Retur til LA via Banning

Vi stod op kl. 5.30 for at komme væk fra varmen. Da var der kun 34 grader. Dette er vores anden sidste dag i USA. På den ene side sørgeligt, men jeg tror også vi alle er så fyldte med nye indtryk, at vi er parat til hverdagen igen.

Plan for den anden sidste dag var dels køreturen ned langs Colorado floden lige på grænsen mellem Arizona og Californien. Efter et par hundred km langs floden drejede vi af mod LA. Vi køre her gennem en stor dal ind mod LA. Det blæser ofte temmelig meget ind gennem dalen, og i dag var ingen undtagelse. Der er opstillet mange, rigtig mange vindmøller. Vi har aldrig set så mange møller samlet på et sted. De der kørte så der ud til at være godt gang i, men der var mange der stod stille. Ufatteligt når der var vind nok, men det kan skyldes at de er ”blæst” i stykker. Der er opstillet mange danske vindmøller i området, men jeg ved også at de har vanskeligt ved at få dem til at holde. Californien er den stat i USA der gør mest for grøn energi. I 2014 var 25% af Californiens energiforbrug dækket af grøn energi. Dette er faktisk en lidt højere andel end i Danmark. Målet er 30% i 2020 og 50% i 2030.

Målet for i dag var Banning, der er en lille by 100 miles 160 km fra LA. Lige før Banning ligger der et stort Outlet marked med ca. 150 mærkevare forretninger. Det var det egentlige mål for dagen og årsagen til at vi stod så tidlig op.
Efter 7 timer og et Master Card der er ved at brænde varm havde vi fået nok. Der er rigtig meget der er billigt i disse Outlet’s men pga den stigende USD er det nu næsten samme priser som i Tyskland.
Vores sidste aften i camperen gik med at få pakket og ryddet ud i de rester vi havde. Der var en ekstra flaske vin, den klarede vi selv. Andre rester gav vi til andre campere på pladsen. Vi havde købt en gasgrill, den stillede vi op ved affalds containeren med en seddel om at den manglede en ny ejer. Efter 2 timer var den fjernet. Temperaturen var her mere normal. Omkring 30 grader om dagen og 20 grader om natten.
Sidste dag var køreturen til LA hvor vi skulle aflevere camperen kl. 11.00. Simon kørte os flot ind gennem motorvejsnettet i LA. Her er der 5-8 baner i hver retning og enkelte steder flere. Nogle steder kører men i 4 niveauer på broer der svinger rundt imellem hinanden – et fantastisk vejnet må man sige. Det har været rigtig godt at Simon også kunne køre, så vi har delt turen. Vi har nu kørt 2.118 miles eller 3.388 km. Hertil kommer 800 km i bil fra LA til San Francisco.
Resten af dagen kommer til at gå med at få pakket færdig og prøve at få sovet lidt inden vi skal i lufthavnen med en shuttlebus kl. 03.30. Lige nu er Simon og Mathias gået en tur i poolen.

En tur til varmen!

Efter en god nats søvn, der allerede sluttede kl. 6.00 om morgenen, var vi klar til at tage en tur på små 400 km fra Grand Canyon til Lake Havasu. Den første del af ruten foregik med Simon og undertegnede (Mathias) i styrerhuset, og den gik selvfølgelig efter forventninger upåklageligt. Efter et par timer skiftede vi, og det var nu mors og fars tur til at lede os af den gamle ”route 66”. Lad os bare være ærlige og sige at turen på ”route 66” nok mest af alt kan betegnes som ”nu har vi været der”, da der egentlig ikke var forfærdeligt meget og se på ruten.

Ved en 13.00 tiden var vi fremme ved Lake Havasu og det der møde os var et rent mareridt! 45 grader i skyggen og endnu varmere i solen, efter solnedgang faldt temperaturen til 41 grader og det var fuldstændig ulideligt. Dette førte til at de første par timer gik med at nyde camperens aircondition og en frokost. Vi skulle dog også ud at se noget, da byen er kendt for at være hjemby for en mand med store ambitioner. Tilbage i 1950 købte en mand ved navn Robert McCulloch 100 mobilehomes, der skulle danne ramme om en hyggelig lille ferieby, men der skete ikke meget i byen så Mr. McCulloch tænkte stort! I 1962 kom den gamle London Bridge til salg, da den var for faldefærdig til at være sikker at have i London, Mr. McCulloch valgte at byde på broen og endte med at købe den for 2,4 mio.! USD (ca. 16 mio. DKK). Herefter fik han den fragtede hjem og bygget op i den lille by ved Lake Havasu. Dette fik turistlivet til at blomstre og der bor i dag mere en 55.000 indbyggere i byen. Så vi drog ud for at se de gamle London Bridge, og det var da en fin bro, dog ikke noget at råbe hurra for, og vi endte med at blive enige om at det var for varmt til at gå ud af Camperen og tage billeder.

