New Zealand – Side 6 – Familien Smith

Wairakei ved Taupo

Vejret startede lidt halvkoldt i dag – 16 grader om småskyet, men det skiftede hurtigt til sol op af formiddagen og blev helt skyfrit her til aften – omkring 18 – 20 grader.

Der var faktisk kun 70 km. Fra Rotorua og her til Wairakei, som ligger 6 km. nord for Taupo . Vi gjorde stop ved endnu et termisk område Waiotapu (Helligt Vand), her ligger Lady Knox-gejseren, som kommer i udbrud hver dag kl. 10.15. Vi var der lige til tiden, sammen med hundredevis af andre turister. Det viste sig at udbruddet var lidt snyd, idet gejseren blev hjulpet lidt på vej, ved at der blev tilført sæbe, som satte en kemisk reaktion i gang nede i gejseren. Væggen mellem det kolde og det varme vand i gejseren blev nedbrudt, hvorefter den kom i udbrud – men det var nu et flot syn alligevel – den sprang omkring 10 – 15 m op. Hvis gejseren får lov til at passe sig selv kommer den i udbrud hver 3. eller 4. dag afhængig af hvor meget det regner.

Herefter var vi på rundtur i selve parken, hvor en af de største seværdigheder var den kogende champagne-pool – helt orange rundt i kanten og ellers et blåt kogende og rygende vand. Parken kom slet ikke på niveau med det vi oplevede i den anden park i går – det her var alt for turistet, og man gik simpelthen gåsegang i hælene på hinanden hele vejen rundt. Det var en lidt skuffende oplevelse. Vi er også blevet enige om at vi har set vulkaner nok og lugtet nok til rådne æg for denne gang – men spændende har det været.

Efter 3 timer kørte vi videre til vores nye hotel, hvor vi checkede ind allerede kl. 14.00. Og for første gang på vores rejse, tillod vi os 2 timer hvor vi lavede ingenting, det var rart bare at slappe af og forsøge at fordøje alle de nye indtryk.

Sidst på eftermiddagen var vi klar igen – vi skulle se Huka Falls, som er et vandfald der løber ikke lang fra hvor vi bor. Det var rigtig flot, brusende, brølende og i en flot blå farve. Vi kunne se at der nede på floden sejlede jet-både tæt på vandfaldet, og som i øvrigt lå og racede op og ned ad floden – lige noget der kan få enhver drengedrøm til at gå i opfyldelse – også mine drenge – det måtte de simpelthen prøve – koste hvad det ville…

Per fandt hurtigt ned til Rapids Jet, hvor der blev booket en tid til i morgen kl. 10.00. Det er en tur

på 30 min., til den svimlende pris af 175 NZD, hvor der sejles meget stærkt op og ned ad floden – Mathias er allerede ved at få sommerfugle i maven. Jeg bliver på land, da jeg ikke er voldsom søstærk hvad sådan noget sejlads angår – jeg vil i stedet sørge for at tage billeder af drengene når de tager af sted og når de returnerer, man må nemlig ikke have kamera med om bord.

Vi sluttede dagen af i selve Taupo, som ligger lige ud til Taupo søen. Søen er NZ’s største og dækker ca. 608 km2, og er dannet af tusind års vulkanudbrud. Søen er verdensberømt for ørredfiskeri, og der fanges over 500 tons regnbueørreder om året – enhver lystfiskers paradis.

Vi spiste aftensmad i byen, og er nu tilbage på hotellet, hvor der slappes af, læses og læses lidt lektier, som der jo skal være tid til at kigge på ind imellem.

Vi har i dag kørt i alt 100 km.

På vulkaner og til hangi og koncert

Vi har haft en fantastisk dag i dag – vi har set og oplevet ting, som vi aldring har oplevet før.

