I dag har vi været en tur i og på Milford Sound. Milford Sound burde egentlig hedde Milford Fiord, da det er en fjord skabt for mange tusinde år siden af en is gletsjer. Milford Sound går ud til Tasman havet. Det imponerende ved denne fjord er bjergene der rejser sig på alle sider. Nogle steder til over 1.000 m højde. Der er flere steder enorme vandfald der plasker ned i fjorden. Det er dels smeltevand fra bjergene, men lige så meget regnvand, da det er det område i New Zealand hvor det regner mest. De får 7.600 mm regn om året. Det regner typisk 4 ud af 5 dage. Milford Sound bliver nogle steder betegnet som verdens 8. vidunder. Stort og flot er det i hvert fald.
Vi stod tidligt op, da vi skulle møde ved bussen kl. 7.40. Det var herligt ikke selv at skulle køre i dag, og senere på dagen da vi kørte op over Homer Passet blev jeg endnu mere lykkelig for at vi ikke selv kørte. Det var en fantastisk flot køretur derud. Der er 120 km fra Te Anue, en køretur på 2 ½ time. Vores chauffør var samtidig vores guide og hvilken guide. Alex er fra området og var fantastisk til at fortælle om det vi så undervejs, men også mange spændende oplysninger om hvorfor det nu lige er som vi ser det. Det gælder nogle af de natur skabte ting, men også det der er skabt eller påvirket af dels Maorierne og dels Englænderne.
Den første del af turen går langs Te Anue Lake, som er New Zealands anden største sø og målt på vandmassen den største, da den er temmelig dyb, på den dybeste sted 480 m. For enden af søen rejser De sydlige alper sig med bjerg tinder på op til 2.000 m. Et flot syn, her hvor der endnu er sne på toppen. Det er ikke normalt at der er sne på toppen af disse bjerge her om sommeren, men pga. af et meget koldt forår er det ikke smeltet helt væk endnu. Efter Te Anue Lake kom vi over en mindre bjergkæde og kom ind i en ny dal. Her er meget frodigt og der ligger flere landbrug. Det største af disse har 8.300 ha. Jeg må sige ikke ligefrem ager jord alt sammen, men det er meget jord. De har får, hjorte og køer. Vi har set flere landbrug herned med store hjorteflokke bag indhegning.
Den næste del af turen er op over alperne ved Homer Passet. Heldigvis er der bygget en tunnel igennem her, så vi kommer kun op i 800 m højde, men da det stiger 5-600 m på de sidste 10 km går det meget op. Det blev først muligt at køre over passet i 1954. Tunnelen blev påbegyndt i 1935, og det var ofre/arbejdsløse fra depressionen som blev sendt ud fra at bygge vejen og tunnelen. Tunnelen er i dag høj nok til busserne, men ikke alle steder bred nok til at 2 biler kan passere hinanden, hvorfor den om sommeren lysreguleres, men ikke om vinteren. Tunnelen er 1 km lang, og må siges at være et imponerende stykke arbejde, når man tænker på, at den er bygget med håndkraft. Undervejs til Milford Sound køre vi i gennem 2 regnskove. Ja det er rigtig nok, regnskove, men kolde regnskove. Vi var en lille tur på gå ben inde i den ene. Det er meget imponerende. I dette område ser vi også mange vandfald der falder/løber ned af bjergene. Vi fik fortalt, at når det regner, kommer der endnu mere vand i de fald vi så, og der opstår i det hele taget endnu flere vandfald. Det var et meget anderledes syn end det vi før har set, da de bjerge vi har set tidligere som regel er meget tørre om sommeren.
Da vi nåede ud til Milford Sound skulle vi ud på en sejltur på fjorden. 2 ½ time. Jeg må sige noget af det mest imponerende jeg nogen sinde har set. Vi var heldige med vejret i dag. Det var tørvejr, hvilket som nævnte er meget heldig herude. Den tur vi havde meldt os til hed Natur Cruise. Det betød at der var en guide/naturvejleder med på turen og han fortalte under hele turen om det vi så, dyrene – her så vi igen delfiner og sæler – naturen og ikke mindst om hvordan vi mange steder kan se hvordan gletsjeren har skabt eller formet bjergene omkring fjorden. Vi sejlede helt ud i Tasman havet og så bl.a. også de klipper hvor der findes Jade, som de gennem mange år har hentet herude. Nu henter de Jaden andre steder på New Zealand. Turen tilbage var endnu mere imponerende. Når man kommer fra havet er det ikke muligt at se åbningen mellem bjergene ind til fjorden før man er næsten helt derhenne. Og hvilket syn når man sejler ude fra havet og ind.
På turen hjem fra Milford Sound holdt vi igen ind flere steder for at tage billeder, men det meste af turen foregik i stilhed. Vi var alle mættede af indtryk, og vi havde ikke brug for flere billeder lige nu 220 billeder på en dag, det er vist nok.
Endnu en helt forrygende dag, hvor vi oplevede endnu en del af den pragtfulde og storslåede natur hernede.
Og i dag kørte vi ikke selv.
