New Zealand – Familien Smith

Den første tid efter Simons afrejse

Det er nu 3 uger siden du tog af sted Simon. Da vi skulle tage afsked i lufthavnen var det med nogen vemod på vores egne vegne, fordi der nu skulle gå et helt år før vi skulle se dig igen, men også med glæde og spænding på dine vegne, fordi du nu skulle ud og opleve verden helt på egen hånd.

Da mor med tårer og gråd sagde farvel og ønskede dig en god tur, sagde du ”rolig nu, mor, jeg kommer jo hjem igen”, og det er jo ganske rigtigt Simon. Vi er stolte af dig Simon, både den måde du taklede afskeden på i lufthavnen, men også over at du på trods af dine ”kun” 16 år har valgt at tage om på den anden side af jordkloden for at udforske og opleve en anden verden helt på egen hånd. Vi blev meget glade, da vi fik en sms fra dig, at du nu var nået godt frem. Det glæder os også meget at du er faldet godt til og har det godt, for som vi siger til hinanden ”når du har det godt og er glad og tilfreds” så er vi også glade.

Hvad er der så sket i de forgangne 3 uger, ja hverdagen går jo sin vante gang, med arbejde, møder o.s.v. Huset er stadig til salg, og vi venter tålmodigt på, at nogen har lyst til at overtage vores dejlige hus.

I sidste uge havde vi besøg af Bo og Birgit som skulle lære os at lave sushi. Det var rigtig sjovt, vi lavede mange forskellige slags, og det blev meget kunstfærdigt anrettet på en stor glasplade, så det lignede en million. Det smagte også rigtig dejligt, og jeg tror vi har mod på at prøve at lave det selv. Så måske du har lyst til at smage, når du kommer hjem ? 😉

I lørdags var vi på den årlige udflugt med Kim, Susanne og Kasper. Louise, Annemette og Tommy, Line og Emil kunne desværre ikke være med i år. Vi var på Tåsinge på Valdemar Slot, hvor der er lavet en ny 18-hullers amerikansk minigolf bane. Den var rigtig flot og spændende at spille på. Kim vandt, og mor blev nr. 2. Mathias’ temperament løb af med ham, hvis ikke det var sket kunne han sagtens have vundet. Det var rigtig dejligt vejr, så vi spiste frokost på stranden nedenfor slottet, og havde en hyggelig eftermiddag. Vi sluttede af med at spise hos Kim og Susanne, det var en rigtig god dag.

På lørdag er der Samba i Assens, og Mathias skal danse samba i Ællington, det glæder han sig meget til. De danser ikke ned på engen i år, men ned på havnen, hvor der er forskellig underholdning. Herefter er der retro musik med bl.a. Billy Cross band, det har vi fået billetter til, så nu må vi se hvad det er for noget. De har i øvrigt sms’et til far fra en afdeling i banken, at de havde hørt at du var rigtig god til at gå i Ællington, og om du ikke havde lyst til at hjælpe dem, som far sagde, det ville du helt sikkert gerne, men det var nok lidt problematisk lige nu!!, så det bliver Mathias der må løfte den tunge opgave efter dig J

På søndag har mor 25 års jubilæum i banken, og der holder vi en lille komsammen på Barløseborg. Der er desværre kommet en del afbud, så vi bliver kun 15, men det bliver nu ikke mindre hyggeligt af den grund.

Ellers spiller vi lidt golf når vejret tillader det. Vi deltog alle 3 i kaninmatch i mandags. Mor gik ned i hcp. 44, det går langsomt men sikkert nedad. Mathias og far ligger i uændret handicap.

Mathias har faktisk ikke været hjemme hele sommerferien. Efter han kom hjem fra farmor og farfar tog han op til mormor, hvor han var 1½ uge, kun afbrudt af begravelsen i Roskilde, da oldemor dødede. Han er nu startet i skole hvor han har timer til kl. 13.30 hver dag undtagen onsdag, hvor han først er færdig kl. 14.15. Han skal gå til præst torsdag, så indtil de starter på det, kan han sove længe den dag. Herudover er han startet på tennis, og i næste uge starter han på håndbold i Assens. Han vil ikke spille i Haarby længere. Så der bliver en del transport frem og tilbage, og Mathias ser virkelig frem til at rykke tættere på skole, kammerater og fritidsinteresser.

Det var vist alt for denne gang Simon. Vi møder tit forældre til dine kammerater eller andre der meget interesseret spørger til dig, og så er det jo dejligt at kunne fortælle, at du er glad og tilfreds, og at du stortrives, det håber vi du bliver ved med.

Knus far og mor og Mathias

Afsked med Simon

Her er et par billeder fra sidste dag i Danmark.

