New Zealand – Side 3 – Familien Smith

Regn i regnskoven

Klik her for at se hvor langt vi er nået.

Ulla og jeg stod tidligt op i dag og vandrede en lille tur op i bjergene lige bag campingpladsen eller det er måske mere rigtigt at sige vi klatrede op. Den sti vi fulgte gik helt ovenfor trætoppene, men det ville tage ca. 6 timer hvilket vi ikke var indstillet på, og Mathias og Simon var jo stadig i camperen, de sov dog stadig da vi kom tilbage, og det ville de nok også have gjort selv om vi var blevet væk i 6 timer. Det var en flot tur ind i skoven, som her på øst siden af alperne ikke er helt så tæt som på vest siden. Vejret var stadig pragtfuld, med sol og næsten skyfrit. Efter vi havde spist morgenmad kørte vi vestpå. Vi skulle op over Haast Passet. Det blev en smuk tur på den første del af turen, hvor vi gjorde hold flere steder for at se på vandfald og gå små turer ind i regnskoven. Ved middagstid begyndte det at regne, og det regnede og det regnede og det blev det ved med til vi gik i seng. Jeg ved ikke hvor meget vand der kom, men det var store mængder. Det betød at vi ikke så mere resten af dagen, da vi nærmerest kørte i skyerne. Vi nåede frem til Fox Glacier, som er byen lige ved Fox Glacier. Fox Glacier er den mindste af de 2 Gletsjer som ligger på vestkysten. Vi kunne absolut intet se da vi kom til byen. Vi fandt en camper plads midt i byen. Der sker absolut intet i byen, og deres udvalg af madvare var også meget begrænset, men vi faldt dog noget vi kunne spise. Det blev til en aften i camperen, da ingen af os havde lyst til at bevæge og udenfor i det vejr.

Vi kørte i dag 205 km

Goddag til Southern Alps

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi har ikke sovet alt for godt i nat. Campingpladsen vi havde fundet lå et helt vidunderligt sted, men den var meget populær også blandt unge mennesker, så der var gang i den hele natten, med højt musik og snak flere steder. Det til trods for at der var meget strenge regler på pladsen, der bl.a. sagde at der kun måtte nydes alkohol på ens egen plads og teenager måtte ikke færdes alene efter kl. 10.00, men at der var musik og larm gjorde de ikke noget ved. Nå vi fik sovet lidt og vi stod op til en helt fantastisk flot morgenstund. Det var skyfrit og søen var blikstille. Solen var lige kommet frem bag bjergene. Det gav et fantastisk flot syn med Søen og bjergene i baggrunden og længere væk bjerge med sne på toppen. Da vi havde spist morgenmad kørte vi fra pladsen, men kun 7 km til en resteplads hvor vi parkerede camperen. Vi havde besluttet at vi ville på en lille vandretur op i bjergene, og fulgte et spor ´fra p-pladsen. Vi følte det mere som bjergbestigning end vandring. Det gik opad og det fortsatte med at gå opad. Det spor vi fulgte gik op til 1500 m, men vi stoppede lidt over 1000 m oppe. Der var en helt forrygende udsigt og det var simpelthen ubeskriveligt flot. Vejret fortsatte med at være godt i dag, det vil sige høj solskin fra en næsten skyfri himmel. Det var varmt at kravle op, men det gjorde ikke noget, selv om både Mathias og Simon brokkede sig lidt på vej op, men da vi ville til at vende om for at gå ned igen, var Mathias utilfreds med at vi ikke skulle helt op.

Som nævnt var der en utrolig flot udsigt, men det var også specielt at gå op gennem får flokken. Der var også flere spændende fugle, som jeg dog ikke kender og der var mange spændende planter. Nogle kunne vi lugte hvad var (Kamilleblomst) , andre kendte vi ikke, men der var oplevelser for alle sanser.

