Mouraki Boulders

Vi skulle i dag videre syd på, og ca. ½ time efter start havde vi første stop ved Moeraki Boulders. Det er kæmpemæssige fuldstændig runde sten på op til 4 m i omkreds og med en vægt på adskillige tons, som ligger lige midt på stranden inden for et meget lille område. De blev dannet for 60 mio. år siden ved gradvis ophobning af kalkstenssalte omkring en fast kerne, og deres runde form har de fået i.f.m. at det bløde slamstensmateriale nedbrydes af havet. De var rigtig flotte, det er fantastisk hvilke kræfter naturen har.

Herfra kørte vi ind i landet mod Central Otago i stedet for at forsætte ned ad kysten mod Dunedin – vi må jo prioriterer. Vi havde hørt om et nedlagt jernbanespor på 150 km., som det var muligt at komme ud og køre på på cykler.

Det var en rigtig flot tur op over passet ved Kakanue Mountains.Vejret startede ellers rigtig flot fra morgenstunden af, men det blev desværre overskyet og kedeligt da vi passerede passet. Vi mødte ikke mange biler på denne tur, men vi så en masse rovfugle – nu er vi jo desværre ikke de store fuglekendere, men rovfugle var det i hvert fald. Det var en lidt barsk tur, fordi det gik meget op og ned, samtidig var der et voldsomt stormvejr, og det kunne virkelig mærkes i sådan et køretøj som vi kører i.

Efter ca. 5 timer på vejen nåede vi Alexandra, hvor vi fandt en campingplads – det var rart at få et hvil ikke mindst for vores far, da det er ham der må bestyre rettet hele tiden. Sidst på eftermiddagen begav vi os på gåben ind til byen, for at undersøge mulighederne for at leje cykler. Det var efterhånden blevet lørdag aften, og da har forretningerne selvfølgelig lukket, så det fik vi ikke meget ud af. Nu må vi prøve i morgen selvom det er søndag !!

Vi lavede selv mad i dag, rigtig gode bøffer med kartofler vores gave – bearnaise sauce – og salat – hertil en fremragende NZ Melot.

Vi har nu spillet lidt kort og skal i seng – vi må se om vi har mere held med cyklerne i morgen.

Vi har i dag kørt 239 km.

Mathias i en sten
Ødelagt sten
Mouraki Boulders

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *