Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.
Forventningen var stor her fra morgenstunden, da vi vågnede til et næsten skyfri himmel – Yes – i dag ville det lykkes !!!
Vi startede med at køre op til gletsjen for at se den nede fra. Den er noget større en Fox gletsjen, men omgivelserne er ikke så fantastiske som ved Fox, hvor man kunne se den rivende flod med kæmpe isklumper, der havde revet sig løs fra gletsjen og nu flød med strømmen ned ad floden.
Gletsjen er opstået ved at sne fra bjergene presses sammen og bliver til is, der glider 100.000 gange langsommere ned af bjerget end floden gør. Der går 5 år fra sneen falder til den smelter i enden af gletsjen – den kan i perioder bevæge sig op til en meter om dagen.
Da vi havde beundret gletsjen og med bekymring så at skyerne lynhurtigt sænkede sig over bjergene jo længere tiden skred frem, valgte vi en anden lille tur ind igennem regnskoven frem til en lille sø, hvor vi kunne se gletsjen spejle sig. Det var et flot syn.
Vi var nu fremme ved middagstid og begav os tilbage til byen – skyerne samlede sig og sank længere og længere ned over bjergene. Vi bevarede håbet til det sidste, og mødte kl. 14.00 op udstyret med 4 lag trøjer og gode vandrestøvler klar til at bestige ismasserne – men hulk – turen blev aflyst endnu engang – skyerne hang simpelthen for lavt. Det var skide ærgerligt, vi havde virkelig alle sammen glædet os til denne oplevelse, som skulle have været en af højdepunkterne på vores tur. Skuffelsen var stor ikke mindst hos Mathias, som blev rigtig ked af det, men vi havde ikke tiden til at ligge en dag mere over i Franz Josef.
Vi har ikke magten over vejret – heldigvis vil jeg sige, men det er utroligt som vejret hernede på vestkysten kan ændre sig som at knipse med fingrene – men det er jo det der kendetegner kystklimaet.
Stemningen var lidt trykket da vi kørte videre nordpå – forståeligt nok.
Vi nåede frem til Hokitika og fik den sidste plads på campingpladsen. Vi havde ikke læst noget særligt om dette område, udover at det er hovedcentret for jade. Campingfatter gav os imidlertid nogle ideer til hvad vi kunne se. Der var bl.a en lund med glow worms, hvor der var fra fri adgang om aftenen. Herudover anbefalede han et besøg i byens Eco World, hvor der var mulighed for at se levende kiwier og til slut en tur – et loop på ca. 100 km ind i landet til en lille sø Lake Kaniere, med et lille vandfald og videre til Hokitika Gorge Swingbridge.
De lysende sankthans orme besøgte vi på vejen hjem fra byen, hvor vi var gået ind for at få en dessert – bare for at trøste lidt oven på dagens skuffelse.
Kiwierne og ”loopet” vil vi tage i morgen.
Vi sidder nu og kan høre Tasman havet bruse lige uden for vores camper, og lader roen falde over os.
Vi kørte i dag 147 km