Kategori: New Zealand 2006/2007

Guldminer, kiwifrugter og rådne æg

I dag skulle vi forlade Tairua for at køre længere sydpå og lidt ind i landet til byen Rotorua. Området er kendt for Gejser, svovl søer og anden termisk aktivitet. Byen ligger lige ned til Rotorua Sø og området i og omkring byen syder og bobler af termisk aktivitet. Byen stinker, ja det gør den altså, det lugter af rådden æg eller svovl.

Vi forlod Pacific Habour Lodge i Tairua i morges. Det var med lidt vemod, for det var et utroligt dejligt sted og et pragtfuldt hotel, men vi skulle videre. Vores første stop var i Waihi, som ligger ca. 100 km nede af østkysten. Waihi er en gammel guldgraver by, men til forskel fra mange andre gamle guldgraver byer graves der stadig guld i Waihi. Det er ikke i lukkede gange og skakter, men i et stort åbent brud. Det var utrolig spændende dels at se bruddet som er enormt. Jeg kender ikke omkredsen, men det er 250 m dybt og lastbilerne køre 3 km for at køre fra bunden og op til toppen. Hver lastbil køre 24 gange om dagen op fra ”hullet”, den kan laste 100 ton og heri vil der ca. være 8-10 teskeer fuld guld eller sølv. Den guld åre de har gravet i de seneste år er ved at være tom, men de har fundet en ny i nærheden, der var en flot beskrivelse af hvorledes de vil gøre området tilgængeligt for alle og fylde ”hullet” med vand. Det vil tage ca. 5 år. Den kunstige sø der herved opstår bliver 195 m dyb.

Fra Waihi kørte vi videre sydpå og kom blandt andet gennem Te Puke som er en lille by, der er blevet stenrig på Kiwi’er. Det var her det hele startede og hele området er fyldt med Kiwi plantager.

Fra Te Puke var der ikke langt til Rotorua og stanken. Vi har fået et godt hotel, som ikke ligger så langt fra New Zealands største Gejser Pohutu. Hele området omkring gejseren er fyldt med gejsere, hotpol (kogende søer), mudpool, (kogende mudder), og i hele området damper det op af huller i jorden og så den forfærdelige stank af svovl. Det var et utroligt spændende område at være i. Mange steder kunne vi mærke varmen fra de kogende søer og gejserne. Når vi gik der og så damp komme op over alt, kogende mudder og sprudlende gejser, kom man uvilkårligt til tænke ”gad vide hvornår det hele eksplodere”. Rotarua har gennem mange år levet højt på den termiske varme, og har udnyttet den så meget på bl.a. hotellerne, at der i dag er væsentlig mindre aktivitet i flere af gejserne, end der var tidligere. De har nu lavet kraftige restriktioner for hvor meget der må udnyttes i området.

Vi har i dag kørt gennem mange byer ned langs østkysten, og selv om byerne er forskellige er der et fællestræk som har overrasket os meget. De ser alle frygtelige kedelige ud. Det ser ud som om New Zealand har haft en storhedstid for 5-10 år siden, men at det hele er gået i stå siden. Vi ser ikke meget byggeri og mange huse og butikker ser ud som om de ikke har været vedligeholdt de seneste år. Jeg ved de har en meget lav arbejdsløshed hernede, hvilket ikke helt passer ind i billedet af, at tingene ser ud til at være gået i stå. Det må vi prøve at finde ud af.

Selv om vi mistede vores rejsepapir og dermed også alle vores Voucher til hotellerne m.v. har det ikke givet os problemer endnu.

Vi kørte i dag knap 220 km. Med pauser 6-7 timer.

Aktiv gejser i Roturua
Thermisk aktivitet i Roturua
Guldgraven i Waihi

Coromandel regionen

Tairua ligger i Coromandel regionen på østkysten. Hotellet vi bor på er utrolig dejligt. Vi har vores egen lille lodge med 2 separate soverum, en opholdsstue og et lille køkken, stort nok til at lave både morgenmad og aftensmad. Der er en helt vidunderlig fred her på stedet, som vi sidder og nyder lige nu efter endnu en dag fyldt med nye oplevelser. Hele området vi er i nu er et rigtig ferieparadis. Indbygge tallet 10 dobles her i højsæsonen, vi har dog fået fortalt at det først sker i morgen. Det er vi meget glad for. Vi har netop talt om hvor få mennesker her er. På strandene ser vi kun ganske få, selv om vi i dag har oplevet flere helt fantastiske strande med det hvideste sand og Stillehavets blågrønne vand. Vejret har ændret sig i dag, selv siger de hernede at det er sommeren der er kommet, blot 3 uger senere end den plejer. Vi har haft masser af sol og 23-25 grader, det helt rigtige vejr til at opleve denne del af NZ – selvom vi har husket solcremen, har vi fået lidt røde nakker og skuldre..

