Rejser – Side 9 – Familien Smith

47 km på mountainbike på Otago Central Rail Trail

Hurra det lykkedes, vi var så heldige at forretningen med cykeludlejning var åben kl. 10.00, da vi kom ned i byen. Vi aftalte med ejeren at han ville kører os 57 km. ind i landet og sætte os af ved jernbanesporet Otago Central Rail Trail – herfra var der 47 km. retur via det gamle jerbanespor til Alexandra, hvor cyklerne skulle afleveres igen og konverteres til vores lille lastbil.

Jernbanesporet blev bygget i 1880, og det tog 28 år indtil sporet på i alt 150 km var helt færdigt. Det blev nedlagt i 1990, hvor man brugte 3 år og 3,4 mio. kr. på at fjerne alle togskinnerne og omdanne sporet til denne fantastiske cykelrute.

Vi kørte på grus, og det var bare en fantastisk tur. Vi kørte igennem mørke tunneller hvor man ikke kunne se fra den ene ende til den anden, det var bare rigtig mørkt. Vi kørte forbi områder hvor nogle af scenerne til Ringenes Herre er optaget. Vi havde udsigt til de sneklædte bjerge ved Queenstown samt starten på de sneklædte Cook Mountains. Det var bare så fantastisk, der var intet ud over naturen og tusindvis af får – man kunne ligefrem høre stilheden, de eneste lyde var vandet fra de rislende bække, de brægende får og fuglesang – en fantastisk tur. Vi mødte kun ganske få cyklister på denne rute, så vi havde det stort set for os selv.

Vi har været rigtig heldige med vejret i dag, der har været strålende sol det meste af dagen og en pæn temperatur.

Vi var dødtrætte, havde skide ondt i r…., og var mættet af indtryk da vi kom retur efter ca. 5 timers cykeltur.

Vi havde snakket med ejeren af cykelforretningen, som anbefalede os at køre til Milford Sound nordom via Queenstown i stedet for sydover via Gore, som vi ellers havde planlagt. Han mente at denne rute var for kedelig i forhold til den anden, selvom vi kommer til at køre en del af den anden rute to gange, når vi skal nordpå igen. Vi valgte at lytte til ham, og har derfor vendt snuden mod Queenstown, og har fundet en rigtig hyggelig campingplads lidt syd for Cromwell. Det var ikke den vi havde planlagt, men da vi ledte efter den vi havde planlagt dukkede denne her lige pludselig op. Den ligger utrolig flot ned til floden.

Vi har fået vasket lidt tøj, og er nu lige kommet tilbage fra en rigtig god middag, som vi har indtaget på The Lazy Dog, som ligger lige på den anden side af vejen. Det viste sig at være et vinhus, med rigtig god vin.

Vi fik lam igen, og lam smager altså anderledes hernede, det smager slet ikke af lam !!

Hertil fik vi en Pinot Noir – som de laver som bourgogne vine i Europa –den var bare lækker.

Nu er vi bare grydeklar alle sammen, og jeg tror vi kommer til at sove rigtig godt i nat.

Vi har i dag kørt 56 km. – ikke særlig langt, men vi var simpelthen for trætte til at køre længere.

På cyklerne — Per, Mathias og Simon på cyklerne

Otago Central Rail Trail — Sådan noget vej kørte vi på

Mouraki Boulders

Vi skulle i dag videre syd på, og ca. ½ time efter start havde vi første stop ved Moeraki Boulders. Det er kæmpemæssige fuldstændig runde sten på op til 4 m i omkreds og med en vægt på adskillige tons, som ligger lige midt på stranden inden for et meget lille område. De blev dannet for 60 mio. år siden ved gradvis ophobning af kalkstenssalte omkring en fast kerne, og deres runde form har de fået i.f.m. at det bløde slamstensmateriale nedbrydes af havet. De var rigtig flotte, det er fantastisk hvilke kræfter naturen har.

Herfra kørte vi ind i landet mod Central Otago i stedet for at forsætte ned ad kysten mod Dunedin – vi må jo prioriterer. Vi havde hørt om et nedlagt jernbanespor på 150 km., som det var muligt at komme ud og køre på på cykler.

