Tag: New Zealand

Farvel til nordøen og goddag til sydøen

Simon havde af Morten og hans familie fået en pakke med som først måtte åbnes i dag den 3.3. Pakken indeholdt Knors béarnaise sauce, Pasta Quick, Toms poletter – stærk lakrids, samt salte fisk fra Katjes, herudover var der vedlagt nogle danske flag samt et billede af Morten i tilfælde af hjemve. Flagene hænger vi op i bagruden på vores camper, når vi skifter til den i morgen, så er der måske lidt større forståelse for, at vi engang imellem har lyst til at køre i den forkerte side af vejen.

Vi siger mange tak til Morten og hans familie, og det har vi gjort mange gange i løbet af i dag, hvor vi har haft hånden nede i posen med Toms poletter – herligt.

Vi skulle med færgen til Picton kl. 10.35 – vi var noget spændte på hvordan det ville går uden den originale voucher, alt gik dog fuldstændig gnidningsløst og vi kunne ånde lettet op.

Vi var også i dag vågnet op til kold, grå og kedelig dag – ca. 12 grader. Det blæste en del, så Simon og jeg valgte at tage et par søsygepiller for at være på den sikre side. Per og Mathias kunne sagtens klare sig uden …

Starten på sejlturen var lidt barsk, båden vippede temmelig meget, og jeg priste mig lykkelig for at jeg havde indtaget en pille, ellers var det gået galt. Simon blev så sløv at han sov fra det meste. Mathias var noget overrasket over den urolige tur, men han klarede det trods alt uden de store problemer. Vores far er jo bare søstærk, og syntes ikke det var noget særligt. Sejlturen tager 3 timer, og det var specielt turen fra Wellington, og til man kommer fri af Nordøen, der var værst, her er nemlig en masse klippestykker og rev, som får bølgerne til at brydes så vandet bliver uroligt.

Den urolige sejlads blev imidlertid belønnet da vi påbegyndte indsejlingen til Picton igennem skærgården på Sydøen. Det var en fantastisk flot tur, ligner indsejlingen til Oslo, dette her er bare endnu mere storslået – solen strejkede desværre stadig væk – men det var nu flot alligevel.

Vi skulle nu køre til Kaikoura, som ligger ca.150 km. fra Picton langs østkøsten. Vi havde på Nordøen kørt langs bølgende grønne bjerge, nu kørte vi langs bølgende afsvedne bjerge, men bestemt ikke mindre smukt.

Dagens højdepunkt var en gigantisk sælkoloni, som Simon opdagede lige uden for Kaikoura. Vi holdt ind til siden, og steg ud af bilen, og her var bare sæler i hobevis – vi talte de første 100, det var et helt fantastisk syn. De lå på klippeskærene, tumlede sig i vandet, legede og baskede rundt på

deres luffer. Der var både store – meget store fuldvoksne sæler og helt små unger – vi har aldrig oplevet noget lignende og kunne bare stå og kigge på dem i timevis. Men vi skulle jo videre.

Da vi ankom til Kaikoura kom solen frem og temperaturen steg til 14 grader – stadig ikke rigtig sommer, men trods alt fremskridt. Kaikoura ligger lige der hvor bjergene møder havet, og bjergene var stadig indhyldet i skyer.

Vi har på nettet reserveret en hvalsafari, som vi skal på i morgen tidlig kl. 6.45. Vi gik en tur ned i byen for at få reservationen bekræftet, og for at høre om de sejlede. Der har ikke været ret mange sejladser her på de sidste, fordi vejret på havet har været for hårdt – men i morgen lover de fint vejr, så vi kommer af sted. Heldigt at vi havde bestilt på nette, for alt var udsolgt – det Internet er nu en god opfindelse.

Det er i dag sidste overnatning på hotel inden vi skifter til camper og dermed et lidt mere primitivt liv – det skulle vi lige fejre med en god middag – og hvilken himmelsk middag, vi fik en halv hummer hver, området her er jo kendt for sine skaldyr, og det var bare guf. De nye kartofler som vi fik til hovedretten og jordbærrene til dessert vidner trods alt om at det er sommer hernede.

Da vi kom ud fra restauranten mødte der os et fantastisk syn, skyerne var forsvundet fra bjergene, det var skyfrit, og vi kunne se sne på bjergtoppene – det lignede billedet fra filmselskabet der også har de sneklædte bjergtoppe som deres logo. Vi fik taget nogle rigtige flotte fotos i skumringen.

Vi er nu klar til at gå til ro, så vi er friske til en af vores turs store oplevelser i morgen.