Vi startede dagen med morgenmad på verandaen, efter at vi havde sovet lidt længe helt til halv otte. Vores første stop i dag var faktisk i byen hvor vi bor. Her står resterne af et gammelt vulkan krater hvor vi gik op ca. 30 min. frem og tilbage. Ikke fordi der er noget tilbage af selve vulkanen, men fordi der skulle være en helt fantastisk udsigt. Det var ganske rigtigt. Der var en fantastisk udsigt over byen og hele området, blandt andet ned over hotellet vi bor på og den lille indsø hotellet ligger ned til. Der er meget stor forskel på tidevandet hernede, mellem 2 og 4 meter. Det betyder blandt andet at hele indsøen bliver tørlagt 2 gange om dagen når det er lavvande.

Herefter gik turen nordpå ca. 25 km. Til Cathedral Cove, som er en gigantisk kalkstenshvælving, og et stor kalkstensklippestykke, der får mange år siden er knækket af klippen, og nu står ensom om majestætisk ude i vandet. Man kan kun komme dertil til bens eller til vands. Vi valgte at vandre turen, som tager en god time frem og tilbage. Det var en fantastisk udsigt vi oplevede på vejen dertil. Det var en dejlig badestrand, hvor Mathias fik sig dyppet, vi andre skulle ikke nyde noget, det var for koldt for os.

Nu gik turen videre til Hahei Beach, endnu en kridhvid Bounty strand, med azurblåt vand og udsigt til vulkankratere rundt i bugten. Mathias fik en dukkert igen, mens vi andre fik os et lille hvil. Som om vi ikke havde set strande nok, tog vi også lige til Cooks Beach, den var dog ikke så smuk som de andre, men et historisk sted, da det var her James Cook første gang gik i land på New Zealand. Vi sluttede dagen af på den berømte Hot Water Beach. Her bobler det termiske varme vand lige under sandet, og kan opleves 2 timer før og efter lavvande.Vi var udstyret med en spade og gik i gang med at grave os et lille badekar. Det forgik med stepdans, for vandet er omkring 60 grader, og derfor meget varmt om fødderne. Det var rart når bølgerne fra havet nåede ind og blandede sig med det varme vand. Det er et meget lille område på stranden, der er denne aktivitet fra undergrunden, og det er lidt sjovt at se, alle de mennesker der sidder i hvert deres lille badekar gravet i sandet.

Verden er jo lille som man siger, for på stranden mødte vi en dansk familie som også var på en 5 ugers rundrejse på New Zealand sammen med deres to drenge, der dog var lidt yngre end vores.

Vi returnerede til hotellet omkring kl. 19.00 godt trætte oven på dagens oplevelser.

I morgen skal vi videre, vi har en køretur på ca. 4 timer foran os før vi lander i Rotorua, som bliver det næste område vi skal se.

Vi kørte i dag i alt 85 km.

Cooks Beach
Cathedral Cove
Udsigt over Tairua

På vej til Coromandel

Så er det et par dage siden vi har været på nettet, og har nu mulighed for at komme på igen. Hvor er det dejligt med alle de mange hilsner vi har fået, det skal I alle sammen have tak for. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul.

25. december 2006

I morges da vi stod op stardede vi dagen med en gang morgen mad, og så var det på farten igen. Vi fik hurgtigt pakket bilen. Da vi havde kørt ca. fire en halv time kom vi til en gammel vestern by Thames, som havde været en gammel guldgraver by. Den gik vi lidt rundt i, og det var godt vi ikke skulle købe noget for alt havde lukket, kun en lille bar og en video forretning havde åben. Men vi nåede ikke at se den helt, for jeg skulle tisse. Da jeg var fædig begyndte vi at blive sultne så vi kørte ned til stranden, for at få noget at spise. Der sad vi på en bænk og rundt om os var der en modeltog bane vi viste ikke helt hvorfor den var der og der kom ikke noget tog. Vi blev enige om at den nok bare var til pynt. Det samme sted var der også nogle måger og andre små fugle. Dem morede vi os også lidt med, for når vi kastede brød ud til dem skændtes de og bed hindanen det var derfor kun få af dem der fik noget, men jeg fik dog med lidt held givet en af de små fugele et stykke brød.

