New Zealand 2006/2007 – Side 3

Glendhu bay – Wanaka

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi har i dag forladt det smukke Fjordland og er draget nordpå igen. Selvom det er samme vej vi er kørt tilbage, som vi kom, så var det en fantastisk smuk tur, hvor vi så et landskab, som vi ikke så da vi kørte den anden vej.

Det var koldt og råt fra morgenstunden, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte solen og skinne, og vi kunne mærke varmen smyge sig om vores kroppe når vi stod ud af bilen – rigtig dejligt.

Vi kørte igennem dale med fantastiske bjerglandskaber og søer – dalene var nogle steder fuldstændig dækket af gyvel, som er en plage hernede såvel som det er nogle steder derhjemme – men smukt er det med de gule farver. Lupiner har også spredt sig voldsomt her på NZ, men det er et flot syn med de fuldstændig blå- violette dale. Både gyvel og lupiner er planter som europæerne medbragte, da de bosatte sig i landet.

Der var en fantastisk udsigt ind over Queenstown i dag, hvor det var helt klart vejer.

Vinområderne vi kørte igennem er meget forskellige fra de marker med vinstokke, som vi kender fra Frankrig. Stokkene er helt unge og dermed meget mere spinkle at se på. Nogle steder er de flot flankeret af røde rosenbuske – det ser meget kunstfærdigt ud.

Når vi kører på vejen støder vi på mange døde possums, som er en stor pungrotte, man for år tilbage indførte fra Australien med henblik på pelsproduktion. Disse dyr er i dag en ren plage for landet – der er i dag mere en 90 mio. possums, og de har ødelagt så meget i landets skove – det er en løbende kamp for at undgå at de formerer sig yderligere. Så når der ligger en død possum på vejen, er det en god possum. Til sammenligning er der 45 mio. får på NZ.

Vi kunne godt have skudt en genvej her til Wanaka, men før vi forlod campingpladsen i Te Anau, talte vi med nogle NZ’ere, som sagde at den vej vi havde påtænkt var meget stejl, og vi ville være nødt til at køre i et meget lavt gear i vores lille lastbil. Vi valgte at køre udenom, hvilket ikke var noget dårligt valg. Det var en flot og ”nem” tur.

I selve Wanaka var der en del campingpladser, men vi valgte at køre 11 km. længere vest på, hvor der skulle ligge en campingplads i Glendhu Bay. Vi var heldige at få en plads lige ned til søen. Her er helt vidunderligt. Søen er omkranset af høje bjerge, hvoraf det ene er Mt. Asperin, som er ca. 3000 m og står og knejser med sne på toppen. Det eneste der kan genere glansbilledet, er alle dem der ligger og fræser rundt i deres motorbåde og vandscootere – men hvad – vi kan jo ikke forlange det hele.

Vi kørte i dag 292 km.

NZ glendhu bay — Udsigt fra fra campingpladsen

Milford Sound

I dag har vi været en tur i og på Milford Sound. Milford Sound burde egentlig hedde Milford Fiord, da det er en fjord skabt for mange tusinde år siden af en is gletsjer. Milford Sound går ud til Tasman havet. Det imponerende ved denne fjord er bjergene der rejser sig på alle sider. Nogle steder til over 1.000 m højde. Der er flere steder enorme vandfald der plasker ned i fjorden. Det er dels smeltevand fra bjergene, men lige så meget regnvand, da det er det område i New Zealand hvor det regner mest. De får 7.600 mm regn om året. Det regner typisk 4 ud af 5 dage. Milford Sound bliver nogle steder betegnet som verdens 8. vidunder. Stort og flot er det i hvert fald.

Vi stod tidligt op, da vi skulle møde ved bussen kl. 7.40. Det var herligt ikke selv at skulle køre i dag, og senere på dagen da vi kørte op over Homer Passet blev jeg endnu mere lykkelig for at vi ikke selv kørte. Det var en fantastisk flot køretur derud. Der er 120 km fra Te Anue, en køretur på 2 ½ time. Vores chauffør var samtidig vores guide og hvilken guide. Alex er fra området og var fantastisk til at fortælle om det vi så undervejs, men også mange spændende oplysninger om hvorfor det nu lige er som vi ser det. Det gælder nogle af de natur skabte ting, men også det der er skabt eller påvirket af dels Maorierne og dels Englænderne.