En sæl i vejkanten

Wellington

Palmerstone North er vi enige om, at vi godt kunne være sprunget over, eller brugt mere tid længere nordpå på Nordøen. Vi kørte fra Palmerstone i morges og da vi ikke havde planlagt at se noget på vejen ned til Wellington, nåede vi hovedstaden omkring middagstid. Den 2. januar er også officiel helligdag på New Zealand, så der var ikke meget trafik i byen, hvilket vi var glade for, da vores hotel ligger lige midt i Byen på Cuba St.. Der er mange ensrettede gader i city, hvorfor vi måtte køre rundt et par gange før vi ramte ned ad den rigtige vej. Heldigvis er gaderne i Wellington kvadratiske, hvilket gør det nemt at finde vej.

Hotellet er ok, men absolut det dårligste at de hoteller vi har været på. Der er ingen restaurant på hotellet så vi skal ud i byen for at spise i aften – det er helt ok, men det samme gælder med morgenmaden, hvilket vi ikke er så glade for.

Vejret er igen i dag alt for koldt 12-14 grader og blæsende. En af overskrifterne i nyhederne var ”Hvor bliver sommeren mon af?” Det siger vi også, men vejrudsigten viser at det bliver bedre nu, håber de har ret.

Wellington city er en rigtig storby, store handelsgader og mange flotte bygninger. Men som med alle andre byer hernede er der ingen gamle bygninger, som vi er vant til i Europa. Nogle af de ældste bygninger er fra omkring 1900 tallet. Vi tog en lille rundtur i byen for at se nogle af de mest markante bygninger. Det er ikke den mest spændende storby vi har set, og det gjorde det ikke bedre at det var blæsende, koldt og lidt småregn ind i mellem.

Vi var heldige at finde en stor boghandel der havde åben, her fandt vi en bog med en dags vandreture og en guide over campingpladser. Så nu er vi klar til nye eventyr på Sydøen.

I morgen skal vi tidligt op for at komme med færgen til Sydøen. Det glæder vi os meget til.

Vi har kørt 150 km i dag.

Første nytårsdag

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Så blev det 2007, og vi kom ind i det nye år 12 timer før dem derhjemme. Vi havde en rigtig hyggelig nytårsaften, en meget anderledes nytårsaften. Jeg kan forstå på hilsenen fra Martin, at vi er gået glip af en lækker middag nytårsaften, men vores var nu ikke helt dårlig.

Vi spiste på Napir’s ”Finest restaurant in town”, siger de selv. Om det er korrekt kan jeg ikke sige, men det var i hvert fald godt. Vi fik en lækker 3 retters menu. Vi startede med at bestille en Crément, men det havde de altså ikke, vi fik en anden mousserende vin fra området. Napir ligger midt i vinområdet Hawks Bay, som er et af de bedste på New Zealand. Til forret fik vi en laksetournedos på en bund af ”kommara and herb rosti” (kommara er New Zealands søde kartoffel) tilberedt som gratin, hertil en chive cream sauce, røget bacon og pyntet med brøndkarse. Hertil fik vi et glas Chardonnay fra området. Hovedretten var Lammerack serveret med Hasselnød skorpe på en Kommaramos. Med baby rødbeder og en rødvinssauce. Mathias fik kyllingebryst med ris, og karry sauce. Vi fik igen en lokal vin – En Merlot fra 2004, lovlig ung troede vi, men den viste sig at være rigtig god. Det var for øvrigt første gang vi fik vin der var lukket med prop, normalt bruger de skruelåg på vinen hernede. Til dessert fik vi varm chokolade- og karamel brownie, med chokoladeis og espresso mousse. Vi sluttede af med en kop espresso.

Vi havde inden fået oplyst at der ville være noget familieunderholdning og fyrværkeri henne på strandpromenaden, hvorfor vi selvfølgelig gik derhen for at være med. Der var mange mennesker og kom endnu flere inden kl. 24.00, vi gætter på der har været 1-2 tusinde mennesker. Underholdningen var et band der spillede Tom Jones, og både unge og gamle vuggede med.

Det var meget underligt, at være samlet så mange mennesker for at fejre nytår, og så var der ikke et eneste øltelt. Vi så stort set ikke en eneste berusede person, meget anderledes fra det vi kender hjemmefra. Kl. 24.00 var der et helt fantastisk fyrværkeri, vi var enige om, at der var lidt mere end Haarby plejer at byde på.

