Familien Smith

I dag var planen, at vi skulle køre fra Auckland til Paihia, som er New Zealands vugge i Bay Of Islands. Bugten består af en 800 km lang uregelmæssig kystlinie med 150 øer.

Øgruppen består af 8 større øer, og et stort antal spredte småøer. Den største ø måler 22.000 m².

Efter en god lang nats søvn i Auckland, blev vi kørt ud til Maui udlejning, hvor vi skulle leje en bil.

Vi kom derud, og fik en god stor bil (en Mazda 6), og var meget forundret over at alt vores bagage fint kunne være i bilen.

Vi fik kørt bilen ud fra firmat, det gik ikke voldsomt hurtigt, da far lige skulle vænne sig til automatgearet, og det at sidde i den modsatte side af bilen, og køre i den modsatte side af vejen. Vi kørte i 5 min., og kom til en rundkørsel, hvor vi ikke var helt sikre på hvor vi skulle dreje ud henne, og kørte derfor lidt langsomt. Da vi kørte langsomt forbi en udkørsel, så vi pludselig en bil der kom lige imod os, og BANG, kørte ind i siden af os. Vi holdt ind til siden, og fik aftalt med manden der var kørt ind i os, at han ville køre med os tilbage til udlejningsfirmaet, og han sagde at det var hans skyld.

Vi kom tilbage, og blev bedt om at udfylde en formular, og fik derefter en ny, tilsvarende bil, så vi kunne komme videre.

Da vi så havde kørt i nogle timer, ville vi lige holde ind, for at få en kop kaffe og en is. Vi sad og snakkede, og kom pludselig i tvivl om, hvor vores rejsepapirer var henne.

Vi gik ud til bilen for at tjekke, men de var der ikke.

Hvad skulle vi nu gøre?

Vi ledte og ledte, men de var ingen steder at finde.

Vi besluttede at ringe tilbage til udlejningsfirmaet, for at høre om de skulle have fundet dem, for vi var 99 % sikre på at de var der.

Meen der var ikke noget signal på mobilen, så vi måtte ind og låne en telefon.

Vi fik ringet til udlejningsfirmaet, men de kunne heller ikke finde dem nogen steder.

Vi kørte lidt videre, for at få noget mere signal på mobilen, og ringede derefter til en My Planet kontaktperson på New Zealand, da klokken kun var ca. 2 om natten hjemme i DK.

Vi fik af vide, at det ikke ville give os problemer, at de var væk, da vi heldigvis havde en kopi af rejseplanen, og vores fly papirer.

Så det var ikke så slemt alligevel.

Vi kørte videre, og oplevede noget FANTASTISK natur på vejen. Store åbne vider, og udsigt over stillehavet.

Vi så også nogle sjove, kunstige, får og køer med nissehuer på.

Da vi efterhånden nærmede os Paihia, som vi skulle overnatte i, kom vi pludselig i tanker om, at adressen på det hotel vi skulle bo på, også var blandt de papirer, der var blevet væk. Heldigvis var det hotel så stort, at vi kunne se det lige så snart vi kom ind i byen. Vi har fået et hyggeligt familierum med en flot udsigt over bugten.

Da vi havde fundet os til rette på vores hotelværelse, begav vi os ind til byen for at få købt ind, og få noget og spise.

Vi kom til at tænke på, hvor underligt det er, at sidde og spise pizza og drikke h.h.v. øl og cola lillejuleaften og at tænke på, at alle dem hjemme i DK stadig lå og sov, eller var lige på vej til at stå op (ca. 8:00 dansk tid).

Endelig nåede vi New Zealand.

Kun Mathias var heldig at få en rimelig nats søvn i flyet på vej hertil. Vi andre gjorde et forsøg men blev vækket flere gange af et skænderi mellem 2 passagere. Der var en svensk dreng i 10 års alderen som hostede uafbrudt det meste af natten, dette blev for meget for en ældre engelsk fru – hun forlangte at den stakkels dreng skulle have et tørklæde over hovedet til at tage de væreste baktusser, hun besyldte faderen for at være fuld, hvilket han overhovedet ikke var. Vi må sige at han havde en rimelig stor portion tålmodighed med fru Hyacint, som vi døbte hende. Til sidst blev det bare for meget, det kom næsten til håndgemæng, men en 3. passager lagde sig imellem og der faldt ro over dem. Dog kun kortvarrigt så var den gal igen, der røg udtryk som ”shut up” and ”filthy pig” igennem luften. Vi opgav simpelthen at sove, og må tage revanche iaften.

Da vi ankom til Auckland blev vi holdt tilbage i tolden fordi vi havde vandrestøvler med. I NZ kæmper de for at holde sygdomme blandt dyr nede, og indtil videre er det lykkede dem at undgå de sygdomme, som vi ser blandt dyrene i Europa, derfor har de mange restriktioner i.f.m. indrejse i landet, hvilet vi fik at føle, da der var jord under vores vandrestøvler. De skulle have en biokemisk rensning, og vi kunne hente dem igen efter 20 min. Og hvilke flotte støvler vi fik, de har faktisk ikke været flottere siden de blev købt.

Fra lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel New President, som ligger i hjertet af Auckland.

Vi har fået et familierum, som er ok.

Auckland er bygget op omkring 48 vulkaner, hvoraf den yngste var i udbrud for 600 år siden. Auckland er den største by på NZ med 1.5 mio. indbyggere. På 1/3 af nordøen bor 2/3 af NZ’s befolkning.

Det var endnu engang fristende at lægge sig til at sove, men vi overvandt søvnen, og begav os ud i byen. Her er ca. 15-17 grader og sol med lidt skyer. Ligesom en sommerdag i juni hjemme i Danmark. Vi gik ned til havnefronten, hvor vi så Americas Cup båden, både den NZ’lænderne sejlede i da de vandt. Vi var også heldige at se tilsvarende båd der sejelde med turister til 2000 kr. pr. prs. Det kunne være kanon at prøve, men det er simpelthen bare for dyrt. Der var et leben langs havnefronten, det var skønt bare at sidde og nyde solen og kigge på bådene der sejlede forbi.

Efter et lille hvil her, begav vi os til Sky Tower, som er et at Aucklands varetegn. Tårnet er 328 m., til sammenligning er Effil Tårnet 324 m. Vi blev først kørt op i 186 m højde hvor vi havde en fantastisk udsigt på 360 grader over Auckland. Herefter blev vi kørt op på 60. etage svarende til 220 m, hvor udsigten var om end endnu mere fantastisk – man kan faktisk se 82 km. væk. En del af gulvet var lavet af gennemsigtigt glas, og det var kun Mathias der syntes det var sjovt at gå på, vi andre veg uden om – det var simpelthen for vildt. Når det rigtig blæser svejer tårnet en meter, så er det altså ikke sjovt at være på toppen. Mens vi var oppi i tårnet var der en der sprang ned i et så kaldt Sky Jump – pokkers til vanvid.

Nu er kl.18.00 og vi sidder på hotellet og skriver dagbog. Mathias bemærkede at det var lidt mærkeligt at tænke på at kl. i Danmark nu er 6.00 om morgenen den 22. dec., og klassen skal til juleafslutning i kirken – mens vi sidder her på den anden side af jordkloden.