New Zealand 2006/2007 – Familien Smith

Antarktis og slut på rejsen – hulk hulk

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi nåede Christchurch allerede kl.11.00 i dag efter en køretur, som vi jo kender, fra da vi kørte den for 17 dage siden. Vi har fundet en campingplads meget tæt på Maui og lufthavnen, så vi kan tage den rimelig med ro og nå at fejre far lidt, inden vi i morgen flyver hjemad.

Vi valgte at bruge den sidste dag i International Antarctica Centre, som blev åbnet i 1992, og ligger som en del af det internationale Antarktiske center, hvorfra man organisere mange af de antarktiske ekspeditioner.

Det var et meget spændende besøg, hvor vi lærte en hel del om Antarktis. Vi lærte bl.a. hvordan kontinentet Antarktis opstod for flere 100 millioner år siden. Antarktis er verdens 5. største kontinent som består af klipper og bjerge, der for størstedelen er dækket af is.

Isen der dækker Antarktis udgør 90% af verdens drikkevand, og smelter isen stiger vandstanden 60 meter. Antarktis ejes ikke af nogen, men der er indgået en fælles pagt mellem mere end 50 land, om at beskytte og bevarer Antarktis – og der kan ikke gives tilladelse til at forsøge at udnytte eventuelle naturressourcer. Antarktis er det koldeste, det tørreste og det mest blæsende sted på jorden. Antarktis er fastland i modsætning til Arktis mod nord der er en stor flydende ismasse.

Man havde lavet en antarktisk stormsimulator, hvor vi kunne iføre os vinterjakker og gå ind og prøve at mærke hvor koldt der er på Antarktis, når der blæser en vind på 120 km i timen. Det var en kold fornøjelse!!

Vi var også ude og køre i et bæltekøretøj, som de bruger som transportmiddel på Antarktis. Det kunne køre næsten lodret op og ned, over huller og så kunne det sejle – turen gik op og ned af bakker, og rundt og rundt – fornøjelsen var størst hos drengene !!!

Vi sluttede af med at se de små blå pingviner blive fodret.

Det var en rigtig spændende eftermiddag.

Vi skal nu have pakket al vores bagage, så vi er klar til at levere bilen tilbage i morgen formiddag, inden vi flyver mod Singapore. I Singapore har vi en ventetid på 6 timer inden turen går videre til København, hvor vi forventer at være kl. 7.10 tirsdag morgen, og regner med at være i Odense mellem kl. 9.00 og 10.00 – hvis alt går efter planen.

Vi har nu været på New Zealand i 31 dage, og haft nogle fantastiske oplevelser, som vi mange gange med stor begejstring og glæde vil se tilbage på. NZ er et fantastisk land, som har så meget at byde på, at vi sagtens kunne have brugt dobbelt så lang tid hernede.

Vi er meget imponerede over alle dem der har valgt af følge vores rejse på hjemmesiden, og I skal alle have tak for de mange kommentarer og hilsner som vi har fået med på vejen – det har været rigtig dejligt.

Vi har i dag kørt 190 km.

Kajak i Tasman Bay

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var oppe kl. 7.00 i dag. Vi havde aftalt at vi om muligt skulle ud og sejle en lille tur i Kajak i bugten. Det viste sig at det ikke var muligt at leje kajakker for et par timer i Marahau hvor vi havde overnattet, men vi fik oplyst at det var muligt i nabobyen Kaiteriteri, byen hvor vi var i forgårs. Det var her der var en næsten umulig vej, men drengene og jeg var opsatte på at vi skulle ud og sejle, så vi tog turen tilbage.

I Kaiteriteri fik vi lejet 2 kajakker, en 2 personers og en enpersoners. Ulla havde ikke lyst til at komme ud og sejle, så hun blev tilbage på stranden og slappede af, og fik klaret lidt indkøb. Inden vi tog af sted fik vi grundig instruktion i at styre, hvad vi skulle gøre hvis vi væltede og hvor langt vi måtte sejle væk. Hvis vi sejlede uden for de områder vi havde fået anvist, og ikke kunne komme tilbage, ville de opkræve 100$ for at hente os.