Da vi kom ned var vi alle lidt trætte, men vi fortsatte vores rejse lidt længere endnu. Vi havde ikke besluttet hvor langt vi skulle i dag, men vi begyndte at køre op i Alperne for at komme over til Vestkysten. Vi besluttede dog at holde ind for natten inden vi kørte helt over på den anden side. Vi er i en lille by der hedder Monaka. Det er ca. 30 km fra Haast paset, som vi skal over i morgen. Det betyder at vi faktisk er midt oppe i Alperne. De New Zealandske alper er faktisk større end alperne i Europa, ikke højere men de strækker sig over et større område.

Vi er på en meget lille campingplads og håber på en stille nat. Ulla og jeg har besluttet os for at stå op kl. 6.00 i morgen tidlig for at vandre en tur, så kan Simon og Mathias få lov at sove lidt længere i morgen.

Vi har kørt 78 km i dag.

Glendhu bay – Wanaka

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi har i dag forladt det smukke Fjordland og er draget nordpå igen. Selvom det er samme vej vi er kørt tilbage, som vi kom, så var det en fantastisk smuk tur, hvor vi så et landskab, som vi ikke så da vi kørte den anden vej.

Det var koldt og råt fra morgenstunden, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte solen og skinne, og vi kunne mærke varmen smyge sig om vores kroppe når vi stod ud af bilen – rigtig dejligt.

Vi kørte igennem dale med fantastiske bjerglandskaber og søer – dalene var nogle steder fuldstændig dækket af gyvel, som er en plage hernede såvel som det er nogle steder derhjemme – men smukt er det med de gule farver. Lupiner har også spredt sig voldsomt her på NZ, men det er et flot syn med de fuldstændig blå- violette dale. Både gyvel og lupiner er planter som europæerne medbragte, da de bosatte sig i landet.

Der var en fantastisk udsigt ind over Queenstown i dag, hvor det var helt klart vejer.

Vinområderne vi kørte igennem er meget forskellige fra de marker med vinstokke, som vi kender fra Frankrig. Stokkene er helt unge og dermed meget mere spinkle at se på. Nogle steder er de flot flankeret af røde rosenbuske – det ser meget kunstfærdigt ud.

Når vi kører på vejen støder vi på mange døde possums, som er en stor pungrotte, man for år tilbage indførte fra Australien med henblik på pelsproduktion. Disse dyr er i dag en ren plage for landet – der er i dag mere en 90 mio. possums, og de har ødelagt så meget i landets skove – det er en løbende kamp for at undgå at de formerer sig yderligere. Så når der ligger en død possum på vejen, er det en god possum. Til sammenligning er der 45 mio. får på NZ.

Vi kunne godt have skudt en genvej her til Wanaka, men før vi forlod campingpladsen i Te Anau, talte vi med nogle NZ’ere, som sagde at den vej vi havde påtænkt var meget stejl, og vi ville være nødt til at køre i et meget lavt gear i vores lille lastbil. Vi valgte at køre udenom, hvilket ikke var noget dårligt valg. Det var en flot og ”nem” tur.

I selve Wanaka var der en del campingpladser, men vi valgte at køre 11 km. længere vest på, hvor der skulle ligge en campingplads i Glendhu Bay. Vi var heldige at få en plads lige ned til søen. Her er helt vidunderligt. Søen er omkranset af høje bjerge, hvoraf det ene er Mt. Asperin, som er ca. 3000 m og står og knejser med sne på toppen. Det eneste der kan genere glansbilledet, er alle dem der ligger og fræser rundt i deres motorbåde og vandscootere – men hvad – vi kan jo ikke forlange det hele.

Vi kørte i dag 292 km.

NZ glendhu bay — Udsigt fra fra campingpladsen

Milford Sound

I dag har vi været en tur i og på Milford Sound. Milford Sound burde egentlig hedde Milford Fiord, da det er en fjord skabt for mange tusinde år siden af en is gletsjer. Milford Sound går ud til Tasman havet. Det imponerende ved denne fjord er bjergene der rejser sig på alle sider. Nogle steder til over 1.000 m højde. Der er flere steder enorme vandfald der plasker ned i fjorden. Det er dels smeltevand fra bjergene, men lige så meget regnvand, da det er det område i New Zealand hvor det regner mest. De får 7.600 mm regn om året. Det regner typisk 4 ud af 5 dage. Milford Sound bliver nogle steder betegnet som verdens 8. vidunder. Stort og flot er det i hvert fald.

