Simon havde af Morten og hans familie fået en pakke med som først måtte åbnes i dag den 3.3. Pakken indeholdt Knors béarnaise sauce, Pasta Quick, Toms poletter – stærk lakrids, samt salte fisk fra Katjes, herudover var der vedlagt nogle danske flag samt et billede af Morten i tilfælde af hjemve. Flagene hænger vi op i bagruden på vores camper, når vi skifter til den i morgen, så er der måske lidt større forståelse for, at vi engang imellem har lyst til at køre i den forkerte side af vejen.
Vi siger mange tak til Morten og hans familie, og det har vi gjort mange gange i løbet af i dag, hvor vi har haft hånden nede i posen med Toms poletter – herligt.
Vi skulle med færgen til Picton kl. 10.35 – vi var noget spændte på hvordan det ville går uden den originale voucher, alt gik dog fuldstændig gnidningsløst og vi kunne ånde lettet op.
Vi var også i dag vågnet op til kold, grå og kedelig dag – ca. 12 grader. Det blæste en del, så Simon og jeg valgte at tage et par søsygepiller for at være på den sikre side. Per og Mathias kunne sagtens klare sig uden …
Starten på sejlturen var lidt barsk, båden vippede temmelig meget, og jeg priste mig lykkelig for at jeg havde indtaget en pille, ellers var det gået galt. Simon blev så sløv at han sov fra det meste. Mathias var noget overrasket over den urolige tur, men han klarede det trods alt uden de store problemer. Vores far er jo bare søstærk, og syntes ikke det var noget særligt. Sejlturen tager 3 timer, og det var specielt turen fra Wellington, og til man kommer fri af Nordøen, der var værst, her er nemlig en masse klippestykker og rev, som får bølgerne til at brydes så vandet bliver uroligt.
Den urolige sejlads blev imidlertid belønnet da vi påbegyndte indsejlingen til Picton igennem skærgården på Sydøen. Det var en fantastisk flot tur, ligner indsejlingen til Oslo, dette her er bare endnu mere storslået – solen strejkede desværre stadig væk – men det var nu flot alligevel.
Vi skulle nu køre til Kaikoura, som ligger ca.150 km. fra Picton langs østkøsten. Vi havde på Nordøen kørt langs bølgende grønne bjerge, nu kørte vi langs bølgende afsvedne bjerge, men bestemt ikke mindre smukt.
Dagens højdepunkt var en gigantisk sælkoloni, som Simon opdagede lige uden for Kaikoura. Vi holdt ind til siden, og steg ud af bilen, og her var bare sæler i hobevis – vi talte de første 100, det var et helt fantastisk syn. De lå på klippeskærene, tumlede sig i vandet, legede og baskede rundt på
deres luffer. Der var både store – meget store fuldvoksne sæler og helt små unger – vi har aldrig oplevet noget lignende og kunne bare stå og kigge på dem i timevis. Men vi skulle jo videre.
Da vi ankom til Kaikoura kom solen frem og temperaturen steg til 14 grader – stadig ikke rigtig sommer, men trods alt fremskridt. Kaikoura ligger lige der hvor bjergene møder havet, og bjergene var stadig indhyldet i skyer.
Vi har på nettet reserveret en hvalsafari, som vi skal på i morgen tidlig kl. 6.45. Vi gik en tur ned i byen for at få reservationen bekræftet, og for at høre om de sejlede. Der har ikke været ret mange sejladser her på de sidste, fordi vejret på havet har været for hårdt – men i morgen lover de fint vejr, så vi kommer af sted. Heldigt at vi havde bestilt på nette, for alt var udsolgt – det Internet er nu en god opfindelse.
Det er i dag sidste overnatning på hotel inden vi skifter til camper og dermed et lidt mere primitivt liv – det skulle vi lige fejre med en god middag – og hvilken himmelsk middag, vi fik en halv hummer hver, området her er jo kendt for sine skaldyr, og det var bare guf. De nye kartofler som vi fik til hovedretten og jordbærrene til dessert vidner trods alt om at det er sommer hernede.
Da vi kom ud fra restauranten mødte der os et fantastisk syn, skyerne var forsvundet fra bjergene, det var skyfrit, og vi kunne se sne på bjergtoppene – det lignede billedet fra filmselskabet der også har de sneklædte bjergtoppe som deres logo. Vi fik taget nogle rigtige flotte fotos i skumringen.
Vi er nu klar til at gå til ro, så vi er friske til en af vores turs store oplevelser i morgen.
