Vi har haft en fantastisk dag i dag – vi har set og oplevet ting, som vi aldring har oplevet før.
Vi startede dagen stille og roligt med en gang morgenmad på hotellet. Herefter begav vi os til en Map Shop, hvor vi ville indkøbe kort til en vandretur, som vi havde planlagt i dag. Butikken var imidlertid lukket og flyttet, så det lykkedes os ikke at få fat i et rigtigt vandrekort, men det gik nu alligevel.
Turen gik først op til den blå og denne grønne sø, som ligger lidt uden for Rotorua. Det var desværre ikke helt klart vejr i formiddags, så man skulle bruge fantasien for at se at der var forskel på farven på de to søer. Vi begav os på 1 times vandretur ind igennem et skovområde som førte uden om den ene sø, det var en flot tur, men så var det heller ikke mere, blev vi enige om.
Vi havde læst om et uspoleret termisk område – en vulkansk dal, hvor verdens største kogende sø skulle findes. Området ligger ca. 20 km. syd for Rotorua, og vi besluttede os for at begive os dertil.
Helt uspoleret var det ikke, for det var en forretning ligesom alle andre seværdigheder i Rotorua- området, de tager penge for alt. Det kostede 60 NZD at få lov til at komme ind og gå i den vulkanske dal, men det var alle pengene værd.
Det var en helt fantastisk oplevelse. Det første vi mødte var den kogende sø, som er kendt som Frying Pan Lake. Søen er opstået efter et vulkanudbrud i 1917. Søen dækker 38.000 m2, og er dermed verdens største kogende sø. Temperaturen ligger på omkring 55 grader. Man kan ikke kun se at søen bobler, man kan også lugte og høre, at det syder og bobler. Fra de klipper der løber rundt om søen damper det ud fra alle revne og sprækker. Et helt fantastisk syn, vi kunne se både Harry Potter og Ringenes Herre for os.
Herefter gik turen forbi mindre boblende kratersøer, varme vandløb og algebevoksede kiselterasser i farverne orange, gul, grøn, pink, hvid – you name it, alle steder sydede og boblede det. Det var faktisk lidt uhyggeligt – vi gik nemlig helt for os selv uden nogen som helst i sigte, og sidste gang der har været udbrud var i 1973, så er det jo ikke nemt at vide hvornår det sker igen…
En anden af turens højdepunkter var Inferno Crater Lake – søen var fuldstændig turkis farvet, vandniveauet stiger og falder over en uges tid, og går fra at være kedelig grå til den fantastiske turkise farve, som vi fik lov at opleve – det var ubeskriveligt smukt. Søen har en temperatur på omkring 80 grader.
Herefter kunne man vælge at følge den planlagte rute, eller man kunne vælge et vandrespor, som sendte os op at gå på kraterkanten. Vi valgte selvfølgelig den sidste. Det var en fantastisk tur hvor man fra toppen havde en enestående udsigt over den største af søerne Rotomahana og Tarawera bjerget som rejser sig 1111 m i baggrunden. Da vi kom tilbage på den normale sti, så vi rislende og dampende bække, hvor der svømmede sorte svaner rundt, med deres små ællinger, et fantastisk syn.
Vi var nu nået til det 2. busstoppested, (man blev kørt i bus tilbage til indgangen) og kunne desværre ikke nå længere, idet vi skulle nå retur til hotellet inden vi i aften skal deltage i Hangi & Consert, hvor vi skal have middag og høre om Maurikulturen, og lur mig om vi ikke skal gnide nogle næser – det er nemlig måden at hilse på Mauri.
Vi er nu netop returneret fra Hangi og Concert. Det var en interessant aften, som vi tilbragte sammen med 200 andre mennesker fra alverdens lande. Vi startede med en speciel velkomst ceremoni, hvor Maurierne bød velkomme på deres egen specielle måde med store stirrende øjne og tungen stukket langt ud af munden, og til sidst sluttede af med at gnide næser. Herefter var vi rundt i deres landsby, hvor vi fik set hvordan de arbejde, legede, sloges, og i det hele taget levede. Så var vi til en rigtig god koncert, hvor vi så dem danse og synge, meget iørefaldende og rytmisk musik. Herefter skulle vi til selve festmåltidet som var tilberedt i huller i jorden. Man varmer først lavasten op, så de bliver glødende, herefter lægges de i jorden hvorefter man lægger alt kød, ovenpå grøntsager og til slut kager. Maden dækkes til med klæder og herefter jord, så man sørger for at dampen ikke slipper ud. Efter ca. 3 timer er der et veltilberedt måltid.
Menuen var dog lidt speciel, den stod på søde gulerødder, søde og alm. kartofler, stuff in, ved ikke helt hvad det var, var svært at smage, så var der æg i mayonæse, pastasalat, coleslaw, fisk, lam, kylling, muslinger – til dessert steam pudding med creme og paovla, eller noget i den retning – en sød kage med frisk frugt. Det var en anderledes og blandet fornøjelse, rent kulinarisk.
Herefter sluttede vi af med en afskedsceremoni, hvor der blev sunget igen.
Maurierne hæger om deres kultur som stammer tilbage fra 1300 f. kr. og som var ved at blive udslettet for 20-30 år siden, men de har heldigvis fået den genoprettet, ikke mindst ved arrangementer som disse, som er med til at finansiere fastholdelse af kulturen.
Rotorua er meget specielt, og noget vi ikke har oplevet andre steder før. Men det er også meget kommercielt, der laves penge på alt. Man har faktisk taget livet af flere af geyserne i selve Rotorua, fordi de er blevet misbrugt og udnyttet af hotellerne. Det område vi var i i dag var helt anderledes uspoleret end her i selve Rotorua, og man må håbe det bliver bevaret.
Vi kunne sagtens have brugt en dag mere her til at udforske området, men som der er mange der har sat til os hjemme fra – vi må simpelthen foretage et valg, for vi kan ikke nå at se det hele – og det gør vi så.
I morgen går turen videre til Taupo, en af de kortere distancer på ca. 100 km.
Vi har i dag i øvrigt været heldige at få kontakt med My Planet i Danmark via E-mail, og de har sendt os kopi af de manglende vouchers, så nu er vi kørende igen – det var vi nu i forvejen – men vi var nu lidt nervøs for færgeoverfarten uden en billet.
Vi kørte 90 km i dag.
