Farvel til vestkysten

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Da vi stod op i dag regnede det igen, ikke usædvanlig for Vestkysten, men vi vil nu helst have tørvejr. Vi havde planlagt at køre temmelig langt i dag. Efter morgenmaden kørte vi først ud for at se på The Pancake rocks and Blowholes. Nogle meget fascinerende klipper der ligger ved kysten lige ved byen Panakaiki hvor vi havde overnattet. Klipperne er af kalksten, og det ser ud som om de er lavet i mange tynde lagt af stenplader. Det er ikke lykkes nogen at forklare hvorfor de er dannet i lag. Vandet har gennem tiden skabt nogle store huler ind i klipperne og fra nogle af disse huler er der hul op til jordoverfladen. Når der er højvande og bølgerne skubber ekstra vand ind i hulerne skabes et så stort tryk, at det sender vandsøjler op gennem hullerne, hvilket er et meget specielt syn. Samtidig skabes en dyb buldrende lyd som et tordenvejr. Det gav i dag en lidt uhyggelig stemning, når der samtidig var lidt regn og disset vejr.

Da vi havde set og hørt The Blowholes kørte vi nordpå for lidt senere at dreje ind over landet. Målet var Nelson Bay oppe på nord siden af Sydøen. Det var igen en smuk køretur gennem flere dale langs med floderne, Buller River, Hope River og Motueka River. Op gennem Buller George, holdt vi ind for at se New Zealands længste svingbro, som går over Buller River. Vi så for øvrigt at der er Buller George Marethon til februar. Det var måske en overvejelse om et par år. Da vi nåede kysten igen kørte vi med en meget lille og snoede vej op til byen Kaiteriteri som ligger ud til Tasman Bay. Her fandt vi en campingplads lige over for stranden. Den har en fantastisk beliggenhed, men den er stor og stop fuld, lidt for meget ”liv” efter vores smag, så vi bliver her nok kun denne ene nat. Bugten her er et rigtigt ferieparadis med mange gode strande, masser af vandaktiviteter og sol. Klokken var fem da vi nåede frem, så vi har ikke set så meget af stedet i dag, men i morgen vil vi ud og se noget mere omkring bugten.

Vejret skiftede en del undervejs i dag, men da vi nåede kysten var det skyfrit og solskin, temperaturen pænt over 25 grader, helt perfekt.

En ting nyder vi utrolig meget her frem for Vestkysten, her er ingen sandfluer. Sandfluen er som vores myg derhjemme, dog lidt mindre men lige så irriterende når den stikker, og det kløer som bare f….. De sidste par dage har der været rigtig mange og det var der også flere steder på vej herop i dag, men her er heldigvis ingen, så nu kan vi nøjes med at pleje alle de stik vi har fået.

Vi kørte i dag 302 km, ca. 5 timers kørsel.

Pas på pingvinerne
Pancake Rocks - kan I finde de forskellige dyr?
Pancake Rocks

 

Kiwier, Hokitika Gorge og en tur på ATV

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var tidligt oppe i dag og klar til at se på kiwier fra morgenstunden.

Det var et pudsigt foretagende – stedet virkede meget amatøragtigt lavet.Vi blev ledt igennem nogle gange, der var banket sammen af gamle brædder. Ind imellem var der placeret små og store akvarier med forskellige fiskearter. Vi kom forbi Tuataraen som er NZ levende dinosaur, der bla. spiser weta, som er et insekt på mellem 4 og 20 cm. Herudover var der et stort akvarium med gigantiske ål, de var så tykke som et fuldvoksent kvindelår 😉 og 1 – 2 meter lange – de var faktisk rigtig klamme, og må ikke være sjove at møde på en badetur. Herudover så vi klovnefisk, søheste og andre spændende fisk.