Den første del af turen går langs Te Anue Lake, som er New Zealands anden største sø og målt på vandmassen den største, da den er temmelig dyb, på den dybeste sted 480 m. For enden af søen rejser De sydlige alper sig med bjerg tinder på op til 2.000 m. Et flot syn, her hvor der endnu er sne på toppen. Det er ikke normalt at der er sne på toppen af disse bjerge her om sommeren, men pga. af et meget koldt forår er det ikke smeltet helt væk endnu. Efter Te Anue Lake kom vi over en mindre bjergkæde og kom ind i en ny dal. Her er meget frodigt og der ligger flere landbrug. Det største af disse har 8.300 ha. Jeg må sige ikke ligefrem ager jord alt sammen, men det er meget jord. De har får, hjorte og køer. Vi har set flere landbrug herned med store hjorteflokke bag indhegning.

Den næste del af turen er op over alperne ved Homer Passet. Heldigvis er der bygget en tunnel igennem her, så vi kommer kun op i 800 m højde, men da det stiger 5-600 m på de sidste 10 km går det meget op. Det blev først muligt at køre over passet i 1954. Tunnelen blev påbegyndt i 1935, og det var ofre/arbejdsløse fra depressionen som blev sendt ud fra at bygge vejen og tunnelen. Tunnelen er i dag høj nok til busserne, men ikke alle steder bred nok til at 2 biler kan passere hinanden, hvorfor den om sommeren lysreguleres, men ikke om vinteren. Tunnelen er 1 km lang, og må siges at være et imponerende stykke arbejde, når man tænker på, at den er bygget med håndkraft. Undervejs til Milford Sound køre vi i gennem 2 regnskove. Ja det er rigtig nok, regnskove, men kolde regnskove. Vi var en lille tur på gå ben inde i den ene. Det er meget imponerende. I dette område ser vi også mange vandfald der falder/løber ned af bjergene. Vi fik fortalt, at når det regner, kommer der endnu mere vand i de fald vi så, og der opstår i det hele taget endnu flere vandfald. Det var et meget anderledes syn end det vi før har set, da de bjerge vi har set tidligere som regel er meget tørre om sommeren.

Da vi nåede ud til Milford Sound skulle vi ud på en sejltur på fjorden. 2 ½ time. Jeg må sige noget af det mest imponerende jeg nogen sinde har set. Vi var heldige med vejret i dag. Det var tørvejr, hvilket som nævnte er meget heldig herude. Den tur vi havde meldt os til hed Natur Cruise. Det betød at der var en guide/naturvejleder med på turen og han fortalte under hele turen om det vi så, dyrene – her så vi igen delfiner og sæler – naturen og ikke mindst om hvordan vi mange steder kan se hvordan gletsjeren har skabt eller formet bjergene omkring fjorden. Vi sejlede helt ud i Tasman havet og så bl.a. også de klipper hvor der findes Jade, som de gennem mange år har hentet herude. Nu henter de Jaden andre steder på New Zealand. Turen tilbage var endnu mere imponerende. Når man kommer fra havet er det ikke muligt at se åbningen mellem bjergene ind til fjorden før man er næsten helt derhenne. Og hvilket syn når man sejler ude fra havet og ind.

På turen hjem fra Milford Sound holdt vi igen ind flere steder for at tage billeder, men det meste af turen foregik i stilhed. Vi var alle mættede af indtryk, og vi havde ikke brug for flere billeder lige nu 220 billeder på en dag, det er vist nok.

Endnu en helt forrygende dag, hvor vi oplevede endnu en del af den pragtfulde og storslåede natur hernede.

Og i dag kørte vi ikke selv.

Te Anau og Glowworms

Vejret har været dejligt i dag, lette skyer, sol og dejlig varmt – 22 grader.

Køreturen fra Kingston og her til Te Anau gik meget fint i dag. Det var en rigtig god vej at køre på, og ikke særlig anstrengende. Det var endnu engang en rigtig flot tur hvor vi hele tiden var omgivet af høje bjerge, nogle så høje at der var sne på.

Allerede ved middagstid nåede vi Te Anau som ligger ved NZ’s 2. største sø af samme navn. Søen er 53 km. lang og 417 m dyb på det dybeste sted. Søen er udhulet af en kæmpe gletsjer og forgrener sig ud og skærer sig ind i de omkringliggende skovklædte bjerge.