Resten af dagene blev brugt ved poolen i camperen og ved middagsbordet. Herefter var vi klar til at gå i seng til en varm nat hvor airconditionen skulle kører hele natten!!

Grand Canyon

I dag var det tid til at komme afsted til Grand Canyon. Vi kørte afsted relativt tidligt fra campingpladsen, da vi gerne ville nå at komme rundt på nogle ture inde i Grand Canyon inden det blev alt for sent. Turen dertil var ikke voldsomt spændende, men vi gjorde dog et enkelt stop i en lille del af indianer reservatet hvor man kunne se lidt af den ydre del af Grand Canyon. Her løb floden ”Little Colorado River” som er en biflod til den store Colorado flod. Da vi var på vej ud for at tage billeder, fik vi øje på et stort skilt, som advarede os mod reptiler som klapperslanger, skopioner, skolopender og edderkopper. Vi har efterhånden vænnet os til at der er nogle lidt andre dyr end vi har derhjemme, men man kigger sig alligevel for en ekstra gang inden man går når de ligefrem reklamerer så stort med det.

Herfra bevægede vi os videre ind i Grand Canyon, hvor vi også skulle overnatte. Vi fik fundet vores campingplads, hvorfra vi ville bevæge os ud på tur. En ting vi er meget fascinerede af herovre er, at man i nationalparkerne har gratis shuttle busser. Vi kunne således tage en bus lige uden for campingpladsen hen til besøgscentret inde i parken. Herfra tog vi en bus videre ud til en særskilt del af parken, hvor man kunne komme på en rundtur rundt og se nogle af de mere kendte udsigtspunkter. Busserne i parkerne kører hver 10-15 minutter, så man misser aldrig sin bus. Turen vi skulle på villesamlet tage 80 minutter, og havde 9 stop. Her kan man bare hoppe af og på som man har lyst til. Mor havde hørt om 3 af stoppene som skulle være rigtig flotte, så vi besluttede os for at sigte efter dem. Vi begav os ud til det første stop, hvor vi stod af og fik taget nogle billeder ud over kløften. Herfra havde vi en lille gåtur på omkring 2km til det næste stop, hvor vi også fik taget nogle billeder. Fra dette stop tog vi en shuttle ud til det sidste stop, hvor vi igen kunne komme ud og tage nogle billeder.

Som man måske kan fornemme ovenfor, så var den største oplevelse vi har haft. Grand Canyon er helt sikkert et ”must see” i USA, og det er så absolut imponerende og storslående at kigge ud over og høre historien om. Det er overvældende at forestille sig, at det man kigger på har taget halvdelen af jordens levetid at udforme sig. Det er gigantisk at kigge ud over – også større end man kan forstille sig når man står på kanten, og specielt imponerende at tænke på, at det er naturskabt kun ved hjælp af vand. Selvom det har taget flere milliarder år at udforme Grand Canyon som den er i dag, så ændrer den sig fortsat. Der skæres hvert år hvad der svarer til tykkelsen på et stykke papir af bunden af kløften, og den bliver således stadigvæk dybere og dybere.

Når det så er sagt, hvis ikke man har planer om at vandre nede i selve kløften eller måske se den på en helikoptertur, så er Grand Canyon kun en enkelt dags besøg værd. Når først man er stoppet 2-3 steder for at kigge ud over kløften og suge udsigten til sig, så har man stort set set hvad der er at se. Hvis man vælger at vandre, så skal man regne med 1 dag for at gå oppe fra kanten ned til floden, de dage man vil gå rundt dernede samt en dag for at gå tilbage igen. Der er ca. 1.6km (i højdeforskel) fra kanten af kløften hvor vi bevægede os rundt ned til floden i bunden af kløften. Hernede skal man også regne med at der er ca. 10 grader varmere, og det anbefales således ikke om sommeren, at man vandrer mellem kl. 10 og 16.

Da vi synes vi havde set det vi gerne ville se, hoppede vi på en bus tilbage mod besøgscentret, hvor vi fik en film at se omkring Grand Canyon. Her fik man set nogle billeder både fra helikopter, fra kanten ved sol- op- og nedgang og nede fra selve kløften, og her kunne vi konkludere, at det alligevel er en bjergtagende nationalpark og absolut et besøg værd. Hvis eller når jeg kommer tilbage, bliver det dog nok med en tur ned i selve kløften. Om det så skal være 14 dages river rafting på Colorado floden eller en vandretur må tiden vise.