Vi startede dagen stille og roligt med en gang morgenmad på hotellet. Herefter begav vi os til en Map Shop, hvor vi ville indkøbe kort til en vandretur, som vi havde planlagt i dag. Butikken var imidlertid lukket og flyttet, så det lykkedes os ikke at få fat i et rigtigt vandrekort, men det gik nu alligevel.

Turen gik først op til den blå og denne grønne sø, som ligger lidt uden for Rotorua. Det var desværre ikke helt klart vejr i formiddags, så man skulle bruge fantasien for at se at der var forskel på farven på de to søer. Vi begav os på 1 times vandretur ind igennem et skovområde som førte uden om den ene sø, det var en flot tur, men så var det heller ikke mere, blev vi enige om.

Vi havde læst om et uspoleret termisk område – en vulkansk dal, hvor verdens største kogende sø skulle findes. Området ligger ca. 20 km. syd for Rotorua, og vi besluttede os for at begive os dertil.

Helt uspoleret var det ikke, for det var en forretning ligesom alle andre seværdigheder i Rotorua- området, de tager penge for alt. Det kostede 60 NZD at få lov til at komme ind og gå i den vulkanske dal, men det var alle pengene værd.

Det var en helt fantastisk oplevelse. Det første vi mødte var den kogende sø, som er kendt som Frying Pan Lake. Søen er opstået efter et vulkanudbrud i 1917. Søen dækker 38.000 m2, og er dermed verdens største kogende sø. Temperaturen ligger på omkring 55 grader. Man kan ikke kun se at søen bobler, man kan også lugte og høre, at det syder og bobler. Fra de klipper der løber rundt om søen damper det ud fra alle revne og sprækker. Et helt fantastisk syn, vi kunne se både Harry Potter og Ringenes Herre for os.

Herefter gik turen forbi mindre boblende kratersøer, varme vandløb og algebevoksede kiselterasser i farverne orange, gul, grøn, pink, hvid – you name it, alle steder sydede og boblede det. Det var faktisk lidt uhyggeligt – vi gik nemlig helt for os selv uden nogen som helst i sigte, og sidste gang der har været udbrud var i 1973, så er det jo ikke nemt at vide hvornår det sker igen…

En anden af turens højdepunkter var Inferno Crater Lake – søen var fuldstændig turkis farvet, vandniveauet stiger og falder over en uges tid, og går fra at være kedelig grå til den fantastiske turkise farve, som vi fik lov at opleve – det var ubeskriveligt smukt. Søen har en temperatur på omkring 80 grader.

Herefter kunne man vælge at følge den planlagte rute, eller man kunne vælge et vandrespor, som sendte os op at gå på kraterkanten. Vi valgte selvfølgelig den sidste. Det var en fantastisk tur hvor man fra toppen havde en enestående udsigt over den største af søerne Rotomahana og Tarawera bjerget som rejser sig 1111 m i baggrunden. Da vi kom tilbage på den normale sti, så vi rislende og dampende bække, hvor der svømmede sorte svaner rundt, med deres små ællinger, et fantastisk syn.

Vi var nu nået til det 2. busstoppested, (man blev kørt i bus tilbage til indgangen) og kunne desværre ikke nå længere, idet vi skulle nå retur til hotellet inden vi i aften skal deltage i Hangi & Consert, hvor vi skal have middag og høre om Maurikulturen, og lur mig om vi ikke skal gnide nogle næser – det er nemlig måden at hilse på Mauri.

Vi er nu netop returneret fra Hangi og Concert. Det var en interessant aften, som vi tilbragte sammen med 200 andre mennesker fra alverdens lande. Vi startede med en speciel velkomst ceremoni, hvor Maurierne bød velkomme på deres egen specielle måde med store stirrende øjne og tungen stukket langt ud af munden, og til sidst sluttede af med at gnide næser. Herefter var vi rundt i deres landsby, hvor vi fik set hvordan de arbejde, legede, sloges, og i det hele taget levede. Så var vi til en rigtig god koncert, hvor vi så dem danse og synge, meget iørefaldende og rytmisk musik. Herefter skulle vi til selve festmåltidet som var tilberedt i huller i jorden. Man varmer først lavasten op, så de bliver glødende, herefter lægges de i jorden hvorefter man lægger alt kød, ovenpå grøntsager og til slut kager. Maden dækkes til med klæder og herefter jord, så man sørger for at dampen ikke slipper ud. Efter ca. 3 timer er der et veltilberedt måltid.