Vi fandt en rigtig hyggelig campingplads, som ligger 5 min. gang fra hvor vi skal samles op i morgen, når vi skal til Milford Sound, så det kunne ikke være mere perfekt.

Da vi nu havde hele eftermiddagen foran os, skulle den jo udnyttes, og da vi på Nordøen var gået glip af hulerne med de lysende sankthansorme – så var det jo oplagt at se dem her.

Vi tog med båden fra Te Anau og havde en flot sejltur på 30 min. før vi nåede frem til hulerne. Her fik vi en guidet rundvisning i hulerne, hvor vi skulle ned og kravle for at kommer ind. Hulerne er dannet for flere millioner år siden, men er først blevet opdaget i 1948 af en lokal forsker.

Vi blev i små grupper ledt af små stier ind i hulerne hvor vi kom forbi rivende vandmasser og flotte vandfald. 250 m inde i hulerne blev vi sat ombord på en lille pram, som sendte os dybere ind i hulerne. Vi blev udtrykkelig gjort opmærksom på, at vi skulle sørge for at holde hænderne på knæene og ikke på kanten af båden, fordi passagen var så smal, at vi ville støde mod klippevæggene, og så ville det jo være ærgerligt at have fingrene imellem. Det var et fantastisk syn af glødende sankthansorme der mødte os, de hang ned fra klippesiderne og strålede i hvide og blå farver. Når farven var intens blå, er det fordi ormen er særlig sulten. Ormene har fangearme der flagre i luften, og lyset fra ormene tiltrækker insekter, som fanges i disse arme og fortæres langsomt. Hulerne er meget lange, og det vil tage op til 4 dage at rejse igennem dem. Vi stoppede ved 250 m. og vendte om. Det var en rigtig flot oplevelse.

Nu er vi tilbage på campingpladsen og skal i gang med at lave lidt mad.

Vi har valgt at blive på denne plads i 2 nætter, så vi ikke skal ud og lede efter et nyt sted i morgen aften, når vi kommer retur fra Milford Sound.

Vi har i dag kørt 133 km

Det kniber lidt med at komme på nettet rundt omkring på campingpladserne. Men vi kan læse alle jeres kommentarer via mail, som vi har adgang til flere gange via net-cafeer, men hvor vi ikke altid har mulighed for at lægge nye sider ud.

Vi kan sige jer at der er hul igennem – vi har fået rigtig mange kommentarer fra jer alle sammen, og det er vi meget glade for.

Nu håber vi snart at kunne komme på nettet, så vi kan få lagt nye sider ud på vores dagbog.

NZ te anau — Udsigt over søen ved Te Anau

Queenstown

Efter en god nats søvn stod vi lidt tidligt op for at komme videre sydpå. Vi kunne godt have brugt en dag mere på den lille hyggelige campingplads, men modsat er der så meget vi gerne vil nå at se.

Vi havde ikke planlagt helt hvor vi skulle nå hen i dag, men første stop var Arrowtown, som er en af de gamle guldgravere byer, hvor de har bevaret de gamle bygninger og her oplevede vi for første gang på vores tur en lille by med mange små hyggelige caféer og restauranter. Arrowtown ligger ca. 25 km nordøst for Queenstown. Byen var meget turistpræget, men alligevel er det lykkes at bevare byen, så vi virkelig fik et indtryk af den gamle guldgraver by. Området omkring Queenstown og dermed også Arrowtown er præget af utrolig mange action attraktioner. Det er også her der er de meste kendte steder med bungy jump, og et af de ældste steder er broen over Kawarau, hvor nogen påstår det startede. De har i hvert fald kastet sig ud fra broen i de sidste 20 år. Der er 46 m ned, hvilket er langt, men ikke noget i forhold til et andet bungy jump i nærheden, hvor højden er 134 m. Her var vi ikke. Simon og Mathias kan ikke forstå at de ikke må prøve at springe, men det har vi ikke nerver til! Fra Arrowtown kørte vi til Queenstown, hvor vi fik frokost og fik set byen. Queenstown er stedet hvor der er action og der var også mange turister. Faktisk det første sted hvor vi for alvor har mødt mange turister, dog ikke tilnærmelsesvis på samme måde som vi har oplevet sydpå i Europa. Queenstown ligger utrolig flot for foden af en bjergkæde, som er den sydligste del af de New Zealandske alper. Byen ligger lige ud til søen Wakatipu, som er New Zealands anden største sø.

Vejret var ikke alt for godt her, det var varmt nok, men desværre næsten helt overskyet.