Så var det vidre da vi var kommet ud af byen så vi en fantastisk flot natur nu hvor solen skinnede nu var vandet også helt flot blåt som det ikke havde været når det var lidt overskyet. Man fik helt lyst til at springe i men vi kørte oppe på et bjeg så det var ikke lige så nemt, så vi måtte nøjes med at kigge. Nå men naturen var også flot og der var var også de træer som der gør min ferie til ferie palmer og de var rigtig flotte. Solen skinner og det er næsten skyfrit og tyve grader, vi går derfor også rundt i shorts og t-shirt men nu sidder vi her på verandaen ved vores hytte ved Pacific Harbour Lodge i en by der hedder Tairua og hygger os.

Vores hytte i Tairua
Nyder vejret

Juleaften i solskin og udsigt over stillehavet

Vores 3. dag på NZ. Selv om vi kørte langt i går, besluttede vi os for en pæn lang tur igen i dag. Meget af det vi gerne vil nå at se her på den nordligste del af øen ligger temmelig spredt, og da vi kun har i dag på denne del af øen, er der ingen vej udenom, vi må ud og køre igen. Hernede taler man ikke om hvor lang turen er, men hvor lang tid det tager. Vi kørte i dag knap 300 km og brugte mindst 6 timer på at køre. Det går efterhånden helt godt med at køre, men det er nu ikke nemt at vænne sig til at køre i venstre side og alt i bilen sidder omvendt. Heldigvis er der automatgear, men bare en lille ting som bliklyset, der normalt sidder på venstre side af rattet er anbragt i højre side, så vi har flere gange sat vinduesviskeren i gang når vi skal dreje! Ulla skulle prøve at køre i dag, det gik meget fint, men hun bryder sig ikke om det, så jeg kommer nok til at køre for det meste.

Da vi stod op i morges skinnede solen fra en skyfri himmel, det var ikke så varmt, men varmt nok til at vi kunne side udenfor og nyde morgenmaden med en pragtfuld udsigt over bugten. Vejret skiftede dog en del i løbet af dagen.

Vi kørte fra Paihia omkring kl. 9.00, da var der begyndt at blive lidt overskyet. Det første sted vi gjorde holdt var ved Haruru Falls. Et mindre vandfald, som ikke var helt så spændende som beskrevet, men absolut flot og lammende. Næste stop blev Mangonui (1½ times kørsel). Et lille fiskeleje, som har været der tilbage til 1800 tallet. Stedet ligger flot beskyttet i en bugt som tidliger har været en helt naturlig havn. Bugten går ud i den større og mere kendte bugt Doubtless Bay.

Mangonui er kendt for at have verdens bedste Fish and chips. Efter at vi havde udforsket området lidt til bens, skulle vi selvfølgelig også smage deres Fish and Chips. Det var godt. Man bestiller først det antal fisk man ønsker. Det er selvfølgelig friskfangede fisk, som de efterfølgende tilbereder. Det var rigtig godt, men absolut ikke det sundeste mad vi har fået. I Mangonui var det stadig overskyet og det dryppede lige lidt. Efter Mangonui gik turen videre nordpå op til Ninety Mile Beach som kun er 60 miles! Det vil sige ca. 100 km stand, hvor det er muligt at køre langs havet, hvilket vi dog ikke må med en lejet bil. Det er ikke helt ufarligt da tidevandet betyder at det kun er muligt 2 timer på hver side af lavvande. En flot strand som egentlig ligner Vesterhavet. Vejret var efterhånden helt flot, med en næsten skyfri himmel. På turen tilbage til Paihia ville vi gerne ind til et skov område med Kauri træer. Vi fandt området og kørte derind, grusvej hvilket vi egentlig ikke må køre på med en lejet bil. Det gik nu meget godt de første 8 km, herefter gik vejen fra opad og meget smal efterhånden som vi kom op blev vi mere og mere betænkelig og da vi fandt et sted hvor vi kunne vende bilen besluttede vi os for at vende om. Vi nåede ikke Kauri skoven, men det var en fantastisk flot tur gennem den subtropiske skov. Nu var vejret blevet rigtig godt, faktisk helt skyfrit. Vi kørte tilbage til Paihia, efter en lille omvej, og her skulle Simon og Mathias ud og bade. Vandet var koldt, men det var lidt sejt at være ud og bade juleaftensdag.