Tilbage i vores camp var det for en gangs skyld ved at køle lidt ned, så vi ikke behøvede at køre med aircondition inde i vognen – heldigt nok da vi hverken havde el- eller vandtilslutning inde i nationalparken. Temperaturen nåede om natten helt ned omkring 16 grader, så vi måtte igen ud og finde tæpperne frem så vi ikke kom til at fryse. Jeg har fået lagt mig en lille forkølelse til, så jeg skal helst ikke gå hen og blive mere syg.

I morgen går turen igen til varmere himmelstrøg, så vi må nyde kulden imens vi har den 🙂

Det er i øvrigt lidt svært at få så store vidder til at klistre fast på billeder, men der er lige et par stykker alligevel.

Antelope Canyon og Horseshoe Bend

Vi stod i dag op til en behagelig temperatur fra morgenstunden – 25 grader, en dejlig fornemmelse oven på varmen i går. Grunden til vi havde valgt at tage til Lake Powell var at vi havde hørt om Antelope Canyon, som er et klippemasiv af sandsten, der ligger placeret midt i et normalt udtørret flodleje. Fra tid til anden får de såkaldte ”flash floods” (pludselige oversvømmelser) vandet til at strømme gennem flodlejet med stor kraft. Når vandet rammer sandstensklipperne i Antelope Canyon, er vandtrykket så kraftigt, at vandet skærer sig ind i klipperne og filer løs på de bløde sandstensvægge. Det er derfor vandtrykket fra det strømmende vand, der har skabt de helt fantastiske runde og bløde kløfter. Dette var et af højdepunkterne på turen som vi havde glædet os til at se, vi havde ikke drømt om at det skulle være nødvendigt at bestille tid til besøg hjemmefra.

Jagten satte ind kl. 8.00 da der blev åbnet for udbydere af turen – alt var imidlertid optaget, og humøret dalede noget. Vi havde hørt at territoriet som tilhører Navajo Indianerne skulle have ture lige uden for området, vi valgte derfor at forsøge os med at køre direkte ud til stedet. Ved indgangen til indianerreservatet fik vi at vide at der var en tur kl 13.00, så vi var lykkelige. Vi kørte ind for at booke turen endeligt og fik at vide at der var ledige plaser på en tur kl. 10.00, altså 10 min senere, så det var helt perfekt. Vi blev fordelt med 12 personer på bænke bag på adskillige store 4-hjulstrækkere, hvor vores blev ført af vores guide ”Big Daddy” eller ”Big D”, som han kaldte sig. Han oplyste at køreturen til kløften ville tage 15 min, og de bump vi ikke oplevede på vejen derud ville vi stifte bekendtskab med på vej tilbage, og så gik den vilde jagt ellers over stok og sten ud igennem sandørkenen hvor vi ind imellem sejlede frem og tilbage. Vi stod nu foran indgangen til kløften, som ulige kløfterne i Bryce, Zion og Grand Canyon der er brede for oven og smalle forneden, er smal for oven og bredere for neden, dog ikke bredere end man nogle steder kun kunne gå én person ad gangen. Big D fortalte os at der få dage forinden havde været et flash flood som havde fjernet 6 fod (1,8m) af sandbunden i grotten. De gør meget ud af at der skal være guider med på turene, fordi det kan være særdeles farligt at opholde sig i hulerne når vandet kommer. Dels stiger vandet lynhurtigt i de smalle kløfter, og dels er vandtrykket så kraftigt, at vandet river alt med sig. Disse flash floods kan komme selv om himlen er totalt blå over Antelope Canyone, det kan skyldes kraftige regnskyl adskillige miles fra kløften. For nogle år siden var der personer der døde, fordi de blev fanget i vandmasserne i kløften.

Det specielle ved kløften er at den smalle sprække foroven slipper sollys ned over de bløde runde sandstensvægge der bølger sig igennem grotten, og igennem en kameralinse skaber det nogle fantastiske billeder med farver fra gul og rød til violet og blå, som du ikke kan se med det blotte øje. Big D fortalte at der var en mand der havde solgt et billede, som han havde taget i grotten, og som han havde fået 6,5 mio. USD for. Vores kamera kørte på højtryk – måske vi kunne være heldige J. Grotten bliver også brugt af adskillige fotomodeller og også Britney Spears har optaget en af sine musikvideoer på stedet. Big D fortalte os også at de som guider passer på os på flere måder. Hver morgen fejer de bunden og toppen af kløften fri for klapperslanger, skorpioner og edderkopper, der ynder at ligge på toppen og dermed ind imellem falder ned i kløften, skøøønt at vide når vi kun var nået halvvejs igennem kløften og skulle tilbage igen, meeenn jeg får overvundet nogle grænser på denne tur, de fleste ved vist hvordan jeg har det med disse dyr 😉

Hele turen tog 1½ time, og det var en fantastisk oplevelse, og vi har fået taget nogle rigtig gode billeder.