Fra Queenstown kørte vi videre sydpå. Målet er Te Anau ude Vestpå, men der nåede vi ikke i dag. Vi valgte en campingplads ved den sydlige del af søen Wakatipu i byen Kingston. Igen en rigtig hyggelig lille campingplads og en lille hyggelig by, hvor der ikke er meget aktivitet i dag. Byen har tidligere haft stor betydning for handlen til de omkring liggende guldgraver byer og ikke mindst til Queenstown. Jernbanen blev i 1863 ført ind til Kingston og der fra blev mange vare transporteret med skib op ad søen specielt til Queenstown. I dag har Kingston ingen betydning, de har dog bevaret jernbanen og et gammelt damplokomotiv trækker stadig toget på en del af banen til glæde for turisterne.

Endnu en dag med mange oplevelser og en utrolig flot natur. Turen fra Queenstown til Kingston var langs med søen, og vi var meget enige om, at vi har set mange flotte steder med bjerge og søer, men dette er det flotteste vi hidtil har set.

Vi kørte i dag 126km

I morgen fortsætter vi mod Te Anau, hvorfra vi i overmorgen har bestilt en bustur til Milford Sound. Det glæder jeg mig meget til, så jeg slipper for rattet.

47 km på mountainbike på Otago Central Rail Trail

Hurra det lykkedes, vi var så heldige at forretningen med cykeludlejning var åben kl. 10.00, da vi kom ned i byen. Vi aftalte med ejeren at han ville kører os 57 km. ind i landet og sætte os af ved jernbanesporet Otago Central Rail Trail – herfra var der 47 km. retur via det gamle jerbanespor til Alexandra, hvor cyklerne skulle afleveres igen og konverteres til vores lille lastbil.

Jernbanesporet blev bygget i 1880, og det tog 28 år indtil sporet på i alt 150 km var helt færdigt. Det blev nedlagt i 1990, hvor man brugte 3 år og 3,4 mio. kr. på at fjerne alle togskinnerne og omdanne sporet til denne fantastiske cykelrute.

Vi kørte på grus, og det var bare en fantastisk tur. Vi kørte igennem mørke tunneller hvor man ikke kunne se fra den ene ende til den anden, det var bare rigtig mørkt. Vi kørte forbi områder hvor nogle af scenerne til Ringenes Herre er optaget. Vi havde udsigt til de sneklædte bjerge ved Queenstown samt starten på de sneklædte Cook Mountains. Det var bare så fantastisk, der var intet ud over naturen og tusindvis af får – man kunne ligefrem høre stilheden, de eneste lyde var vandet fra de rislende bække, de brægende får og fuglesang – en fantastisk tur. Vi mødte kun ganske få cyklister på denne rute, så vi havde det stort set for os selv.

Vi har været rigtig heldige med vejret i dag, der har været strålende sol det meste af dagen og en pæn temperatur.

Vi var dødtrætte, havde skide ondt i r…., og var mættet af indtryk da vi kom retur efter ca. 5 timers cykeltur.

Vi havde snakket med ejeren af cykelforretningen, som anbefalede os at køre til Milford Sound nordom via Queenstown i stedet for sydover via Gore, som vi ellers havde planlagt. Han mente at denne rute var for kedelig i forhold til den anden, selvom vi kommer til at køre en del af den anden rute to gange, når vi skal nordpå igen. Vi valgte at lytte til ham, og har derfor vendt snuden mod Queenstown, og har fundet en rigtig hyggelig campingplads lidt syd for Cromwell. Det var ikke den vi havde planlagt, men da vi ledte efter den vi havde planlagt dukkede denne her lige pludselig op. Den ligger utrolig flot ned til floden.

Vi har fået vasket lidt tøj, og er nu lige kommet tilbage fra en rigtig god middag, som vi har indtaget på The Lazy Dog, som ligger lige på den anden side af vejen. Det viste sig at være et vinhus, med rigtig god vin.

Vi fik lam igen, og lam smager altså anderledes hernede, det smager slet ikke af lam !!

Hertil fik vi en Pinot Noir – som de laver som bourgogne vine i Europa –den var bare lækker.

Nu er vi bare grydeklar alle sammen, og jeg tror vi kommer til at sove rigtig godt i nat.

Vi har i dag kørt 56 km. – ikke særlig langt, men vi var simpelthen for trætte til at køre længere.