Menuen var dog lidt speciel, den stod på søde gulerødder, søde og alm. kartofler, stuff in, ved ikke helt hvad det var, var svært at smage, så var der æg i mayonæse, pastasalat, coleslaw, fisk, lam, kylling, muslinger – til dessert steam pudding med creme og paovla, eller noget i den retning – en sød kage med frisk frugt. Det var en anderledes og blandet fornøjelse, rent kulinarisk.

Herefter sluttede vi af med en afskedsceremoni, hvor der blev sunget igen.

Maurierne hæger om deres kultur som stammer tilbage fra 1300 f. kr. og som var ved at blive udslettet for 20-30 år siden, men de har heldigvis fået den genoprettet, ikke mindst ved arrangementer som disse, som er med til at finansiere fastholdelse af kulturen.

Rotorua er meget specielt, og noget vi ikke har oplevet andre steder før. Men det er også meget kommercielt, der laves penge på alt. Man har faktisk taget livet af flere af geyserne i selve Rotorua, fordi de er blevet misbrugt og udnyttet af hotellerne. Det område vi var i i dag var helt anderledes uspoleret end her i selve Rotorua, og man må håbe det bliver bevaret.

Vi kunne sagtens have brugt en dag mere her til at udforske området, men som der er mange der har sat til os hjemme fra – vi må simpelthen foretage et valg, for vi kan ikke nå at se det hele – og det gør vi så.

I morgen går turen videre til Taupo, en af de kortere distancer på ca. 100 km.

Vi har i dag i øvrigt været heldige at få kontakt med My Planet i Danmark via E-mail, og de har sendt os kopi af de manglende vouchers, så nu er vi kørende igen – det var vi nu i forvejen – men vi var nu lidt nervøs for færgeoverfarten uden en billet.

Vi kørte 90 km i dag.

Guldminer, kiwifrugter og rådne æg

I dag skulle vi forlade Tairua for at køre længere sydpå og lidt ind i landet til byen Rotorua. Området er kendt for Gejser, svovl søer og anden termisk aktivitet. Byen ligger lige ned til Rotorua Sø og området i og omkring byen syder og bobler af termisk aktivitet. Byen stinker, ja det gør den altså, det lugter af rådden æg eller svovl.

Vi forlod Pacific Habour Lodge i Tairua i morges. Det var med lidt vemod, for det var et utroligt dejligt sted og et pragtfuldt hotel, men vi skulle videre. Vores første stop var i Waihi, som ligger ca. 100 km nede af østkysten. Waihi er en gammel guldgraver by, men til forskel fra mange andre gamle guldgraver byer graves der stadig guld i Waihi. Det er ikke i lukkede gange og skakter, men i et stort åbent brud. Det var utrolig spændende dels at se bruddet som er enormt. Jeg kender ikke omkredsen, men det er 250 m dybt og lastbilerne køre 3 km for at køre fra bunden og op til toppen. Hver lastbil køre 24 gange om dagen op fra ”hullet”, den kan laste 100 ton og heri vil der ca. være 8-10 teskeer fuld guld eller sølv. Den guld åre de har gravet i de seneste år er ved at være tom, men de har fundet en ny i nærheden, der var en flot beskrivelse af hvorledes de vil gøre området tilgængeligt for alle og fylde ”hullet” med vand. Det vil tage ca. 5 år. Den kunstige sø der herved opstår bliver 195 m dyb.

Fra Waihi kørte vi videre sydpå og kom blandt andet gennem Te Puke som er en lille by, der er blevet stenrig på Kiwi’er. Det var her det hele startede og hele området er fyldt med Kiwi plantager.