Det var en rigtig flot tur op over passet ved Kakanue Mountains.Vejret startede ellers rigtig flot fra morgenstunden af, men det blev desværre overskyet og kedeligt da vi passerede passet. Vi mødte ikke mange biler på denne tur, men vi så en masse rovfugle – nu er vi jo desværre ikke de store fuglekendere, men rovfugle var det i hvert fald. Det var en lidt barsk tur, fordi det gik meget op og ned, samtidig var der et voldsomt stormvejr, og det kunne virkelig mærkes i sådan et køretøj som vi kører i.

Efter ca. 5 timer på vejen nåede vi Alexandra, hvor vi fandt en campingplads – det var rart at få et hvil ikke mindst for vores far, da det er ham der må bestyre rettet hele tiden. Sidst på eftermiddagen begav vi os på gåben ind til byen, for at undersøge mulighederne for at leje cykler. Det var efterhånden blevet lørdag aften, og da har forretningerne selvfølgelig lukket, så det fik vi ikke meget ud af. Nu må vi prøve i morgen selvom det er søndag !!

Vi lavede selv mad i dag, rigtig gode bøffer med kartofler vores gave – bearnaise sauce – og salat – hertil en fremragende NZ Melot.

Vi har nu spillet lidt kort og skal i seng – vi må se om vi har mere held med cyklerne i morgen.

Vi har i dag kørt 239 km.

Mathias i Mouraki Boulders — Mathias i en sten

Danmark til venstre og alperne til højre

Vi vågnede efter første nat i vores camper til en flot dag med sol fra en skyfri himmel – sommeren var nu endelig kommet.

Vi frøs i nat, men det blev hurtigt lunt fra morgenstunden, så vi kunne sidde ude og nyde vores morgenmad.

Vores tur går først sydover, men i stedet for at køre helt ude langs kysten hele vejen, valget vi at tage en rute lidt ind i landet til Mount Hutt, før vi endte ude ved østkysten igen.

Det viste sig at være et godt valg, det var nemlig en fantastisk flot tur, hvor vi hele tiden havde de sneklædte bjerge på vores højre side, vi passerede floder i alle størrelser – solen skinnede fra en skyfri himmel, som var helt isblå lige over bjergtoppene og skiftede til en mørkere blå farve, jo højere man kiggede op mod himlen. Så vi til venstre var landskabet totalt fladt med grønne marker, og vidste man ikke bedre, skulle man tro vi kørte hjemme i Danmark – en meget speciel oplevelse.

Det er dejligt at vi nu har vores ”hus” med os, vi kan holde ind og lave en kop kaffe og smøre en klemme når vi har lyst til det – det giver en dejlig frihed.

Vi har været på vejen ca. 5 timer i dag og har fundet en campingplads i Oamaru som ligger lige ud til kysten, og som er kendt for sine guløjede pingviner, der kommer ind til kysten hen under aften.

Vejret blev desværre dårligere jo længere vi kørte syd på, og var helt overskyet sidst på dagen, men holdt dog tørvejr.

Her til aften kørte vi ud for at se guløjede pingviner, de har en karakteristisk gul aftegning ved øjnene og er ca. 70 cm. høje. Det var rigtig spændende – det er virkelig søde, når de skyller ind på stranden, fortumlet får rejst sig op og vralter ind over sandbredden og påbegynder opstigningen i krattet. Det var en meget stejl skråning på en 50 – 100 m, som de kravler op ad. Helt øverst oppe er der så en afmærket rute, som vi kan gå langs med. Vi var der ca. 1½ times tid – tiden fløj bare af sted. Vi havde også mulighed for at se de blå pingviner som skyller ind i bugten, som ligger lige ved siden af. Det skulle man betale for – som vi har sagt før – det er meget kommercielt hernede. Vi blev enige om at vi havde set pingviner nok for i dag, og valgte at køre tilbage til vores campingplads.

Der må vi indrømme, at det er lidt bøvlet med camperen, vi er nødt til at skal have alt pakket ned og have skuffer og skabe låst fast før vi kører – men vi kan jo ikke få det hele. Den by vi kørte i i dag, havde meget stejle gader, så det var meget spændende, når vi skulle op og ned at disse !!!!! Per har i hvert fald lært, at man ikke skifter til 2. gear midt på en stejl bakke – meget rart at have prøvet det af, inden vi skal op og køre i de rigtige bjerge!!!!!!!

