Så kom dagen endelig, hvor vi skulle afsted. Vi startede dagen kl. 02:30 med et hurtigt bad inden vi fik pakket det sidste i kufferterne og blev klar til at køre fra Assens omkring kl. 03:30. Normalt tager vi det ikke så nøje med anbefalede ankomsttider i lufthavnen, men der skulle vise sig at være god grund til den anbefalede ankomst 3 timer før afgang i dag.
Turen gik uden problemer til lufthavnen i Kastrup, hvor vi fik smidt bilen og var klar til skulle af med bagagen. Vi regnede med at vi blot skulle printe en bag-label selv og smide bagagen af og så var det dét, men så let slap vi ikke! Vi blev i selvbetjeningsautomaten bedt om at gå til check-in skranken og checke vores bagage ind der i stedet for. Her blev vi mødt af to amerikanske mænd i jakkesæt som startede med at tjekke vores pas og derefter dele os – Mathias og jeg for os selv og Ulla og Per for sig selv. Så begyndte der ellers et større krydsforhør om hvem der havde pakket vores kufferter, hvor de havde være fra de blev pakket til vi kom i lufthavnen, om andre havde tilbudt os gaver eller bedt os medbringe noget etc. Det virkede som en lidt voldsom start, men vi tog det ikke alt for tungt og svarede med et smil. De lod ikke til at synes synderligt om vores lidt smilende tilgang til deres spørgsmål, så vi måtte svare mere seriøst.
Vi var heldigvis de første der kom til skranken, så der gik ikke alt for længe med at få det smidt af, men da vi gik derfra var der allerede lang kø, og vi forstår derfor bedre hvorfor det anbefales at møde 3 timer før.
Det lykkedes at få afleveret vores bagage og komme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen med tid til lidt morgenmad inden vi skulle på flyet. I gaten blev vi igen mødt med flere spørgsmål om eventuelle indkøb og hvem der holdt opsyn med vores bagage under vores ophold i terminalen. Vi synes på den ene side at det virkede lidt voldsomt, men på den anden side føler man sig også ret sikker når man først går om bord på flyet. Flyet var fra Delta Airlines – et selskab vi aldrig før har fløjet med, men som skulle vise sig at være ganske udmærkede med god service og ankomst et kvarter før planlagt hvilket gav samlet flyvetid på lige over 8 timer. I JFK lufthavnen i New York skulle vi naturligvis igennem paskontrol, hvilket vi havde forventet ville være langt mere omfattende end det egentligt var. Det tog ikke mange minutter før vi var igennem og kom i vores taxa ind til hotellet.
Efter vores ankomst på vores hotel – placeret på indre Manhatten på West 38th street – besluttede vi os for at gå lidt rundt og få de første indtryk af byen. Det er svært at beskrive det med få ord, men ét ord der kan beskrive det kort er GIGANTISK! Kæmpe bygninger, tusindvis af mennesker og masser af liv alle vegne. En tur forbi Time Square området og Broadway var nok til at give det første indtryk af hvilken kæmpe stor by det er.
Vi er nu tilbage på hotelværelset inden vi skal ud og finde lidt mad og få os en god nats søvn oven på vores lange rejse.
Vi vil forsøge at føre dagbog hver dag, men kan ikke garantere at vi lige får det lagt ud på hjemmesiden hver dag. Og I skal alle naturligvis være meget velkomne til at lægge en kommentar på vores indlæg.
PS! Vi mødte i øvrigt Pilou Asbæk i lufthavnen ved ankomst til New York, Mathias gjorde opmærksom på, at der var en mand der lignede Carl fra ”Kvinden i buret”, ganske meget, og ikke uden grund.