Farvel til vestkysten

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Da vi stod op i dag regnede det igen, ikke usædvanlig for Vestkysten, men vi vil nu helst have tørvejr. Vi havde planlagt at køre temmelig langt i dag. Efter morgenmaden kørte vi først ud for at se på The Pancake rocks and Blowholes. Nogle meget fascinerende klipper der ligger ved kysten lige ved byen Panakaiki hvor vi havde overnattet. Klipperne er af kalksten, og det ser ud som om de er lavet i mange tynde lagt af stenplader. Det er ikke lykkes nogen at forklare hvorfor de er dannet i lag. Vandet har gennem tiden skabt nogle store huler ind i klipperne og fra nogle af disse huler er der hul op til jordoverfladen. Når der er højvande og bølgerne skubber ekstra vand ind i hulerne skabes et så stort tryk, at det sender vandsøjler op gennem hullerne, hvilket er et meget specielt syn. Samtidig skabes en dyb buldrende lyd som et tordenvejr. Det gav i dag en lidt uhyggelig stemning, når der samtidig var lidt regn og disset vejr.

Da vi havde set og hørt The Blowholes kørte vi nordpå for lidt senere at dreje ind over landet. Målet var Nelson Bay oppe på nord siden af Sydøen. Det var igen en smuk køretur gennem flere dale langs med floderne, Buller River, Hope River og Motueka River. Op gennem Buller George, holdt vi ind for at se New Zealands længste svingbro, som går over Buller River. Vi så for øvrigt at der er Buller George Marethon til februar. Det var måske en overvejelse om et par år. Da vi nåede kysten igen kørte vi med en meget lille og snoede vej op til byen Kaiteriteri som ligger ud til Tasman Bay. Her fandt vi en campingplads lige over for stranden. Den har en fantastisk beliggenhed, men den er stor og stop fuld, lidt for meget ”liv” efter vores smag, så vi bliver her nok kun denne ene nat. Bugten her er et rigtigt ferieparadis med mange gode strande, masser af vandaktiviteter og sol. Klokken var fem da vi nåede frem, så vi har ikke set så meget af stedet i dag, men i morgen vil vi ud og se noget mere omkring bugten.

Vejret skiftede en del undervejs i dag, men da vi nåede kysten var det skyfrit og solskin, temperaturen pænt over 25 grader, helt perfekt.

En ting nyder vi utrolig meget her frem for Vestkysten, her er ingen sandfluer. Sandfluen er som vores myg derhjemme, dog lidt mindre men lige så irriterende når den stikker, og det kløer som bare f….. De sidste par dage har der været rigtig mange og det var der også flere steder på vej herop i dag, men her er heldigvis ingen, så nu kan vi nøjes med at pleje alle de stik vi har fået.

Vi kørte i dag 302 km, ca. 5 timers kørsel.

Pas på pingvinerne
Pancake Rocks - kan I finde de forskellige dyr?
Pancake Rocks

 

Kiwier, Hokitika Gorge og en tur på ATV

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var tidligt oppe i dag og klar til at se på kiwier fra morgenstunden.

Det var et pudsigt foretagende – stedet virkede meget amatøragtigt lavet.Vi blev ledt igennem nogle gange, der var banket sammen af gamle brædder. Ind imellem var der placeret små og store akvarier med forskellige fiskearter. Vi kom forbi Tuataraen som er NZ levende dinosaur, der bla. spiser weta, som er et insekt på mellem 4 og 20 cm. Herudover var der et stort akvarium med gigantiske ål, de var så tykke som et fuldvoksent kvindelår 😉 og 1 – 2 meter lange – de var faktisk rigtig klamme, og må ikke være sjove at møde på en badetur. Herudover så vi klovnefisk, søheste og andre spændende fisk.

Herefter gik turen ind til kiwierne – de havde 4 levende eksemplarer. Kiwien er på størrelse med en kalkun og kan ikke flyve. Før NZ blev opdaget levede her kun fugle og insekter, og der var derfor ikke nogen naturlige fjender, og kiwien havde derfor ikke brug for at kunne flyve. Fuglen er nu en særdeles truet dyreart, hvor man gør alt for at holde bestanden i live. Nogle programmer går ud på at man samler æg i naturen og ruger dem ud, og først slipper kiwien fri, når den er i stand til at klare sig selv. Stedet her var med i et af de programmer der er iværksat for at redde bestanden.

Efter vores lille dyrebesøg, begav vi os ud på det 100 km. lange loop ind i landet. Det var godt at vi nu havde vænnet os til at køre i lastbil, for vejen blev smallere og smallere og mere og mere kringlet efterhånden som vi kom ind i landet. Da vi nåede søen gik den asfalterede vej over i grusvej, og vi krydsede fingre for at vi ikke mødte nogle modkørende biler, hvilket der heldigvis kun var ganske få af.

Vi nåede ind til det flotte Dorothy Falls, som nærmest lå inde i en lille grotte med høje, stejle mosbegroede klippesider hele vejen rundt. Herefter begav vi os på gåben ned til søen, hvor Mathias fik dyppet tæerne, og vi andre kunne nyde den flotte udsigt og ikke mindst stilheden.

Vi skulle nu videre til Hokitika Gorge hvor vi kunne komme ned til via en hængebro, som gik hen over slugten med det mest fantastiske blågrønne vand. Slugten bestod af hvide klipper, der bugtede sig af sted op og ned igennem kløften og i bunden løb den fantastiske blågrønne flod – det var bare så flot – endnu engang godt vi har et digitalt kamera, for her blev taget rigtig mange billeder.

Vores frokost indtog vi på en lille afstikker til floden, hvor vi fik lastbilen bugseret ned. Det var et rigtig dejligt sted vi havde fundet her, og det var ene og alene campingfatters fortjeneste.

Turen gik nu videre nord på, og lige efter Greymouth kørte vi lige forbi en gigantisk crosserbane. Set i lyset af skuffelsen fra i går, blev vi enige om at de tre drenge kunne få lidt kompensation her – det faldt i god jord.

Vi er nu nået til Punakaiki, hvor de kendte Pancake Rocks og Blowholes ligger, det vil vi studere i morgen tidlig når der bliver lavvande, inden vi fortsætter videre nordpå til Nelson Bay, hvor vi har planlagt et par dage, inden vores tur er ved at være slut og desværre må fortsætte tilbage til Christchurch.

Vi kørte i dag 187 km

Hokitika Gorge
Hokitika Gorge
Hokitika Gorge