Nu er vi tilbage og skal om lidt over og spise på restauranten her på hotellet. Det er jo juleaften, selv om der ikke er meget der vidner om det her nede. Vi laver vores egen juleaften, som dog bliver meget anderledes.

Den nordlige del af nordøen er smuk, men ikke så forskellig fra det vi kender hjemme. Strandene har vi masser af og de små bugter og øer kender vi også, men selvfølgelig er klimaet helt anderledes og det samme gælder landskabet.

Juleaftensdag
Morgenmad juleaftensdag
Udsigt over en sø
Det tætteste vi kom på et juletræ
Svømmetur juleaftensdag
Vores julemiddag juleaften

Hvor uheldig kan man være…

I dag var planen, at vi skulle køre fra Auckland til Paihia, som er New Zealands vugge i Bay Of Islands. Bugten består af en 800 km lang uregelmæssig kystlinie med 150 øer.

Øgruppen består af 8 større øer, og et stort antal spredte småøer. Den største ø måler 22.000 m2.

Efter en god lang nats søvn i Auckland, blev vi kørt ud til Maui udlejning, hvor vi skulle leje en bil.

Vi kom derud, og fik en god stor bil (en Mazda 6), og var meget forundret over at alt vores bagage fint kunne være i bilen.

Vi fik kørt bilen ud fra firmat, det gik ikke voldsomt hurtigt, da far lige skulle vænne sig til automatgearet, og det at sidde i den modsatte side af bilen, og køre i den modsatte side af vejen. Vi kørte i 5 min., og kom til en rundkørsel, hvor vi ikke var helt sikre på hvor vi skulle dreje ud henne, og kørte derfor lidt langsomt. Da vi kørte langsomt forbi en udkørsel, så vi pludselig en bil der kom lige imod os, og BANG, kørte ind i siden af os. Vi holdt ind til siden, og fik aftalt med manden der var kørt ind i os, at han ville køre med os tilbage til udlejningsfirmaet, og han sagde at det var hans skyld.

Vi kom tilbage, og blev bedt om at udfylde en formular, og fik derefter en ny, tilsvarende bil, så vi kunne komme videre.

Da vi så havde kørt i nogle timer, ville vi lige holde ind, for at få en kop kaffe og en is. Vi sad og snakkede, og kom pludselig i tvivl om, hvor vores rejsepapirer var henne.

Vi gik ud til bilen for at tjekke, men de var der ikke.

Hvad skulle vi nu gøre?

Vi ledte og ledte, men de var ingen steder at finde.

Vi besluttede at ringe tilbage til udlejningsfirmaet, for at høre om de skulle have fundet dem, for vi var 99 % sikre på at de var der.

Meen der var ikke noget signal på mobilen, så vi måtte ind og låne en telefon.

Vi fik ringet til udlejningsfirmaet, men de kunne heller ikke finde dem nogen steder.

Vi kørte lidt videre, for at få noget mere signal på mobilen, og ringede derefter til en My Planet kontaktperson på New Zealand, da klokken kun var ca. 2 om natten hjemme i DK.

Vi fik af vide, at det ikke ville give os problemer, at de var væk, da vi heldigvis havde en kopi af rejseplanen, og vores fly papirer.

Så det var ikke så slemt alligevel.

Vi kørte videre, og oplevede noget FANTASTISK natur på vejen. Store åbne vider, og udsigt over stillehavet.

Vi så også nogle sjove, kunstige, får og køer med nissehuer på.

Kunstige dyr med nissehuer

Da vi efterhånden nærmede os Paihia, som vi skulle overnatte i, kom vi pludselig i tanker om, at adressen på det hotel vi skulle bo på, også var blandt de papirer, der var blevet væk. Heldigvis var det hotel så stort, at vi kunne se det lige så snart vi kom ind i byen. Vi har fået et hyggeligt familierum med en flot udsigt over bugten.

Da vi havde fundet os til rette på vores hotelværelse, begav vi os ind til byen for at få købt ind, og få noget og spise.

Vi kom til at tænke på, hvor underligt det er, at sidde og spise pizza og drikke h.h.v. øl og cola lillejuleaften og at tænke på, at alle dem hjemme i DK stadig lå og sov, eller var lige på vej til at stå op (ca. 8:00 dansk tid).