Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.
Vi var tidligt oppe i dag og klar til at se på kiwier fra morgenstunden.
Det var et pudsigt foretagende – stedet virkede meget amatøragtigt lavet.Vi blev ledt igennem nogle gange, der var banket sammen af gamle brædder. Ind imellem var der placeret små og store akvarier med forskellige fiskearter. Vi kom forbi Tuataraen som er NZ levende dinosaur, der bla. spiser weta, som er et insekt på mellem 4 og 20 cm. Herudover var der et stort akvarium med gigantiske ål, de var så tykke som et fuldvoksent kvindelår 😉 og 1 – 2 meter lange – de var faktisk rigtig klamme, og må ikke være sjove at møde på en badetur. Herudover så vi klovnefisk, søheste og andre spændende fisk.
Herefter gik turen ind til kiwierne – de havde 4 levende eksemplarer. Kiwien er på størrelse med en kalkun og kan ikke flyve. Før NZ blev opdaget levede her kun fugle og insekter, og der var derfor ikke nogen naturlige fjender, og kiwien havde derfor ikke brug for at kunne flyve. Fuglen er nu en særdeles truet dyreart, hvor man gør alt for at holde bestanden i live. Nogle programmer går ud på at man samler æg i naturen og ruger dem ud, og først slipper kiwien fri, når den er i stand til at klare sig selv. Stedet her var med i et af de programmer der er iværksat for at redde bestanden.
Efter vores lille dyrebesøg, begav vi os ud på det 100 km. lange loop ind i landet. Det var godt at vi nu havde vænnet os til at køre i lastbil, for vejen blev smallere og smallere og mere og mere kringlet efterhånden som vi kom ind i landet. Da vi nåede søen gik den asfalterede vej over i grusvej, og vi krydsede fingre for at vi ikke mødte nogle modkørende biler, hvilket der heldigvis kun var ganske få af.
Vi nåede ind til det flotte Dorothy Falls, som nærmest lå inde i en lille grotte med høje, stejle mosbegroede klippesider hele vejen rundt. Herefter begav vi os på gåben ned til søen, hvor Mathias fik dyppet tæerne, og vi andre kunne nyde den flotte udsigt og ikke mindst stilheden.
Vi skulle nu videre til Hokitika Gorge hvor vi kunne komme ned til via en hængebro, som gik hen over slugten med det mest fantastiske blågrønne vand. Slugten bestod af hvide klipper, der bugtede sig af sted op og ned igennem kløften og i bunden løb den fantastiske blågrønne flod – det var bare så flot – endnu engang godt vi har et digitalt kamera, for her blev taget rigtig mange billeder.
Vores frokost indtog vi på en lille afstikker til floden, hvor vi fik lastbilen bugseret ned. Det var et rigtig dejligt sted vi havde fundet her, og det var ene og alene campingfatters fortjeneste.
Turen gik nu videre nord på, og lige efter Greymouth kørte vi lige forbi en gigantisk crosserbane. Set i lyset af skuffelsen fra i går, blev vi enige om at de tre drenge kunne få lidt kompensation her – det faldt i god jord.
Vi er nu nået til Punakaiki, hvor de kendte Pancake Rocks og Blowholes ligger, det vil vi studere i morgen tidlig når der bliver lavvande, inden vi fortsætter videre nordpå til Nelson Bay, hvor vi har planlagt et par dage, inden vores tur er ved at være slut og desværre må fortsætte tilbage til Christchurch.
Vi kørte i dag 187 km
