var der ikke.

Hvad skulle vi nu gøre?

Vi ledte og ledte, men de var ingen steder at finde.

Vi besluttede at ringe tilbage til udlejningsfirmaet, for at høre om de skulle have fundet dem, for vi var 99 % sikre på at de var der.

Meen der var ikke noget signal på mobilen, så vi måtte ind og låne en telefon.

Vi fik ringet til udlejningsfirmaet, men de kunne heller ikke finde dem nogen steder.

Vi kørte lidt videre, for at få noget mere signal på mobilen, og ringede derefter til en My Planet kontaktperson på New Zealand, da klokken kun var ca. 2 om natten hjemme i DK.

Vi fik af vide, at det ikke ville give os problemer, at de var væk, da vi heldigvis havde en kopi af rejseplanen, og vores fly papirer.

Så det var ikke så slemt alligevel.

Vi kørte videre, og oplevede noget FANTASTISK natur på vejen. Store åbne vider, og udsigt over stillehavet.

Vi så også nogle sjove, kunstige, får og køer med nissehuer på.

Får med huer — Kunstige dyr med nissehuer

Da vi efterhånden nærmede os Paihia, som vi skulle overnatte i, kom vi pludselig i tanker om, at adressen på det hotel vi skulle bo på, også var blandt de papirer, der var blevet væk. Heldigvis var det hotel så stort, at vi kunne se det lige så snart vi kom ind i byen. Vi har fået et hyggeligt familierum med en flot udsigt over bugten.

Da vi havde fundet os til rette på vores hotelværelse, begav vi os ind til byen for at få købt ind, og få noget og spise.

Vi kom til at tænke på, hvor underligt det er, at sidde og spise pizza og drikke h.h.v. øl og cola lillejuleaften og at tænke på, at alle dem hjemme i DK stadig lå og sov, eller var lige på vej til at stå op (ca. 8:00 dansk tid).

Auckland

Endelig nåede vi New Zealand.

Kun Mathias var heldig at få en rimelig nats søvn i flyet på vej hertil. Vi andre gjorde et forsøg men blev vækket flere gange af et skænderi mellem 2 passagere. Der var en svensk dreng i 10 års alderen som hostede uafbrudt det meste af natten, dette blev for meget for en ældre engelsk fru – hun forlangte at den stakkels dreng skulle have et tørklæde over hovedet til at tage de væreste baktusser, hun besyldte faderen for at være fuld, hvilket han overhovedet ikke var. Vi må sige at han havde en rimelig stor portion tålmodighed med fru Hyacint, som vi døbte hende. Til sidst blev det bare for meget, det kom næsten til håndgemæng, men en 3. passager lagde sig imellem og der faldt ro over dem. Dog kun kortvarrigt så var den gal igen, der røg udtryk som ”shut up” and ”filthy pig” igennem luften. Vi opgav simpelthen at sove, og må tage revanche iaften.

Da vi ankom til Auckland blev vi holdt tilbage i tolden fordi vi havde vandrestøvler med. I NZ kæmper de for at holde sygdomme blandt dyr nede, og indtil videre er det lykkede dem at undgå de sygdomme, som vi ser blandt dyrene i Europa, derfor har de mange restriktioner i.f.m. indrejse i landet, hvilet vi fik at føle, da der var jord under vores vandrestøvler. De skulle have en biokemisk rensning, og vi kunne hente dem igen efter 20 min. Og hvilke flotte støvler vi fik, de har faktisk ikke været flottere siden de blev købt.

Fra lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel New President, som ligger i hjertet af Auckland.

Vi har fået et familierum, som er ok.

Auckland er bygget op omkring 48 vulkaner, hvoraf den yngste var i udbrud for 600 år siden. Auckland er den største by på NZ med 1.5 mio. indbyggere. På 1/3 af nordøen bor 2/3 af NZ’s befolkning.

Det var endnu engang fristende at lægge sig til at sove, men vi overvandt søvnen, og begav os ud i byen. Her er ca. 15-17 grader og sol med lidt skyer. Ligesom en sommerdag i juni hjemme i Danmark. Vi gik ned til havnefronten, hvor vi så Americas Cup båden, både den NZ’lænderne sejlede i da de vandt. Vi var også heldige at se tilsvarende båd der sejelde med turister til 2000 kr. pr. prs. Det kunne være kanon at prøve, men det er simpelthen bare for dyrt. Der var et leben langs havnefronten, det var skønt bare at sidde og nyde solen og kigge på bådene der sejlede forbi.

Efter et lille hvil her, begav vi os til Sky Tower, som er et at Aucklands varetegn. Tårnet er 328 m., til sammenligning er Effil Tårnet 324 m. Vi blev først kørt op i 186 m højde hvor vi havde en fantastisk udsigt på 360 grader over Auckland. Herefter blev vi kørt op på 60. etage svarende til 220 m, hvor udsigten var om end endnu mere fantastisk – man kan faktisk se 82 km. væk. En del af gulvet var lavet af gennemsigtigt glas, og det var kun Mathias der syntes det var sjovt at gå på, vi andre veg uden om – det var simpelthen for vildt. Når det rigtig blæser svejer tårnet en meter, så er det altså ikke sjovt at være på toppen. Mens vi var oppi i tårnet var der en der sprang ned i et så kaldt Sky Jump – pokkers til vanvid.

Nu er kl.18.00 og vi sidder på hotellet og skriver dagbog. Mathias bemærkede at det var lidt mærkeligt at tænke på at kl. i Danmark nu er 6.00 om morgenen den 22. dec., og klassen skal til juleafslutning i kirken – mens vi sidder her på den anden side af jordkloden.