Vi sidder nu og nyder en kop kaffe inden vi går til ro.

Vi har i dag prøvet at fastlægge en rute hele vejen rundt på Sydøen ud fra de ting som vi gerne vil se og må konstatere, at vi har for lidt tid ………. Vi må igen prioritere selvom det bliver svært.

Vi har i dag kørt 246 km.

Pingvin fri natur — En pingvin i fri natur

Hvaler, delfiner og camper

I dag stod vi tidligt op for at komme ud og se hvaler. Det var en pragtfuld morgen vi stod op til. Det var hunde koldt (4 grader), men solen var på vej op på en helt skyfri himmel. Det første vi så til solens stråler var da den ramte bjergtinderne i det fjerne. Det var fantastisk flot med solens stråler der spejlede sig i de sneklædte bjergtinder.

Vi skulle checke in til vores hvaltur kl. 6.45. Efter en kort briefing blev vi kørt i bus ud til båden. Det var en tur på 5-10 min. Busturen blev brugt til at vise video om sikkerhedsreglerne om bord.

Vi var heldige i dag, for hvalerne var ikke langt fra kysten, ca. 5-10 mil ude og det tager ikke lang tid når båden sejler 30 knob. Der gik ikke lang tid før de havde fundet den første hval der var oppe. Da vi nåede i nærheden af hvalen blev farten sænket og vi fik lov at gå ovenpå, hvor vi havde et fantastisk udsyn. Den var godt nok stor, ca. 16 m. Det var Sperm whales der var derude. Vi diskuterede lidt hvad Sperm Whales egentlig er for en hval på dansk. Mathias mente helt sikret at det er en Kaskelot hval, men det var vi andre nu ikke så sikker på, men det er nu Mathias der har ret. Det er Kaskelot hvaler. Vi fik nogle rigtige gode billeder af hvalerne. Når de dykker ned går der mellem 5-15 min inden de kommer op igen, og nogle gange meget længere tid. Når vi sejlede til et nyt sted, brugte de tiden til at fortælle om Kaskelot hvalen, det var meget spændende. Vi nåede at se 4 hvaler på helt tæt hold og da hvalerne i dag var så tæt på kysten var der tid til at vi også nåede forbi en flok delfiner. De oplyste at der var 2-300 i flokken, der var i hvert fald mange. På vej ind fortalte de bl.a. om Fur sælen som kun findes ved New Zealand, det var den vi så i går. Vi så også op til flere Albatroser, som får en dansk måge til at blegne.

Selv om det var stille vejr, er Stillehavet aldrig stille og derfor rullede båden også en del. Heldigvis havde både Ulla og drengene fået søsygepiller, så vi havde det alle fire helt fint, men der var andre der fik hårdt brug for poserne.

Da vi kom tilbage fra Hvalturen skulle vi haste videre til Christchurch for skifte bilen ud med en Autocamper. Vi nåede i god tid ud til Mauri, udlejning, men så var den gal igen. De skulle bruge vores voucher for at vi kunne leje camperen. De var meget hjælpsomme med at prøve at kontakte My Planets agent på New Zealand og i Australien, men de kunne ikke hjælpe og i Danmark var klokken jo kun 2 om natten. Vi fik camperen og de fik sikkerhed i kreditkortet, Master Card er et most når man vil ud og rejse!!!

Det er en stor Camper 3,2 m i højden og 6,6 m lang. Desværre kunne de ikke levere med automatgear som vi ellers var blevet lovet. Det er lidt besværligt når gearstangen sidder i venstre side, men det skal nok gå. Vi er nu kommet 50 km uden for Christchurch og har fundet en fin campingplads. Det er ikke den store luksus, men vi har friheden til nu at køre hvorhen vi ønsker.

Vejret har været flot hele dagen, lige nu er solen ved at gå ned (21.15),og der er stadig skyfrit, men det bliver køligt nu igen, så vi trækker indenfor i camperen og får en kop kaffe inden vi skal tidligt i seng, det har været en lang dag.

I dag har vi kørt 180 km i bilen og 60 km i camperen.

