Efter en god nats søvn, der allerede sluttede kl. 6.00 om morgenen, var vi klar til at tage en tur på små 400 km fra Grand Canyon til Lake Havasu. Den første del af ruten foregik med Simon og undertegnede (Mathias) i styrerhuset, og den gik selvfølgelig efter forventninger upåklageligt. Efter et par timer skiftede vi, og det var nu mors og fars tur til at lede os af den gamle ”route 66”. Lad os bare være ærlige og sige at turen på ”route 66” nok mest af alt kan betegnes som ”nu har vi været der”, da der egentlig ikke var forfærdeligt meget og se på ruten.
Ved en 13.00 tiden var vi fremme ved Lake Havasu og det der møde os var et rent mareridt! 45 grader i skyggen og endnu varmere i solen, efter solnedgang faldt temperaturen til 41 grader og det var fuldstændig ulideligt. Dette førte til at de første par timer gik med at nyde camperens aircondition og en frokost. Vi skulle dog også ud at se noget, da byen er kendt for at være hjemby for en mand med store ambitioner. Tilbage i 1950 købte en mand ved navn Robert McCulloch 100 mobilehomes, der skulle danne ramme om en hyggelig lille ferieby, men der skete ikke meget i byen så Mr. McCulloch tænkte stort! I 1962 kom den gamle London Bridge til salg, da den var for faldefærdig til at være sikker at have i London, Mr. McCulloch valgte at byde på broen og endte med at købe den for 2,4 mio.! USD (ca. 16 mio. DKK). Herefter fik han den fragtede hjem og bygget op i den lille by ved Lake Havasu. Dette fik turistlivet til at blomstre og der bor i dag mere en 55.000 indbyggere i byen. Så vi drog ud for at se de gamle London Bridge, og det var da en fin bro, dog ikke noget at råbe hurra for, og vi endte med at blive enige om at det var for varmt til at gå ud af Camperen og tage billeder.
Resten af dagene blev brugt ved poolen i camperen og ved middagsbordet. Herefter var vi klar til at gå i seng til en varm nat hvor airconditionen skulle kører hele natten!!
I dag var det tid til at komme afsted til Grand Canyon. Vi kørte afsted relativt tidligt fra campingpladsen, da vi gerne ville nå at komme rundt på nogle ture inde i Grand Canyon inden det blev alt for sent. Turen dertil var ikke voldsomt spændende, men vi gjorde dog et enkelt stop i en lille del af indianer reservatet hvor man kunne se lidt af den ydre del af Grand Canyon. Her løb floden ”Little Colorado River” som er en biflod til den store Colorado flod. Da vi var på vej ud for at tage billeder, fik vi øje på et stort skilt, som advarede os mod reptiler som klapperslanger, skopioner, skolopender og edderkopper. Vi har efterhånden vænnet os til at der er nogle lidt andre dyr end vi har derhjemme, men man kigger sig alligevel for en ekstra gang inden man går når de ligefrem reklamerer så stort med det.
Herfra bevægede vi os videre ind i Grand Canyon, hvor vi også skulle overnatte. Vi fik fundet vores campingplads, hvorfra vi ville bevæge os ud på tur. En ting vi er meget fascinerede af herovre er, at man i nationalparkerne har gratis shuttle busser. Vi kunne således tage en bus lige uden for campingpladsen hen til besøgscentret inde i parken. Herfra tog vi en bus videre ud til en særskilt del af parken, hvor man kunne komme på en rundtur rundt og se nogle af de mere kendte udsigtspunkter. Busserne i parkerne kører hver 10-15 minutter, så man misser aldrig sin bus. Turen vi skulle på villesamlet tage 80 minutter, og havde 9 stop. Her kan man bare hoppe af og på som man har lyst til. Mor havde hørt om 3 af stoppene som skulle være rigtig flotte, så vi besluttede os for at sigte efter dem. Vi begav os ud til det første stop, hvor vi stod af og fik taget nogle billeder ud over kløften. Herfra havde vi en lille gåtur på omkring 2km til det næste stop, hvor vi også fik taget nogle billeder. Fra dette stop tog vi en shuttle ud til det sidste stop, hvor vi igen kunne komme ud og tage nogle billeder.
Som man måske kan fornemme ovenfor, så var den største oplevelse vi har haft. Grand Canyon er helt sikkert et ”must see” i USA, og det er så absolut imponerende og storslående at kigge ud over og høre historien om. Det er overvældende at forestille sig, at det man kigger på har taget halvdelen af jordens levetid at udforme sig. Det er gigantisk at kigge ud over – også større end man kan forstille sig når man står på kanten, og specielt imponerende at tænke på, at det er naturskabt kun ved hjælp af vand. Selvom det har taget flere milliarder år at udforme Grand Canyon som den er i dag, så ændrer den sig fortsat. Der skæres hvert år hvad der svarer til tykkelsen på et stykke papir af bunden af kløften, og den bliver således stadigvæk dybere og dybere.
Når det så er sagt, hvis ikke man har planer om at vandre nede i selve kløften eller måske se den på en helikoptertur, så er Grand Canyon kun en enkelt dags besøg værd. Når først man er stoppet 2-3 steder for at kigge ud over kløften og suge udsigten til sig, så har man stort set set hvad der er at se. Hvis man vælger at vandre, så skal man regne med 1 dag for at gå oppe fra kanten ned til floden, de dage man vil gå rundt dernede samt en dag for at gå tilbage igen. Der er ca. 1.6km (i højdeforskel) fra kanten af kløften hvor vi bevægede os rundt ned til floden i bunden af kløften. Hernede skal man også regne med at der er ca. 10 grader varmere, og det anbefales således ikke om sommeren, at man vandrer mellem kl. 10 og 16.
Da vi synes vi havde set det vi gerne ville se, hoppede vi på en bus tilbage mod besøgscentret, hvor vi fik en film at se omkring Grand Canyon. Her fik man set nogle billeder både fra helikopter, fra kanten ved sol- op- og nedgang og nede fra selve kløften, og her kunne vi konkludere, at det alligevel er en bjergtagende nationalpark og absolut et besøg værd. Hvis eller når jeg kommer tilbage, bliver det dog nok med en tur ned i selve kløften. Om det så skal være 14 dages river rafting på Colorado floden eller en vandretur må tiden vise.
Tilbage i vores camp var det for en gangs skyld ved at køle lidt ned, så vi ikke behøvede at køre med aircondition inde i vognen – heldigt nok da vi hverken havde el- eller vandtilslutning inde i nationalparken. Temperaturen nåede om natten helt ned omkring 16 grader, så vi måtte igen ud og finde tæpperne frem så vi ikke kom til at fryse. Jeg har fået lagt mig en lille forkølelse til, så jeg skal helst ikke gå hen og blive mere syg.
I morgen går turen igen til varmere himmelstrøg, så vi må nyde kulden imens vi har den 🙂
Det er i øvrigt lidt svært at få så store vidder til at klistre fast på billeder, men der er lige et par stykker alligevel.