Fra Te Puke var der ikke langt til Rotorua og stanken. Vi har fået et godt hotel, som ikke ligger så langt fra New Zealands største Gejser Pohutu. Hele området omkring gejseren er fyldt med gejsere, hotpol (kogende søer), mudpool, (kogende mudder), og i hele området damper det op af huller i jorden og så den forfærdelige stank af svovl. Det var et utroligt spændende område at være i. Mange steder kunne vi mærke varmen fra de kogende søer og gejserne. Når vi gik der og så damp komme op over alt, kogende mudder og sprudlende gejser, kom man uvilkårligt til tænke ”gad vide hvornår det hele eksplodere”. Rotarua har gennem mange år levet højt på den termiske varme, og har udnyttet den så meget på bl.a. hotellerne, at der i dag er væsentlig mindre aktivitet i flere af gejserne, end der var tidligere. De har nu lavet kraftige restriktioner for hvor meget der må udnyttes i området.

Vi har i dag kørt gennem mange byer ned langs østkysten, og selv om byerne er forskellige er der et fællestræk som har overrasket os meget. De ser alle frygtelige kedelige ud. Det ser ud som om New Zealand har haft en storhedstid for 5-10 år siden, men at det hele er gået i stå siden. Vi ser ikke meget byggeri og mange huse og butikker ser ud som om de ikke har været vedligeholdt de seneste år. Jeg ved de har en meget lav arbejdsløshed hernede, hvilket ikke helt passer ind i billedet af, at tingene ser ud til at være gået i stå. Det må vi prøve at finde ud af.

Selv om vi mistede vores rejsepapir og dermed også alle vores Voucher til hotellerne m.v. har det ikke givet os problemer endnu.

Vi kørte i dag knap 220 km. Med pauser 6-7 timer.

Coromandel regionen

Tairua ligger i Coromandel regionen på østkysten. Hotellet vi bor på er utrolig dejligt. Vi har vores egen lille lodge med 2 separate soverum, en opholdsstue og et lille køkken, stort nok til at lave både morgenmad og aftensmad. Der er en helt vidunderlig fred her på stedet, som vi sidder og nyder lige nu efter endnu en dag fyldt med nye oplevelser. Hele området vi er i nu er et rigtig ferieparadis. Indbygge tallet 10 dobles her i højsæsonen, vi har dog fået fortalt at det først sker i morgen. Det er vi meget glad for. Vi har netop talt om hvor få mennesker her er. På strandene ser vi kun ganske få, selv om vi i dag har oplevet flere helt fantastiske strande med det hvideste sand og Stillehavets blågrønne vand. Vejret har ændret sig i dag, selv siger de hernede at det er sommeren der er kommet, blot 3 uger senere end den plejer. Vi har haft masser af sol og 23-25 grader, det helt rigtige vejr til at opleve denne del af NZ – selvom vi har husket solcremen, har vi fået lidt røde nakker og skuldre..

Vi startede dagen med morgenmad på verandaen, efter at vi havde sovet lidt længe helt til halv otte. Vores første stop i dag var faktisk i byen hvor vi bor. Her står resterne af et gammelt vulkan krater hvor vi gik op ca. 30 min. frem og tilbage. Ikke fordi der er noget tilbage af selve vulkanen, men fordi der skulle være en helt fantastisk udsigt. Det var ganske rigtigt. Der var en fantastisk udsigt over byen og hele området, blandt andet ned over hotellet vi bor på og den lille indsø hotellet ligger ned til. Der er meget stor forskel på tidevandet hernede, mellem 2 og 4 meter. Det betyder blandt andet at hele indsøen bliver tørlagt 2 gange om dagen når det er lavvande.