Antarktis og slut på rejsen – hulk hulk

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi nåede Christchurch allerede kl.11.00 i dag efter en køretur, som vi jo kender, fra da vi kørte den for 17 dage siden. Vi har fundet en campingplads meget tæt på Maui og lufthavnen, så vi kan tage den rimelig med ro og nå at fejre far lidt, inden vi i morgen flyver hjemad.

Vi valgte at bruge den sidste dag i International Antarctica Centre, som blev åbnet i 1992, og ligger som en del af det internationale Antarktiske center, hvorfra man organisere mange af de antarktiske ekspeditioner.

Det var et meget spændende besøg, hvor vi lærte en hel del om Antarktis. Vi lærte bl.a. hvordan kontinentet Antarktis opstod for flere 100 millioner år siden. Antarktis er verdens 5. største kontinent som består af klipper og bjerge, der for størstedelen er dækket af is.

Isen der dækker Antarktis udgør 90% af verdens drikkevand, og smelter isen stiger vandstanden 60 meter. Antarktis ejes ikke af nogen, men der er indgået en fælles pagt mellem mere end 50 land, om at beskytte og bevarer Antarktis – og der kan ikke gives tilladelse til at forsøge at udnytte eventuelle naturressourcer. Antarktis er det koldeste, det tørreste og det mest blæsende sted på jorden. Antarktis er fastland i modsætning til Arktis mod nord der er en stor flydende ismasse.

Man havde lavet en antarktisk stormsimulator, hvor vi kunne iføre os vinterjakker og gå ind og prøve at mærke hvor koldt der er på Antarktis, når der blæser en vind på 120 km i timen. Det var en kold fornøjelse!!

Vi var også ude og køre i et bæltekøretøj, som de bruger som transportmiddel på Antarktis. Det kunne køre næsten lodret op og ned, over huller og så kunne det sejle – turen gik op og ned af bakker, og rundt og rundt – fornøjelsen var størst hos drengene !!!

Vi sluttede af med at se de små blå pingviner blive fodret.

Det var en rigtig spændende eftermiddag.

Vi skal nu have pakket al vores bagage, så vi er klar til at levere bilen tilbage i morgen formiddag, inden vi flyver mod Singapore. I Singapore har vi en ventetid på 6 timer inden turen går videre til København, hvor vi forventer at være kl. 7.10 tirsdag morgen, og regner med at være i Odense mellem kl. 9.00 og 10.00 – hvis alt går efter planen.

Vi har nu været på New Zealand i 31 dage, og haft nogle fantastiske oplevelser, som vi mange gange med stor begejstring og glæde vil se tilbage på. NZ er et fantastisk land, som har så meget at byde på, at vi sagtens kunne have brugt dobbelt så lang tid hernede.

Vi er meget imponerede over alle dem der har valgt af følge vores rejse på hjemmesiden, og I skal alle have tak for de mange kommentarer og hilsner som vi har fået med på vejen – det har været rigtig dejligt.

Vi har i dag kørt 190 km.

Kajak i Tasman Bay

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var oppe kl. 7.00 i dag. Vi havde aftalt at vi om muligt skulle ud og sejle en lille tur i Kajak i bugten. Det viste sig at det ikke var muligt at leje kajakker for et par timer i Marahau hvor vi havde overnattet, men vi fik oplyst at det var muligt i nabobyen Kaiteriteri, byen hvor vi var i forgårs. Det var her der var en næsten umulig vej, men drengene og jeg var opsatte på at vi skulle ud og sejle, så vi tog turen tilbage.

I Kaiteriteri fik vi lejet 2 kajakker, en 2 personers og en enpersoners. Ulla havde ikke lyst til at komme ud og sejle, så hun blev tilbage på stranden og slappede af, og fik klaret lidt indkøb. Inden vi tog af sted fik vi grundig instruktion i at styre, hvad vi skulle gøre hvis vi væltede og hvor langt vi måtte sejle væk. Hvis vi sejlede uden for de områder vi havde fået anvist, og ikke kunne komme tilbage, ville de opkræve 100$ for at hente os.

Vi satte først kursen øst på i bugten og om til en ny bugt, hvor der var nogle spændende huler. Det var utrolig smukt at se det hele fra kysten af på denne måde. Herefter sejlede vi mod vest, her var en lille lagune vi sejlede ind i. Det er kun muligt at sejle herind ved højvande, ved lavvande er den helt tørlagt. Bagefter sejlede vi ud til Split Apple Rock som er en stor rund klippe der er flækket midt over. Sagnet siger at det var Marioriernes guder der skændes om klippen. Guden for vandet sagde ved højvande, ”se den tilhøre mig da den er i vandet” og guden for jorden sagde ved lavvande ” Se den tilhøre mig, den hænger sammen med resten af jorden” Når det er lavvande kan man gå ud til klippen. Til sidst blev jordens gud så vred, at han forsøgte at kløve vandets gud, men gamte klippen i stedet og kløvede den i 2 dele.