Vi satte først kursen øst på i bugten og om til en ny bugt, hvor der var nogle spændende huler. Det var utrolig smukt at se det hele fra kysten af på denne måde. Herefter sejlede vi mod vest, her var en lille lagune vi sejlede ind i. Det er kun muligt at sejle herind ved højvande, ved lavvande er den helt tørlagt. Bagefter sejlede vi ud til Split Apple Rock som er en stor rund klippe der er flækket midt over. Sagnet siger at det var Marioriernes guder der skændes om klippen. Guden for vandet sagde ved højvande, ”se den tilhøre mig da den er i vandet” og guden for jorden sagde ved lavvande ” Se den tilhøre mig, den hænger sammen med resten af jorden” Når det er lavvande kan man gå ud til klippen. Til sidst blev jordens gud så vred, at han forsøgte at kløve vandets gud, men gamte klippen i stedet og kløvede den i 2 dele.

Ude ved klippen er der også mange hvide fiskehejer. De lever i træerne, men da de ikke just er bygget til at være i træer, sker det ofte at de ”hænger” sig selv når de skal lande i træerne, hvorfor vi så flere døde fiskehejer hænge i halsen.

Turen tilbage blev lidt hårde end planlagt, da det var begyndt at blæse lidt. Men det var en rigtig god tur, selv om jeg må tilstå jeg blev temmelig øm i nakke og skulder. Simon havde det ekstra hårdt , da han sejlede alene og endte med at blive søsyg.

Da vi var kommet i land igen, gik turen østpå eller syd øst. Vi ville prøve at komme så langt som muligt, så vi i morgen kan nå Christchurch ved middagstid, da vi gerne vil nå ind og se Antarctic centre.

Det blev en lang køretur, men vi nåede også helt til Kaikoura. Herfra er der kun 3 timer til Christchurch. Vi har tidligere været i Kaikoura, det var her vi var ude og se på hvaler. Vi var først fremme kl. 18.30, så det var godt vi havde set stedet før. Det er lidt pudsigt at se bjergene nu 17 dage efter at vi var her første gang, da sneen er forsvundet Det er ved at blive sommer på New Zealand, selv om den har været længe undervejrs.

Vi vil stå tidlig op i morgen for at lige at få den sidste oplevelse med inden det går hjemad igen.

Lige nu skal vi lige have en kop kaffe og så i seng.

Vi kørte i dag 326 km.

Tasman Bay

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi havde allerede i går besluttet at vi ville køre videre til den næste lille by i bugten, Marahau. En by er måske for meget sagt, der er nogle sommerboligere og et par campingpladser og ikke mere. Der kommer mange mennesker til byen hvert år, da en af New Zealands mest populære vandreruter starter her. Det er Abel Tasman Costal Track, som er en vandretur på 3-4 dage langs kysten. Nogle steder helt nede ved vandet andre gange lidt oppe i bjergene. Planen var at gå en del af denne rute i dag.

Vi kørte til Marahau, der var kun 10 km, men det var rigtig bjergkørsel, så det tog godt en halv time at køre de 10 km. I Marahau fandt vi en campingplads lidt uden for byen, hvis den mest alternative plads vi har været på, men der er da toilet og mulighed for et bad.

Da vi kom til Marahau bestilte vi en Water Taxi til Anchorage, hvorfra vi ville gå tilbage til Marahau. Båden vi skulle med var en lille speedbåd med plads til 20 personer. Styrmanden hed Glenn, og viste sig at være en glimrende guide. Han viste os en del af bugten fra søsiden inden vi blev sat i land på stranden ved Anchorage. Han kunne ikke komme helt ind, så vi måtte til at tage vandrestøvlerne af, for at vade i land. Anchorage er kun en strand og eneste vej hertil at vandreruten eller båd.

