Antelope Canyon og Horseshoe Bend

Vi stod i dag op til en behagelig temperatur fra morgenstunden – 25 grader, en dejlig fornemmelse oven på varmen i går. Grunden til vi havde valgt at tage til Lake Powell var at vi havde hørt om Antelope Canyon, som er et klippemasiv af sandsten, der ligger placeret midt i et normalt udtørret flodleje. Fra tid til anden får de såkaldte ”flash floods” (pludselige oversvømmelser) vandet til at strømme gennem flodlejet med stor kraft. Når vandet rammer sandstensklipperne i Antelope Canyon, er vandtrykket så kraftigt, at vandet skærer sig ind i klipperne og filer løs på de bløde sandstensvægge. Det er derfor vandtrykket fra det strømmende vand, der har skabt de helt fantastiske runde og bløde kløfter. Dette var et af højdepunkterne på turen som vi havde glædet os til at se, vi havde ikke drømt om at det skulle være nødvendigt at bestille tid til besøg hjemmefra.

Jagten satte ind kl. 8.00 da der blev åbnet for udbydere af turen – alt var imidlertid optaget, og humøret dalede noget. Vi havde hørt at territoriet som tilhører Navajo Indianerne skulle have ture lige uden for området, vi valgte derfor at forsøge os med at køre direkte ud til stedet. Ved indgangen til indianerreservatet fik vi at vide at der var en tur kl 13.00, så vi var lykkelige. Vi kørte ind for at booke turen endeligt og fik at vide at der var ledige plaser på en tur kl. 10.00, altså 10 min senere, så det var helt perfekt. Vi blev fordelt med 12 personer på bænke bag på adskillige store 4-hjulstrækkere, hvor vores blev ført af vores guide ”Big Daddy” eller ”Big D”, som han kaldte sig. Han oplyste at køreturen til kløften ville tage 15 min, og de bump vi ikke oplevede på vejen derud ville vi stifte bekendtskab med på vej tilbage, og så gik den vilde jagt ellers over stok og sten ud igennem sandørkenen hvor vi ind imellem sejlede frem og tilbage. Vi stod nu foran indgangen til kløften, som ulige kløfterne i Bryce, Zion og Grand Canyon der er brede for oven og smalle forneden, er smal for oven og bredere for neden, dog ikke bredere end man nogle steder kun kunne gå én person ad gangen. Big D fortalte os at der få dage forinden havde været et flash flood som havde fjernet 6 fod (1,8m) af sandbunden i grotten. De gør meget ud af at der skal være guider med på turene, fordi det kan være særdeles farligt at opholde sig i hulerne når vandet kommer. Dels stiger vandet lynhurtigt i de smalle kløfter, og dels er vandtrykket så kraftigt, at vandet river alt med sig. Disse flash floods kan komme selv om himlen er totalt blå over Antelope Canyone, det kan skyldes kraftige regnskyl adskillige miles fra kløften. For nogle år siden var der personer der døde, fordi de blev fanget i vandmasserne i kløften.

Det specielle ved kløften er at den smalle sprække foroven slipper sollys ned over de bløde runde sandstensvægge der bølger sig igennem grotten, og igennem en kameralinse skaber det nogle fantastiske billeder med farver fra gul og rød til violet og blå, som du ikke kan se med det blotte øje. Big D fortalte at der var en mand der havde solgt et billede, som han havde taget i grotten, og som han havde fået 6,5 mio. USD for. Vores kamera kørte på højtryk – måske vi kunne være heldige J. Grotten bliver også brugt af adskillige fotomodeller og også Britney Spears har optaget en af sine musikvideoer på stedet. Big D fortalte os også at de som guider passer på os på flere måder. Hver morgen fejer de bunden og toppen af kløften fri for klapperslanger, skorpioner og edderkopper, der ynder at ligge på toppen og dermed ind imellem falder ned i kløften, skøøønt at vide når vi kun var nået halvvejs igennem kløften og skulle tilbage igen, meeenn jeg får overvundet nogle grænser på denne tur, de fleste ved vist hvordan jeg har det med disse dyr 😉

Hele turen tog 1½ time, og det var en fantastisk oplevelse, og vi har fået taget nogle rigtig gode billeder.