Vi stod tidligt op, da vi skulle møde ved bussen kl. 7.40. Det var herligt ikke selv at skulle køre i dag, og senere på dagen da vi kørte op over Homer Passet blev jeg endnu mere lykkelig for at vi ikke selv kørte. Det var en fantastisk flot køretur derud. Der er 120 km fra Te Anue, en køretur på 2 ½ time. Vores chauffør var samtidig vores guide og hvilken guide. Alex er fra området og var fantastisk til at fortælle om det vi så undervejs, men også mange spændende oplysninger om hvorfor det nu lige er som vi ser det. Det gælder nogle af de natur skabte ting, men også det der er skabt eller påvirket af dels Maorierne og dels Englænderne.

Den første del af turen går langs Te Anue Lake, som er New Zealands anden største sø og målt på vandmassen den største, da den er temmelig dyb, på den dybeste sted 480 m. For enden af søen rejser De sydlige alper sig med bjerg tinder på op til 2.000 m. Et flot syn, her hvor der endnu er sne på toppen. Det er ikke normalt at der er sne på toppen af disse bjerge her om sommeren, men pga. af et meget koldt forår er det ikke smeltet helt væk endnu. Efter Te Anue Lake kom vi over en mindre bjergkæde og kom ind i en ny dal. Her er meget frodigt og der ligger flere landbrug. Det største af disse har 8.300 ha. Jeg må sige ikke ligefrem ager jord alt sammen, men det er meget jord. De har får, hjorte og køer. Vi har set flere landbrug herned med store hjorteflokke bag indhegning.

Den næste del af turen er op over alperne ved Homer Passet. Heldigvis er der bygget en tunnel igennem her, så vi kommer kun op i 800 m højde, men da det stiger 5-600 m på de sidste 10 km går det meget op. Det blev først muligt at køre over passet i 1954. Tunnelen blev påbegyndt i 1935, og det var ofre/arbejdsløse fra depressionen som blev sendt ud fra at bygge vejen og tunnelen. Tunnelen er i dag høj nok til busserne, men ikke alle steder bred nok til at 2 biler kan passere hinanden, hvorfor den om sommeren lysreguleres, men ikke om vinteren. Tunnelen er 1 km lang, og må siges at være et imponerende stykke arbejde, når man tænker på, at den er bygget med håndkraft. Undervejs til Milford Sound køre vi i gennem 2 regnskove. Ja det er rigtig nok, regnskove, men kolde regnskove. Vi var en lille tur på gå ben inde i den ene. Det er meget imponerende. I dette område ser vi også mange vandfald der falder/løber ned af bjergene. Vi fik fortalt, at når det regner, kommer der endnu mere vand i de fald vi så, og der opstår i det hele taget endnu flere vandfald. Det var et meget anderledes syn end det vi før har set, da de bjerge vi har set tidligere som regel er meget tørre om sommeren.

Da vi nåede ud til Milford Sound skulle vi ud på en sejltur på fjorden. 2 ½ time. Jeg må sige noget af det mest imponerende jeg nogen sinde har set. Vi var heldige med vejret i dag. Det var tørvejr, hvilket som nævnte er meget heldig herude. Den tur vi havde meldt os til hed Natur Cruise. Det betød at der var en guide/naturvejleder med på turen og han fortalte under hele turen om det vi så, dyrene – her så vi igen delfiner og sæler – naturen og ikke mindst om hvordan vi mange steder kan se hvordan gletsjeren har skabt eller formet bjergene omkring fjorden. Vi sejlede helt ud i Tasman havet og så bl.a. også de klipper hvor der findes Jade, som de gennem mange år har hentet herude. Nu henter de Jaden andre steder på New Zealand. Turen tilbage var endnu mere imponerende. Når man kommer fra havet er det ikke muligt at se åbningen mellem bjergene ind til fjorden før man er næsten helt derhenne. Og hvilket syn når man sejler ude fra havet og ind.