I dag tillod vi os at sove helt til kl. 8.30. Vi skulle godt nok videre til den næste by, men turen var ikke så lang, og vi havde ikke planlagt at se så meget på turen. Vi er nået ned i nærheden af den sydlige del af Nordøen, hvor vi må sige, at det ikke er helt så storslående som det vi har set hidtil. Godt nok er der stadig bjerge, ikke så høje, men dog bjerge. Vi kom igennem flere mindre byer i dag og jeg må sige det igen, deres byer er r.. kedelige. Snorlige gader og på hovedgaden – gennemfartsvejen ligger nogle butikker på stribe. Nu bliver det ikke bedre af, at alt var lukket i dag ligesom derhjemme. Den ene by vi kom igennem i dag hedder Dannevirke, Det var en gruppe danske indvandre der oprettede byen. De første kom i 1871. De lagde kimen til den New Zealandske mælkeindustri og en variant af andelsbevægelsen. Der var ikke meget dansk over den bortset fra Copenhagen Square, en dårlig kopi af en gammel dansk vindmølle og et par gader med dansk klingende navne som Jens Hansen Road og Pedersen Road. Der bor ingen i byen i dag der taler dansk.

Vejret har ikke været med os i dag. Det har været bidende koldt, en overgang viste termometeret i bilen 9 grader, det var dog ikke koldere end vi stadig kunne gå i shorts og t-shirts + en trøje. De har heldigvis lovet væsentlig bedre vejr de kommende dage. Vi talte med en i går som fortalte at husene hernede er bygget helt forkert. Det er Englænderne der har bygget de fleste, og de har som de var vant til hjemmefra bygget stue og værelser mod syd, men det er jo altså skyggesiden hernede da solen jo står i nord midt på dagen. Desuden mangler de isolering i husene. Det er som om de er bygget til varmere himmelstrøg, men der kan altså godt blive køligt hernede, selv om sommeren. Det er fuldstændig som derhjemme.

Vi er nu nået til Palmerston North – En universitetsby, hvor der ikke sker meget lige nu. Dels er det jo sommerferie og derfor ingen studerende og dels er det nytårsdag. Igen en kedelig by, som blot bekræfter vores opfattelse fra tidligere, at det er naturen der er helt enestående hernede, mens de på andre områder, godt kan lære meget endnu. De er dog dygtige til at tjene penge, alt koster hernede, og på offentlige ”helligdage” bl.a. 1. og 2. nytårsdag ligger man 15% oven i prisen på alt. Fornuftigt nok, da det jo koster ekstra at have personale på arbejde disse dage.

Vi har nu kun en hel dag tilbage på Nordøen og det betyder også at vi inden længe skifter bilen og hotellerne ud med en Camper, det glæder vi os meget til, men det betyder nok også at vi ikke helt så ofte kommer på nettet og derfor kan der gå længere tid mellem at dagbogen bliver ajourført.

I dag har vi kørt 190 km.

Nytår

Klik her for at se hvor langt vi er nået.

Så blev det d. 31. og snart 2007.

I dag har vi ikke lavet meget, men det er faktisk også helt rart at slappe lidt af.

Vi startede dagen med en omgang morgenmad på hotellet, hvorefter vi gik ned til turistinformationskontoret for at få lidt info om, hvad vi kunne se her i byen.

Vi gik forbi en minigolfbane, og mig og Mathias skulle ind og spille minigolf, imens mor og far gik sig en tur.

Da de kom tilbage, og vi blev færdige med at spille, gik vi ud for at se byen.

Vi var på byvandring, hvor vi så bl.a. den ældste bank, advokatkontoret, teatret, og mange andre gamle og flotte bygninger.

I 1931 var der et stort jordskælv som ødelagde hele byen. I løbet af de følgende 2 år, genopbygge man byen i en gammel 30’er stil som kaldes Deco-Art. Det holder man ved lige den dag i dag, så der findes mange flotte huse, med farvestrålende facader og flotte udskæringer.

Efter vi havde gået lidt rundt og set byen, satte vi os ned i en lille hyggelig sidegade, og spiste vores frokost i bagende solskin, og 20 °C varme (i solen).

Efter vores lille tur, kom vi tilbage til hotellet, hvor vi besluttede at gå over på den anden side af gaden for at komme i poolen. Der lå et stort badeland med mange udendørs bassiner, nogle opvarmede, andre ikke.

Vi kom tilbage, og sidder nu bare og laver ingenting. Klokken er nu 18:00 (dvs. I ligger og sover endnu), og venter på at vi skal ud og spise, på byens ældste restaurant County Hotel, og som de selv siger:” The finest in town * * * * * ”.

Bilen har i dag holdt pause.

Vi sender i dag en kærlig hilsen, med ønsket om et rigtigt godt nytår, til vores familie og venner, og alle dem, som følger med i vores rejsedagbog. Vi sender en særlig tanke til vores venner, som vi plejer at fejre nytårt sammen med – we are back next year.