Herefter gik turen nordpå ca. 25 km. Til Cathedral Cove, som er en gigantisk kalkstenshvælving, og et stor kalkstensklippestykke, der får mange år siden er knækket af klippen, og nu står ensom om majestætisk ude i vandet. Man kan kun komme dertil til bens eller til vands. Vi valgte at vandre turen, som tager en god time frem og tilbage. Det var en fantastisk udsigt vi oplevede på vejen dertil. Det var en dejlig badestrand, hvor Mathias fik sig dyppet, vi andre skulle ikke nyde noget, det var for koldt for os.

Nu gik turen videre til Hahei Beach, endnu en kridhvid Bounty strand, med azurblåt vand og udsigt til vulkankratere rundt i bugten. Mathias fik en dukkert igen, mens vi andre fik os et lille hvil. Som om vi ikke havde set strande nok, tog vi også lige til Cooks Beach, den var dog ikke så smuk som de andre, men et historisk sted, da det var her James Cook første gang gik i land på New Zealand. Vi sluttede dagen af på den berømte Hot Water Beach. Her bobler det termiske varme vand lige under sandet, og kan opleves 2 timer før og efter lavvande.Vi var udstyret med en spade og gik i gang med at grave os et lille badekar. Det forgik med stepdans, for vandet er omkring 60 grader, og derfor meget varmt om fødderne. Det var rart når bølgerne fra havet nåede ind og blandede sig med det varme vand. Det er et meget lille område på stranden, der er denne aktivitet fra undergrunden, og det er lidt sjovt at se, alle de mennesker der sidder i hvert deres lille badekar gravet i sandet.

Verden er jo lille som man siger, for på stranden mødte vi en dansk familie som også var på en 5 ugers rundrejse på New Zealand sammen med deres to drenge, der dog var lidt yngre end vores.

Vi returnerede til hotellet omkring kl. 19.00 godt trætte oven på dagens oplevelser.

I morgen skal vi videre, vi har en køretur på ca. 4 timer foran os før vi lander i Rotorua, som bliver det næste område vi skal se.

Vi kørte i dag i alt 85 km.

På vej til Coromandel

Så er det et par dage siden vi har været på nettet, og har nu mulighed for at komme på igen. Hvor er det dejligt med alle de mange hilsner vi har fået, det skal I alle sammen have tak for. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul.

25. december 2006

I morges da vi stod op stardede vi dagen med en gang morgen mad, og så var det på farten igen. Vi fik hurgtigt pakket bilen. Da vi havde kørt ca. fire en halv time kom vi til en gammel vestern by Thames, som havde været en gammel guldgraver by. Den gik vi lidt rundt i, og det var godt vi ikke skulle købe noget for alt havde lukket, kun en lille bar og en video forretning havde åben. Men vi nåede ikke at se den helt, for jeg skulle tisse. Da jeg var fædig begyndte vi at blive sultne så vi kørte ned til stranden, for at få noget at spise. Der sad vi på en bænk og rundt om os var der en modeltog bane vi viste ikke helt hvorfor den var der og der kom ikke noget tog. Vi blev enige om at den nok bare var til pynt. Det samme sted var der også nogle måger og andre små fugle. Dem morede vi os også lidt med, for når vi kastede brød ud til dem skændtes de og bed hindanen det var derfor kun få af dem der fik noget, men jeg fik dog med lidt held givet en af de små fugele et stykke brød.

Så var det vidre da vi var kommet ud af byen så vi en fantastisk flot natur nu hvor solen skinnede nu var vandet også helt flot blåt som det ikke havde været når det var lidt overskyet. Man fik helt lyst til at springe i men vi kørte oppe på et bjeg så det var ikke lige så nemt, så vi måtte nøjes med at kigge. Nå men naturen var også flot og der var var også de træer som der gør min ferie til ferie palmer og de var rigtig flotte. Solen skinner og det er næsten skyfrit og tyve grader, vi går derfor også rundt i shorts og t-shirt men nu sidder vi her på verandaen ved vores hytte ved Pacific Harbour Lodge i en by der hedder Tairua og hygger os.