På turen hjem fra Milford Sound holdt vi igen ind flere steder for at tage billeder, men det meste af turen foregik i stilhed. Vi var alle mættede af indtryk, og vi havde ikke brug for flere billeder lige nu 220 billeder på en dag, det er vist nok.

Endnu en helt forrygende dag, hvor vi oplevede endnu en del af den pragtfulde og storslåede natur hernede.

Og i dag kørte vi ikke selv.

Te Anau og Glowworms

Vejret har været dejligt i dag, lette skyer, sol og dejlig varmt – 22 grader.

Køreturen fra Kingston og her til Te Anau gik meget fint i dag. Det var en rigtig god vej at køre på, og ikke særlig anstrengende. Det var endnu engang en rigtig flot tur hvor vi hele tiden var omgivet af høje bjerge, nogle så høje at der var sne på.

Allerede ved middagstid nåede vi Te Anau som ligger ved NZ’s 2. største sø af samme navn. Søen er 53 km. lang og 417 m dyb på det dybeste sted. Søen er udhulet af en kæmpe gletsjer og forgrener sig ud og skærer sig ind i de omkringliggende skovklædte bjerge.

Vi fandt en rigtig hyggelig campingplads, som ligger 5 min. gang fra hvor vi skal samles op i morgen, når vi skal til Milford Sound, så det kunne ikke være mere perfekt.

Da vi nu havde hele eftermiddagen foran os, skulle den jo udnyttes, og da vi på Nordøen var gået glip af hulerne med de lysende sankthansorme – så var det jo oplagt at se dem her.

Vi tog med båden fra Te Anau og havde en flot sejltur på 30 min. før vi nåede frem til hulerne. Her fik vi en guidet rundvisning i hulerne, hvor vi skulle ned og kravle for at kommer ind. Hulerne er dannet for flere millioner år siden, men er først blevet opdaget i 1948 af en lokal forsker.

Vi blev i små grupper ledt af små stier ind i hulerne hvor vi kom forbi rivende vandmasser og flotte vandfald. 250 m inde i hulerne blev vi sat ombord på en lille pram, som sendte os dybere ind i hulerne. Vi blev udtrykkelig gjort opmærksom på, at vi skulle sørge for at holde hænderne på knæene og ikke på kanten af båden, fordi passagen var så smal, at vi ville støde mod klippevæggene, og så ville det jo være ærgerligt at have fingrene imellem. Det var et fantastisk syn af glødende sankthansorme der mødte os, de hang ned fra klippesiderne og strålede i hvide og blå farver. Når farven var intens blå, er det fordi ormen er særlig sulten. Ormene har fangearme der flagre i luften, og lyset fra ormene tiltrækker insekter, som fanges i disse arme og fortæres langsomt. Hulerne er meget lange, og det vil tage op til 4 dage at rejse igennem dem. Vi stoppede ved 250 m. og vendte om. Det var en rigtig flot oplevelse.

Nu er vi tilbage på campingpladsen og skal i gang med at lave lidt mad.

Vi har valgt at blive på denne plads i 2 nætter, så vi ikke skal ud og lede efter et nyt sted i morgen aften, når vi kommer retur fra Milford Sound.

Vi har i dag kørt 133 km

Det kniber lidt med at komme på nettet rundt omkring på campingpladserne. Men vi kan læse alle jeres kommentarer via mail, som vi har adgang til flere gange via net-cafeer, men hvor vi ikke altid har mulighed for at lægge nye sider ud.

Vi kan sige jer at der er hul igennem – vi har fået rigtig mange kommentarer fra jer alle sammen, og det er vi meget glade for.

Nu håber vi snart at kunne komme på nettet, så vi kan få lagt nye sider ud på vores dagbog.