Turen tilbage ville tage 3 timer havde vores styrmand sagt, men på skiltet står der nu 4 timer. Nå vi havde jo ikke bestilt en båd til at hente os igen, så der var kun en vej.

Det blev en fantastisk flot tur. Vi kom op at gå højt over kysten og kunne se alle de små bugter og det blågrønne hav og det gyldne sand, som er speciel for dette område. Vi valgte på et tidspunkt at gå ned til en af bugterne for at bade, eller det vil sige for at Mathias kunne bade. Det blev nu ikke til så meget da vandet var s… koldt, men det så meget fristende ud. Der er stor forskel på tidevandet her på Nordkysten, 4,6 m fortalte vores styrmand. Det havde lige været højvande da vi blev sejlet derud, så mens vi gik faldt vandet, det betød at de små sandstrande i bugterne efterhånden blev væsentlig større.

Da vi kom tilbage var bugten ved Marahau tom for vand eller der var nu 3-400 m ud til vandet, Det virker helt specielt med tidevandet når vi ikke er vant til det der hjemme, i hvert fald ikke på Fyn.

Det var en rigtig god dag, men vi blev trætte. Turen tog 4 timer med pauser.

Vi sider nu og nyder kaffen efter at Simon endnu engang har lavet aftensmad til os. Vi er godt trætte alle fire.

Vi var heldige med vejret i dag, solen har skinnet fra en skyfri himmel og det har været 25-30 grader.

Vi kørte i dag 10 km.

Farvel til vestkysten

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Da vi stod op i dag regnede det igen, ikke usædvanlig for Vestkysten, men vi vil nu helst have tørvejr. Vi havde planlagt at køre temmelig langt i dag. Efter morgenmaden kørte vi først ud for at se på The Pancake rocks and Blowholes. Nogle meget fascinerende klipper der ligger ved kysten lige ved byen Panakaiki hvor vi havde overnattet. Klipperne er af kalksten, og det ser ud som om de er lavet i mange tynde lagt af stenplader. Det er ikke lykkes nogen at forklare hvorfor de er dannet i lag. Vandet har gennem tiden skabt nogle store huler ind i klipperne og fra nogle af disse huler er der hul op til jordoverfladen. Når der er højvande og bølgerne skubber ekstra vand ind i hulerne skabes et så stort tryk, at det sender vandsøjler op gennem hullerne, hvilket er et meget specielt syn. Samtidig skabes en dyb buldrende lyd som et tordenvejr. Det gav i dag en lidt uhyggelig stemning, når der samtidig var lidt regn og disset vejr.

Da vi havde set og hørt The Blowholes kørte vi nordpå for lidt senere at dreje ind over landet. Målet var Nelson Bay oppe på nord siden af Sydøen. Det var igen en smuk køretur gennem flere dale langs med floderne, Buller River, Hope River og Motueka River. Op gennem Buller George, holdt vi ind for at se New Zealands længste svingbro, som går over Buller River. Vi så for øvrigt at der er Buller George Marethon til februar. Det var måske en overvejelse om et par år. Da vi nåede kysten igen kørte vi med en meget lille og snoede vej op til byen Kaiteriteri som ligger ud til Tasman Bay. Her fandt vi en campingplads lige over for stranden. Den har en fantastisk beliggenhed, men den er stor og stop fuld, lidt for meget ”liv” efter vores smag, så vi bliver her nok kun denne ene nat. Bugten her er et rigtigt ferieparadis med mange gode strande, masser af vandaktiviteter og sol. Klokken var fem da vi nåede frem, så vi har ikke set så meget af stedet i dag, men i morgen vil vi ud og se noget mere omkring bugten.

Vejret skiftede en del undervejs i dag, men da vi nåede kysten var det skyfrit og solskin, temperaturen pænt over 25 grader, helt perfekt.

En ting nyder vi utrolig meget her frem for Vestkysten, her er ingen sandfluer. Sandfluen er som vores myg derhjemme, dog lidt mindre men lige så irriterende når den stikker, og det kløer som bare f….. De sidste par dage har der været rigtig mange og det var der også flere steder på vej herop i dag, men her er heldigvis ingen, så nu kan vi nøjes med at pleje alle de stik vi har fået.