Ude ved klippen er der også mange hvide fiskehejer. De lever i træerne, men da de ikke just er bygget til at være i træer, sker det ofte at de ”hænger” sig selv når de skal lande i træerne, hvorfor vi så flere døde fiskehejer hænge i halsen.

Turen tilbage blev lidt hårde end planlagt, da det var begyndt at blæse lidt. Men det var en rigtig god tur, selv om jeg må tilstå jeg blev temmelig øm i nakke og skulder. Simon havde det ekstra hårdt , da han sejlede alene og endte med at blive søsyg.

Da vi var kommet i land igen, gik turen østpå eller syd øst. Vi ville prøve at komme så langt som muligt, så vi i morgen kan nå Christchurch ved middagstid, da vi gerne vil nå ind og se Antarctic centre.

Det blev en lang køretur, men vi nåede også helt til Kaikoura. Herfra er der kun 3 timer til Christchurch. Vi har tidligere været i Kaikoura, det var her vi var ude og se på hvaler. Vi var først fremme kl. 18.30, så det var godt vi havde set stedet før. Det er lidt pudsigt at se bjergene nu 17 dage efter at vi var her første gang, da sneen er forsvundet Det er ved at blive sommer på New Zealand, selv om den har været længe undervejrs.

Vi vil stå tidlig op i morgen for at lige at få den sidste oplevelse med inden det går hjemad igen.

Lige nu skal vi lige have en kop kaffe og så i seng.

Vi kørte i dag 326 km.

Tasman Bay

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi havde allerede i går besluttet at vi ville køre videre til den næste lille by i bugten, Marahau. En by er måske for meget sagt, der er nogle sommerboligere og et par campingpladser og ikke mere. Der kommer mange mennesker til byen hvert år, da en af New Zealands mest populære vandreruter starter her. Det er Abel Tasman Costal Track, som er en vandretur på 3-4 dage langs kysten. Nogle steder helt nede ved vandet andre gange lidt oppe i bjergene. Planen var at gå en del af denne rute i dag.

Vi kørte til Marahau, der var kun 10 km, men det var rigtig bjergkørsel, så det tog godt en halv time at køre de 10 km. I Marahau fandt vi en campingplads lidt uden for byen, hvis den mest alternative plads vi har været på, men der er da toilet og mulighed for et bad.

Da vi kom til Marahau bestilte vi en Water Taxi til Anchorage, hvorfra vi ville gå tilbage til Marahau. Båden vi skulle med var en lille speedbåd med plads til 20 personer. Styrmanden hed Glenn, og viste sig at være en glimrende guide. Han viste os en del af bugten fra søsiden inden vi blev sat i land på stranden ved Anchorage. Han kunne ikke komme helt ind, så vi måtte til at tage vandrestøvlerne af, for at vade i land. Anchorage er kun en strand og eneste vej hertil at vandreruten eller båd.

Turen tilbage ville tage 3 timer havde vores styrmand sagt, men på skiltet står der nu 4 timer. Nå vi havde jo ikke bestilt en båd til at hente os igen, så der var kun en vej.

Det blev en fantastisk flot tur. Vi kom op at gå højt over kysten og kunne se alle de små bugter og det blågrønne hav og det gyldne sand, som er speciel for dette område. Vi valgte på et tidspunkt at gå ned til en af bugterne for at bade, eller det vil sige for at Mathias kunne bade. Det blev nu ikke til så meget da vandet var s… koldt, men det så meget fristende ud. Der er stor forskel på tidevandet her på Nordkysten, 4,6 m fortalte vores styrmand. Det havde lige været højvande da vi blev sejlet derud, så mens vi gik faldt vandet, det betød at de små sandstrande i bugterne efterhånden blev væsentlig større.

Da vi kom tilbage var bugten ved Marahau tom for vand eller der var nu 3-400 m ud til vandet, Det virker helt specielt med tidevandet når vi ikke er vant til det der hjemme, i hvert fald ikke på Fyn.

Det var en rigtig god dag, men vi blev trætte. Turen tog 4 timer med pauser.

Vi sider nu og nyder kaffen efter at Simon endnu engang har lavet aftensmad til os. Vi er godt trætte alle fire.

Vi var heldige med vejret i dag, solen har skinnet fra en skyfri himmel og det har været 25-30 grader.

Vi kørte i dag 10 km.