Herefter gik turen ind til kiwierne – de havde 4 levende eksemplarer. Kiwien er på størrelse med en kalkun og kan ikke flyve. Før NZ blev opdaget levede her kun fugle og insekter, og der var derfor ikke nogen naturlige fjender, og kiwien havde derfor ikke brug for at kunne flyve. Fuglen er nu en særdeles truet dyreart, hvor man gør alt for at holde bestanden i live. Nogle programmer går ud på at man samler æg i naturen og ruger dem ud, og først slipper kiwien fri, når den er i stand til at klare sig selv. Stedet her var med i et af de programmer der er iværksat for at redde bestanden.

Efter vores lille dyrebesøg, begav vi os ud på det 100 km. lange loop ind i landet. Det var godt at vi nu havde vænnet os til at køre i lastbil, for vejen blev smallere og smallere og mere og mere kringlet efterhånden som vi kom ind i landet. Da vi nåede søen gik den asfalterede vej over i grusvej, og vi krydsede fingre for at vi ikke mødte nogle modkørende biler, hvilket der heldigvis kun var ganske få af.

Vi nåede ind til det flotte Dorothy Falls, som nærmest lå inde i en lille grotte med høje, stejle mosbegroede klippesider hele vejen rundt. Herefter begav vi os på gåben ned til søen, hvor Mathias fik dyppet tæerne, og vi andre kunne nyde den flotte udsigt og ikke mindst stilheden.

Vi skulle nu videre til Hokitika Gorge hvor vi kunne komme ned til via en hængebro, som gik hen over slugten med det mest fantastiske blågrønne vand. Slugten bestod af hvide klipper, der bugtede sig af sted op og ned igennem kløften og i bunden løb den fantastiske blågrønne flod – det var bare så flot – endnu engang godt vi har et digitalt kamera, for her blev taget rigtig mange billeder.

Vores frokost indtog vi på en lille afstikker til floden, hvor vi fik lastbilen bugseret ned. Det var et rigtig dejligt sted vi havde fundet her, og det var ene og alene campingfatters fortjeneste.

Turen gik nu videre nord på, og lige efter Greymouth kørte vi lige forbi en gigantisk crosserbane. Set i lyset af skuffelsen fra i går, blev vi enige om at de tre drenge kunne få lidt kompensation her – det faldt i god jord.

Vi er nu nået til Punakaiki, hvor de kendte Pancake Rocks og Blowholes ligger, det vil vi studere i morgen tidlig når der bliver lavvande, inden vi fortsætter videre nordpå til Nelson Bay, hvor vi har planlagt et par dage, inden vores tur er ved at være slut og desværre må fortsætte tilbage til Christchurch.

Vi kørte i dag 187 km

Hokitika Gorge
Hokitika Gorge
Hokitika Gorge

 

Franz Josef gletsjeren

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Forventningen var stor her fra morgenstunden, da vi vågnede til et næsten skyfri himmel – Yes – i dag ville det lykkes !!!

Vi startede med at køre op til gletsjen for at se den nede fra. Den er noget større en Fox gletsjen, men omgivelserne er ikke så fantastiske som ved Fox, hvor man kunne se den rivende flod med kæmpe isklumper, der havde revet sig løs fra gletsjen og nu flød med strømmen ned ad floden.

Gletsjen er opstået ved at sne fra bjergene presses sammen og bliver til is, der glider 100.000 gange langsommere ned af bjerget end floden gør. Der går 5 år fra sneen falder til den smelter i enden af gletsjen – den kan i perioder bevæge sig op til en meter om dagen.

Da vi havde beundret gletsjen og med bekymring så at skyerne lynhurtigt sænkede sig over bjergene jo længere tiden skred frem, valgte vi en anden lille tur ind igennem regnskoven frem til en lille sø, hvor vi kunne se gletsjen spejle sig. Det var et flot syn.

Vi var nu fremme ved middagstid og begav os tilbage til byen – skyerne samlede sig og sank længere og længere ned over bjergene. Vi bevarede håbet til det sidste, og mødte kl. 14.00 op udstyret med 4 lag trøjer og gode vandrestøvler klar til at bestige ismasserne – men hulk – turen blev aflyst endnu engang – skyerne hang simpelthen for lavt. Det var skide ærgerligt, vi havde virkelig alle sammen glædet os til denne oplevelse, som skulle have været en af højdepunkterne på vores tur. Skuffelsen var stor ikke mindst hos Mathias, som blev rigtig ked af det, men vi havde ikke tiden til at ligge en dag mere over i Franz Josef.