Vi kørte i dag 302 km, ca. 5 timers kørsel.

Pancake Rocks - kan I finde de forskellige dyr?

Kiwier, Hokitika Gorge og en tur på ATV

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi var tidligt oppe i dag og klar til at se på kiwier fra morgenstunden.

Det var et pudsigt foretagende – stedet virkede meget amatøragtigt lavet.Vi blev ledt igennem nogle gange, der var banket sammen af gamle brædder. Ind imellem var der placeret små og store akvarier med forskellige fiskearter. Vi kom forbi Tuataraen som er NZ levende dinosaur, der bla. spiser weta, som er et insekt på mellem 4 og 20 cm. Herudover var der et stort akvarium med gigantiske ål, de var så tykke som et fuldvoksent kvindelår 😉 og 1 – 2 meter lange – de var faktisk rigtig klamme, og må ikke være sjove at møde på en badetur. Herudover så vi klovnefisk, søheste og andre spændende fisk.

Herefter gik turen ind til kiwierne – de havde 4 levende eksemplarer. Kiwien er på størrelse med en kalkun og kan ikke flyve. Før NZ blev opdaget levede her kun fugle og insekter, og der var derfor ikke nogen naturlige fjender, og kiwien havde derfor ikke brug for at kunne flyve. Fuglen er nu en særdeles truet dyreart, hvor man gør alt for at holde bestanden i live. Nogle programmer går ud på at man samler æg i naturen og ruger dem ud, og først slipper kiwien fri, når den er i stand til at klare sig selv. Stedet her var med i et af de programmer der er iværksat for at redde bestanden.

Efter vores lille dyrebesøg, begav vi os ud på det 100 km. lange loop ind i landet. Det var godt at vi nu havde vænnet os til at køre i lastbil, for vejen blev smallere og smallere og mere og mere kringlet efterhånden som vi kom ind i landet. Da vi nåede søen gik den asfalterede vej over i grusvej, og vi krydsede fingre for at vi ikke mødte nogle modkørende biler, hvilket der heldigvis kun var ganske få af.

Vi nåede ind til det flotte Dorothy Falls, som nærmest lå inde i en lille grotte med høje, stejle mosbegroede klippesider hele vejen rundt. Herefter begav vi os på gåben ned til søen, hvor Mathias fik dyppet tæerne, og vi andre kunne nyde den flotte udsigt og ikke mindst stilheden.

Vi skulle nu videre til Hokitika Gorge hvor vi kunne komme ned til via en hængebro, som gik hen over slugten med det mest fantastiske blågrønne vand. Slugten bestod af hvide klipper, der bugtede sig af sted op og ned igennem kløften og i bunden løb den fantastiske blågrønne flod – det var bare så flot – endnu engang godt vi har et digitalt kamera, for her blev taget rigtig mange billeder.

Vores frokost indtog vi på en lille afstikker til floden, hvor vi fik lastbilen bugseret ned. Det var et rigtig dejligt sted vi havde fundet her, og det var ene og alene campingfatters fortjeneste.

Turen gik nu videre nord på, og lige efter Greymouth kørte vi lige forbi en gigantisk crosserbane. Set i lyset af skuffelsen fra i går, blev vi enige om at de tre drenge kunne få lidt kompensation her – det faldt i god jord.

Vi er nu nået til Punakaiki, hvor de kendte Pancake Rocks og Blowholes ligger, det vil vi studere i morgen tidlig når der bliver lavvande, inden vi fortsætter videre nordpå til Nelson Bay, hvor vi har planlagt et par dage, inden vores tur er ved at være slut og desværre må fortsætte tilbage til Christchurch.

Vi kørte i dag 187 km

M	Ti	O	To	F	L	S
				1	2	3
4	5	6	7	8	9	10
11	12	13	14	15	16	17
18	19	20	21	22	23	24
25	26	27	28	29	30