**HAPPY NEWYEAR**

Stranden i Napier
The County Hotel
Daily Telegraph bygningen
Ældste bygning i Napier

Jetbåd og bungy jump

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

I dag startede vi med lidt let morgenmad på vores værelse i Taupo, derefter kørte vi af sted for at komme ud og sejle med en jet båd vi havde bestilt tid til i går. Vi kom derud, og fik noget regntøj og nogle redningsveste på, og så var vi ellers klar.

Vi kom ned i båden, og fik af vide at vi skulle holde hænderne på en jernstang hele tiden, og når skipper rakte hånden i vejret og drejede fingeren rundt, skulle vi holde rigtigt godt fast, og være klar til at lave en 180° vending, og derefter stoppe. Det lyder måske ikke så slemt, men når man kommer med 80 km/t. i vandet, og laver sådan en vending, er der altså tryk på!

Vi kom af sted, og det gik meget hurtigt. Mutter havde på forhånd sagt at hun ikke ville med, så hun ville bare tage nogle billeder af os, imens vi var på farten.

Vi sejlede et godt stykke op af floden, og stoppede op, med en 180° grader vending. Skipper fortalte noget omkring et stort kraftværk vi var stoppet op ved, og derefter sejlede vi videre med fuld fart i den retning vi var kommet fra. Vi kom til nogle klipper, og vi tænkte alle sammen, at han da ikke ville klare at komme uden om den med sådan en fart, men det gik fint. Han havde jo prøvet det MANGE gange før.

Vi sejlede videre forbi nogle fiskere, der virkede ret sure over at vi skulle skræmme alle fiskene væk, med brølet fra den store V8 motor i båden.

Vi kom til en smal kløft med klipper på hver side, hvor vi igen tænkte ’nej nej nej, det her går ikke’, men det gik. Endda i fuld fart.

Vi kom hen til et lille termisk område, og vores første tanke var bare, ’ÅHH NEJ’. Vi har fået mere end nok af den stank af rådne æg.

Han fortalte noget omkring det, og vi sejlede videre. Vi kom til et vandfald hvor der stod en fotograf. Vi sejlede op og ned af det vandfald mange gange, for at der kunne blive nogle gode billeder ud a det. Det var rigtigt sjovt. Det var noget med at komme i fuld fart, i et flyve hop ud over kanten, og så en 180° vending. Det gjorde vi omkring 4 gange, før vi sejlede videre. Vi kom ned til vendepunktet, hvor vi skulle til at sejle tilbage ad igen. Vi stoppede op, og skipper fortalte noget omkring vandet og landskabet omkring.

Så begyndte vi ellers at sejle tilbage igen, med masser af vendinger på vejen. Det var MEGA sjovt.

Vi kom tilbage til der hvor vi startede vores tur, og kom af båden igen. Selv om vi havde haft regntøj på, var jeg alligevel blevet våd. Vi kom op, og fik vores regntøj og redningsveste af igen, og så de billeder der var blevet taget på turen. Vi besluttede os for at købe dem, så vi havde nogle rigtigt gode billeder imens vi var på vej ud over et lille vandfald.

Efter denne oplevelse, kørte vi videre mod vores destination, Napier, men før det, ville vi lige ind og se på noget bungie jump.

På vejen så vi en hel masse får. Der var rigtigt mange marker omkring os, hvor der næsten ikke var andet end får.

Vi nåede hen til det område, hvor de sprang bungie jump. Vi fik os en varm kop kakao oven på den kolde sejltur, og stillede os hen for at se på. Mathias og jeg blev ved med at plage om vi ikke godt måtte prøve, men det ville moar og pappa ikke gå med til.

Vi så 3 personer der sprang, 2 normale spring, og en der lige skulle ned og have dyppet hovedet under vandet.

Vi kørte videre, og var et sted imellem Taupo og Napier, da vi kiggede på benzin måleren, og blev i tvivl om vi nu kunne nå helt til Napier på den ene tank.

Vi holdt ind på en gammel tankstation, men benzin standerne virkede ikke, så vi satsede på at der kom en station længere fremme. Det gjorde der heldigvis også, men den virkede heller ikke, så pappa gik ind og spurgte efter noget benzin, om kom gående ud med en lille dunk, med ca. 10 l benzin. Vi fik fyldt på og kørte videre. Endelig nåede vi Napier, og fandt vore hotel, hvor vi nu sidder og laver absolut ingenting.

Vi kørte i dag 200 km.

Udsigt fra Bungy ved Taupo
Fuld fart med jetbåden
Klar til en tur med jetbåd