Farvel til nordøen og goddag til sydøen

Simon havde af Morten og hans familie fået en pakke med som først måtte åbnes i dag den 3.3. Pakken indeholdt Knors béarnaise sauce, Pasta Quick, Toms poletter – stærk lakrids, samt salte fisk fra Katjes, herudover var der vedlagt nogle danske flag samt et billede af Morten i tilfælde af hjemve. Flagene hænger vi op i bagruden på vores camper, når vi skifter til den i morgen, så er der måske lidt større forståelse for, at vi engang imellem har lyst til at køre i den forkerte side af vejen.

Vi siger mange tak til Morten og hans familie, og det har vi gjort mange gange i løbet af i dag, hvor vi har haft hånden nede i posen med Toms poletter – herligt.

Vi skulle med færgen til Picton kl. 10.35 – vi var noget spændte på hvordan det ville går uden den originale voucher, alt gik dog fuldstændig gnidningsløst og vi kunne ånde lettet op.

Vi var også i dag vågnet op til kold, grå og kedelig dag – ca. 12 grader. Det blæste en del, så Simon og jeg valgte at tage et par søsygepiller for at være på den sikre side. Per og Mathias kunne sagtens klare sig uden …

Starten på sejlturen var lidt barsk, båden vippede temmelig meget, og jeg priste mig lykkelig for at jeg havde indtaget en pille, ellers var det gået galt. Simon blev så sløv at han sov fra det meste. Mathias var noget overrasket over den urolige tur, men han klarede det trods alt uden de store problemer. Vores far er jo bare søstærk, og syntes ikke det var noget særligt. Sejlturen tager 3 timer, og det var specielt turen fra Wellington, og til man kommer fri af Nordøen, der var værst, her er nemlig en masse klippestykker og rev, som får bølgerne til at brydes så vandet bliver uroligt.

Den urolige sejlads blev imidlertid belønnet da vi påbegyndte indsejlingen til Picton igennem skærgården på Sydøen. Det var en fantastisk flot tur, ligner indsejlingen til Oslo, dette her er bare endnu mere storslået – solen strejkede desværre stadig væk – men det var nu flot alligevel.

Vi skulle nu køre til Kaikoura, som ligger ca.150 km. fra Picton langs østkøsten. Vi havde på Nordøen kørt langs bølgende grønne bjerge, nu kørte vi langs bølgende afsvedne bjerge, men bestemt ikke mindre smukt.

Dagens højdepunkt var en gigantisk sælkoloni, som Simon opdagede lige uden for Kaikoura. Vi holdt ind til siden, og steg ud af bilen, og her var bare sæler i hobevis – vi talte de første 100, det var et helt fantastisk syn. De lå på klippeskærene, tumlede sig i vandet, legede og baskede rundt på

deres luffer. Der var både store – meget store fuldvoksne sæler og helt små unger – vi har aldrig oplevet noget lignende og kunne bare stå og kigge på dem i timevis. Men vi skulle jo videre.

Da vi ankom til Kaikoura kom solen frem og temperaturen steg til 14 grader – stadig ikke rigtig sommer, men trods alt fremskridt. Kaikoura ligger lige der hvor bjergene møder havet, og bjergene var stadig indhyldet i skyer.

Vi har på nettet reserveret en hvalsafari, som vi skal på i morgen tidlig kl. 6.45. Vi gik en tur ned i byen for at få reservationen bekræftet, og for at høre om de sejlede. Der har ikke været ret mange sejladser her på de sidste, fordi vejret på havet har været for hårdt – men i morgen lover de fint vejr, så vi kommer af sted. Heldigt at vi havde bestilt på nette, for alt var udsolgt – det Internet er nu en god opfindelse.

Det er i dag sidste overnatning på hotel inden vi skifter til camper og dermed et lidt mere primitivt liv – det skulle vi lige fejre med en god middag – og hvilken himmelsk middag, vi fik en halv hummer hver, området her er jo kendt for sine skaldyr, og det var bare guf. De nye kartofler som vi fik til hovedretten og jordbærrene til dessert vidner trods alt om at det er sommer hernede.

Da vi kom ud fra restauranten mødte der os et fantastisk syn, skyerne var forsvundet fra bjergene, det var skyfrit, og vi kunne se sne på bjergtoppene – det lignede billedet fra filmselskabet der også har de sneklædte bjergtoppe som deres logo. Vi fik taget nogle rigtige flotte fotos i skumringen.

Vi er nu klar til at gå til ro, så vi er friske til en af vores turs store oplevelser i morgen.