Vi har ikke magten over vejret – heldigvis vil jeg sige, men det er utroligt som vejret hernede på vestkysten kan ændre sig som at knipse med fingrene – men det er jo det der kendetegner kystklimaet.

Stemningen var lidt trykket da vi kørte videre nordpå – forståeligt nok.

Vi nåede frem til Hokitika og fik den sidste plads på campingpladsen. Vi havde ikke læst noget særligt om dette område, udover at det er hovedcentret for jade. Campingfatter gav os imidlertid nogle ideer til hvad vi kunne se. Der var bl.a en lund med glow worms, hvor der var fra fri adgang om aftenen. Herudover anbefalede han et besøg i byens Eco World, hvor der var mulighed for at se levende kiwier og til slut en tur – et loop på ca. 100 km ind i landet til en lille sø Lake Kaniere, med et lille vandfald og videre til Hokitika Gorge Swingbridge.

De lysende sankthans orme besøgte vi på vejen hjem fra byen, hvor vi var gået ind for at få en dessert – bare for at trøste lidt oven på dagens skuffelse.

Kiwierne og ”loopet” vil vi tage i morgen.

Vi sidder nu og kan høre Tasman havet bruse lige uden for vores camper, og lader roen falde over os.

Vi kørte i dag 147 km

Spejlsø og Franz Josef
Franz Josef Gletsjeren
Franz Josef gletsjeren

 

Vejrguderne brændte os af!

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Forventningen var stor i dag da vi vågnede – vi skulle på Heliheik i eftermiddag. Vi skulle med helikopter op på gletsjerne og på en 2 timers heik med guide.

Men ak og ve – vejret var allerede fra morgenstunden ikke særlig lovende, skyerne hang lavt ned over bjergene, og hvis ikke de lettede i løbet af dagen, så kom vi ingen steder.

Vi skulle først af sted kl. 14.15, så vi gav os god tid fra morgenstunden. Vi rundede The Red Bus, som havde internetadgang, og dermed gav os mulighed for at sende de sidste 4 dages dagbog ud på nettet. Internet er ikke særlig udbygget her på vestkysten, så derfor er vi nødt til at samle op for nogle dage ad gangen. Det var dejligt med hilsnerne derhjemme fra, både fra kollegaer og familie og venner. Det insekt du har læst om Martin, er vi ikke stødt på hernede, men vi vil da prøve at forhøre os ad, når vi får mulighed for det. Hvis farmor og farfar fortsat læser med, ønsker vi dem en rigtig god tur til Mexico. Til mormor – der er masser af blomster hernede, men nu ved du jo, at vi ikke er de store botanikere, så alle navne har vi ikke styr på, men du kan se lidt af udvalget herunder.

Efter et besøg hos The Red Bus var kl. nu blevet 12.00, og vi henvendte os hos helikopterfirmaet TGC for at høre om udsigterne for vores tur i eftermiddag, de nedslående nyheder var, at de to tidligere ture på dagen var blevet aflyst, og med mindre skyerne lettede fra bjergtinderne, så blev vores tur heller ikke til noget.

Vi tog en slapper i camperen i et par timer, og havde et vågent øje med de lavt hængende skyer. Der skete desværre ikke den store ændring, så turen blev desværre aflyst. Vi blev enige om, at vi godt kunne blive en dag længere, idet vi havde muligheden for at komme på turen i morgen ved samme tid – hvor de faktisk lover noget bedre vejr.

Skuffelsen var stor blandt os alle, men vi lod os ikke slå ud, vi fandt en lille vandresti bag ved byen hvor vi havde en dejlig tur op igennem regnskoven ud til en tunnel, som tidligere blev brugt som powerstation. Det var muligt at passerer genne tunnelen, men vi havde ingen lygte med, og vandet stod et pænt stykke op af benene, så vi valgte at vende om, og gå tilbage. Men det blev en dejlig tur alligevel.