Vi kørte nu tilbage til campingpladsen, temperaturen var nu oppe på skyhøje niveauer igen, og vi valgte at sætte aircondition til i vores camper og tage en slapper. Efter et par timer skulle der ske noget igen, og vi valgte at tage en tur ud forbi Horseshoe Bend, som også er et af de mest fotograferede steder i Arizona. Det er Coloradofloden der laver et knæk på 270 grader. Vi parkerede bilen en lille time før solnedgang, som er tidligt på disse kanter- kl 19.00, og gik godt 2 km til kanten, hvor vi havde den mest fantastiske udsigt ned over knækket på Coloradofloden, vi fik tage en masse gode billeder, selvom det gav noget af et sug i maven når vi kom for tæt på kanten. Der var rigtig mange mennesker, og på et tidspunkt var der en der tabte en linse til et kamera, hun råbte op, og der gik et sus igennem alle de tilstedeværende, og så blev der bare bumstille, ikke alle kunne se at det kun var en kameralinse der var faldet ned på klipperne og ikke en kineser der var faldet ud over skrænten, for de skyer godt nok intet, kineserne altså!

Vi har haft en rigtig god dag, med stor fryd for øjet. Efter en sen middag, kravlede vi til køjs, inden turen fortsætter videre til Grand Canyon.

Bryce til Lake Powell via Zion

Vi kørte tidlig fra Ruby’s in RV-plads da vi havde en pæn køretur foran os og samtidig gerne vil nå at se Zion Nationalpark. Da vi nåede nationalparken måtte vi betale ekstra afgift for at komme i gennem en tunnel helt ind i parken. Vi var for høje og bredde til at kunne køre i den ene side af tunnelen, så der skulle lukkes for modkørende trafik så vi kunne køre midt i tunnelen. Den var 2 km lang så det tog lidt ekstra tid. Inde i parken er det ikke muligt at køre det sidste stykke selv, da det vil give total trafik kaos. Zion er er Canyon hvor vi er nede i kløften. Den er meget frodig og netop derfor har der også tidligere været bosætning af indianerne derinde. Der er gratis shuttle bus de sidste km ind i parken. Vi tog med helt ind i bunden hvor vi ville følge en sti langs floden. Det var en meget fin sti, men der var mange mennesker, rigtig mange. Og ligesom alle andre steder vi har været var der rigtig mange kinesere. De er over alt og de har ingen pli. De masser sig ind foran overalt og tager ingen hensyn til andre. Bortset fra at der overalt var alt for mange mennesker, var det en fantastisk tur. Zion er meget populær til bjergklatring, der var dog ikke så mange pga varmen. Da kløften er meget smal kan det give store vandmængder hvis der falder regn længere oppe i bjergene. For nogle år siden blev en større flok turiser fanget i kløften da der pludselig kom store mængder vand.

Vi fortsatte fra Zion til Lake Powell. Lake Powell dannes ved at tre floder løber sammen her. Samtidig er der bygget en dæmning, så de kan kontrollere vandet. Udløbet fra Lake Powell er Colorado floden som også er en af de tre floder der løber ind i Lake Powell. Lige som det var tilfældet ved Hoover Dam er der i øjeblikket meget lidt vand i Søen pga. den meget tørre sommer. Det var varmt at komme til Lake Powell. Her var omkring 40 grader da vi kom og det blev ikke køligere før næste morgen, hvor der kun var 30-33 grader. Vi skal være 2 dage her, så der bliver god tid til at se os omkring i området.

Vi er stadig på Colorado plateauet i mellem 1300 og 1600 meters højde. De veje vi følger går stadig meget op og ned. Det er ikke usædvanligt at der er en højde forskel på 3-400 meter selv om vi bare køre ud af en lige landevej. Vores camper køre på benzin og den bruger rigtig meget. Vi køre omkring 3-4 km pr. liter. Og selv om alle sagde til os at benzin er billig i USA holder det ikke helt. Vi betaler i gennemsnit omkring 6 kr. pr. liter. Så selv om det er billigere end der hjemme, bliver det dyrt når vi kun køre 3-4 km pr. liter.

Pga. varmen blev vi enig om at vi ikke gad at lave mad selv og gik hen på marinanen lige hvor vi bor. Vi går tidlig i seng og er klar til nye udfordringer i morgen.