Vi kørte nu tilbage til campingpladsen, temperaturen var nu oppe på skyhøje niveauer igen, og vi valgte at sætte aircondition til i vores camper og tage en slapper. Efter et par timer skulle der ske noget igen, og vi valgte at tage en tur ud forbi Horseshoe Bend, som også er et af de mest fotograferede steder i Arizona. Det er Coloradofloden der laver et knæk på 270 grader. Vi parkerede bilen en lille time før solnedgang, som er tidligt på disse kanter- kl 19.00, og gik godt 2 km til kanten, hvor vi havde den mest fantastiske udsigt ned over knækket på Coloradofloden, vi fik tage en masse gode billeder, selvom det gav noget af et sug i maven når vi kom for tæt på kanten. Der var rigtig mange mennesker, og på et tidspunkt var der en der tabte en linse til et kamera, hun råbte op, og der gik et sus igennem alle de tilstedeværende, og så blev der bare bumstille, ikke alle kunne se at det kun var en kameralinse der var faldet ned på klipperne og ikke en kineser der var faldet ud over skrænten, for de skyer godt nok intet, kineserne altså!

Vi har haft en rigtig god dag, med stor fryd for øjet. Efter en sen middag, kravlede vi til køjs, inden turen fortsætter videre til Grand Canyon.

Bryce til Lake Powell via Zion

Vi kørte tidlig fra Ruby’s in RV-plads da vi havde en pæn køretur foran os og samtidig gerne vil nå at se Zion Nationalpark. Da vi nåede nationalparken måtte vi betale ekstra afgift for at komme i gennem en tunnel helt ind i parken. Vi var for høje og bredde til at kunne køre i den ene side af tunnelen, så der skulle lukkes for modkørende trafik så vi kunne køre midt i tunnelen. Den var 2 km lang så det tog lidt ekstra tid. Inde i parken er det ikke muligt at køre det sidste stykke selv, da det vil give total trafik kaos. Zion er er Canyon hvor vi er nede i kløften. Den er meget frodig og netop derfor har der også tidligere været bosætning af indianerne derinde. Der er gratis shuttle bus de sidste km ind i parken. Vi tog med helt ind i bunden hvor vi ville følge en sti langs floden. Det var en meget fin sti, men der var mange mennesker, rigtig mange. Og ligesom alle andre steder vi har været var der rigtig mange kinesere. De er over alt og de har ingen pli. De masser sig ind foran overalt og tager ingen hensyn til andre. Bortset fra at der overalt var alt for mange mennesker, var det en fantastisk tur. Zion er meget populær til bjergklatring, der var dog ikke så mange pga varmen. Da kløften er meget smal kan det give store vandmængder hvis der falder regn længere oppe i bjergene. For nogle år siden blev en større flok turiser fanget i kløften da der pludselig kom store mængder vand.

Vi fortsatte fra Zion til Lake Powell. Lake Powell dannes ved at tre floder løber sammen her. Samtidig er der bygget en dæmning, så de kan kontrollere vandet. Udløbet fra Lake Powell er Colorado floden som også er en af de tre floder der løber ind i Lake Powell. Lige som det var tilfældet ved Hoover Dam er der i øjeblikket meget lidt vand i Søen pga. den meget tørre sommer. Det var varmt at komme til Lake Powell. Her var omkring 40 grader da vi kom og det blev ikke køligere før næste morgen, hvor der kun var 30-33 grader. Vi skal være 2 dage her, så der bliver god tid til at se os omkring i området.

Vi er stadig på Colorado plateauet i mellem 1300 og 1600 meters højde. De veje vi følger går stadig meget op og ned. Det er ikke usædvanligt at der er en højde forskel på 3-400 meter selv om vi bare køre ud af en lige landevej. Vores camper køre på benzin og den bruger rigtig meget. Vi køre omkring 3-4 km pr. liter. Og selv om alle sagde til os at benzin er billig i USA holder det ikke helt. Vi betaler i gennemsnit omkring 6 kr. pr. liter. Så selv om det er billigere end der hjemme, bliver det dyrt når vi kun køre 3-4 km pr. liter.

Pga. varmen blev vi enig om at vi ikke gad at lave mad selv og gik hen på marinanen lige hvor vi bor. Vi går tidlig i seng og er klar til nye udfordringer i morgen.