Vi havde fra morgenstunden booket endnu en nat på den samme campingplads – så vi returnerede hertil, hvor vi har slappet af og hygget os. Selvom skyerne har hængt lavt i dag, så er her dejlig varmt. Og som vi snakkede om, så er i dag faktisk den første dag, hvor vi ikke rigtig har foretaget os noget, men hvor vi simpelthen bare har slappet af, og det har været ganske dejligt.

Vi har haft mulighed for at læse lidt mere om landet og dets økonomi, da vi stadig undre os over, at NZ på ingen måder udviklingsmæssigt eller økonomisk, er på samme niveau som Europa. Kun 10% af befolkningen har en indkomst over 240.000 kr., og så er det endda dobbelt så mange, som for 4 år siden. Der er en ”hjernefulgt” fra NZ, idet de unge mennesker rejser til udlandet, specielt Australien, hvor mulighederne for udfordringer og indkomster er væsentlig større end på NZ.

Der er langt mellem byerne på NZ, og mange af de byer vi møder ligner spøgelsesbyer, hvor der ikke er meget liv. Indkøbsmuligheder med bare nogenlunde rimeligt vareudvalg skal vi lede længe efter. De fleste forretninger i de mindre byer minder mest af alt om små landkøbmænd, hvor udvalget af ferske varer er meget begrænset. Det de kalder supermarkeder i de større byer har ofte noget mindre udvalg end Superbrugsen i Haarby !!! Meeen NZ er rig på natur og som turist er det et skønt sted at være, men at bosætte sig her – ALDRIG.

Vi sidder nu med et glas rødvin og sodavand og nyder solnedgangen, skyerne er stor set forsvundet, og vi har en fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge og gletsjerne. Nu håber vi bare at det gode vejer holder til i morgen eftermiddag, så vi kan komme op på gletsjerne.

Vi har khørt under 10 km. i dag.

Blomst
Blomst
Franz Josef gletsjeren
Franz Josef gletsjeren
Sjov plante
Blå svamp

Fox Glacier

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Det småregnede stadig lidt da vi stod op i dag. Vi havde ellers sat vækkeuret til at ringe kl. 6.00, da vi håbede på godt vejr og gerne ville ud til Lake Matheson, spejlsøen – hvor man ofte ser Mount Cook spejle sig i søen på billeder fra New Zealand. Desværre var det stadig overskyet, så vi sov lidt længere, det blev vejret dog ikke bedre af. Vi startede med at køre ud til Fox Gletsjeren, og gik ind hvor gletsjeren stopper. Selv om vejret ikke var det bedste var det utrolig flot. Det er så enorm stort og meget fascinerende at der kun er nogle få hundrede meter fra Gletsjeren til regnskoven.

Efter Gletsjeren kørte vi ud til Lake Matheson. Vejret var lidt bedre nu, men stadig meget skyet, så det var ikke så flot som vi havde håbet, det var dog alligevel et utrolig flot sted, og igen meget flot at vandre rundt i regnskoven.

Efter at vi havde fået en utrolig lækker frokost på cafeén ved Lake Matheson kørte vi til Franz Josef. Her har vi fundet en rigtig lækker campingplads, hvor vi nok bliver et par dage. Vi har reserveret plads til at komme med helikopter op på Franz Josef Gletsjeren i morgen og vandre et par timer på isen. Nu håber vi bare på lidt bedre vejr.

Efter vi er kommet til Vestkysten har vi også stiftet bekendtskab med sandfluerne. Små sorte fluer, som bider/stikker lige som myggene derhjemme. Der er bare mange flere og de vil ikke lade os være i fred.

Vi kørte i dag 52 km

Lake Matheson
En tur i regnskoven
Isklumper ved Fox Gletsjeren
Fox gletsjeren