Ulla Smith – Familien Smith

Antelope Canyon og Horseshoe Bend

Vi stod i dag op til en behagelig temperatur fra morgenstunden – 25 grader, en dejlig fornemmelse oven på varmen i går. Grunden til vi havde valgt at tage til Lake Powell var at vi havde hørt om Antelope Canyon, som er et klippemasiv af sandsten, der ligger placeret midt i et normalt udtørret flodleje. Fra tid til anden får de såkaldte ”flash floods” (pludselige oversvømmelser) vandet til at strømme gennem flodlejet med stor kraft. Når vandet rammer sandstensklipperne i Antelope Canyon, er vandtrykket så kraftigt, at vandet skærer sig ind i klipperne og filer løs på de bløde sandstensvægge. Det er derfor vandtrykket fra det strømmende vand, der har skabt de helt fantastiske runde og bløde kløfter. Dette var et af højdepunkterne på turen som vi havde glædet os til at se, vi havde ikke drømt om at det skulle være nødvendigt at bestille tid til besøg hjemmefra.

Jagten satte ind kl. 8.00 da der blev åbnet for udbydere af turen – alt var imidlertid optaget, og humøret dalede noget. Vi havde hørt at territoriet som tilhører Navajo Indianerne skulle have ture lige uden for området, vi valgte derfor at forsøge os med at køre direkte ud til stedet. Ved indgangen til indianerreservatet fik vi at vide at der var en tur kl 13.00, så vi var lykkelige. Vi kørte ind for at booke turen endeligt og fik at vide at der var ledige plaser på en tur kl. 10.00, altså 10 min senere, så det var helt perfekt. Vi blev fordelt med 12 personer på bænke bag på adskillige store 4-hjulstrækkere, hvor vores blev ført af vores guide ”Big Daddy” eller ”Big D”, som han kaldte sig. Han oplyste at køreturen til kløften ville tage 15 min, og de bump vi ikke oplevede på vejen derud ville vi stifte bekendtskab med på vej tilbage, og så gik den vilde jagt ellers over stok og sten ud igennem sandørkenen hvor vi ind imellem sejlede frem og tilbage. Vi stod nu foran indgangen til kløften, som ulige kløfterne i Bryce, Zion og Grand Canyon der er brede for oven og smalle forneden, er smal for oven og bredere for neden, dog ikke bredere end man nogle steder kun kunne gå én person ad gangen. Big D fortalte os at der få dage forinden havde været et flash flood som havde fjernet 6 fod (1,8m) af sandbunden i grotten. De gør meget ud af at der skal være guider med på turene, fordi det kan være særdeles farligt at opholde sig i hulerne når vandet kommer. Dels stiger vandet lynhurtigt i de smalle kløfter, og dels er vandtrykket så kraftigt, at vandet river alt med sig. Disse flash floods kan komme selv om himlen er totalt blå over Antelope Canyone, det kan skyldes kraftige regnskyl adskillige miles fra kløften. For nogle år siden var der personer der døde, fordi de blev fanget i vandmasserne i kløften.

Det specielle ved kløften er at den smalle sprække foroven slipper sollys ned over de bløde runde sandstensvægge der bølger sig igennem grotten, og igennem en kameralinse skaber det nogle fantastiske billeder med farver fra gul og rød til violet og blå, som du ikke kan se med det blotte øje. Big D fortalte at der var en mand der havde solgt et billede, som han havde taget i grotten, og som han havde fået 6,5 mio. USD for. Vores kamera kørte på højtryk – måske vi kunne være heldige J. Grotten bliver også brugt af adskillige fotomodeller og også Britney Spears har optaget en af sine musikvideoer på stedet. Big D fortalte os også at de som guider passer på os på flere måder. Hver morgen fejer de bunden og toppen af kløften fri for klapperslanger, skorpioner og edderkopper, der ynder at ligge på toppen og dermed ind imellem falder ned i kløften, skøøønt at vide når vi kun var nået halvvejs igennem kløften og skulle tilbage igen, meeenn jeg får overvundet nogle grænser på denne tur, de fleste ved vist hvordan jeg har det med disse dyr 😉

Hele turen tog 1½ time, og det var en fantastisk oplevelse, og vi har fået taget nogle rigtig gode billeder.

Vi kørte nu tilbage til campingpladsen, temperaturen var nu oppe på skyhøje niveauer igen, og vi valgte at sætte aircondition til i vores camper og tage en slapper. Efter et par timer skulle der ske noget igen, og vi valgte at tage en tur ud forbi Horseshoe Bend, som også er et af de mest fotograferede steder i Arizona. Det er Coloradofloden der laver et knæk på 270 grader. Vi parkerede bilen en lille time før solnedgang, som er tidligt på disse kanter- kl 19.00, og gik godt 2 km til kanten, hvor vi havde den mest fantastiske udsigt ned over knækket på Coloradofloden, vi fik tage en masse gode billeder, selvom det gav noget af et sug i maven når vi kom for tæt på kanten. Der var rigtig mange mennesker, og på et tidspunkt var der en der tabte en linse til et kamera, hun råbte op, og der gik et sus igennem alle de tilstedeværende, og så blev der bare bumstille, ikke alle kunne se at det kun var en kameralinse der var faldet ned på klipperne og ikke en kineser der var faldet ud over skrænten, for de skyer godt nok intet, kineserne altså!

Vi har haft en rigtig god dag, med stor fryd for øjet. Efter en sen middag, kravlede vi til køjs, inden turen fortsætter videre til Grand Canyon.

Fra Lake Isabella til Las Vegas

I dag var dagen hvor vi skulle til Las Vegas – en tur på 4,5 timer. Vi startede med at køre igennem en dal som var et totalt øde ørkenområde, med kæmpe kaktusser overalt og vejen der snoede sig igennem området. Det lignede nærmest en kulisse fra en cowboy film vi kørte igennem.

Vi gjorde et stop ved Calico, som er en såkaldt Ghost town beliggende ude ingenting. Det er en gammel nedlagt sølvmine, som nu er en kommerciel forretning med bunker af turister, specielt kinesere, hvor du betaler for at komme ind i byen og så har man forsøgt at gøre det lidt autentisk uden det store held – heldigt at vi ikke kørte en stor omvej for at se dette. Historien omkring byen var minedrift fra omkring 1890 til 1920 hvor det ikke længere var rentabelt, hvorefter byen blev forladt. Her var høj solskin og meget høje temperaturer, så vi startede generatoren i vores camper på parkeringspladsen for at få lidt aircondition imens vi spiste frokost inden vejen gik videre til Las Vegas.

Vejen hertil er helt vanvittig, vi kører bare lige ud igennem ørkenlandskabet med en svag stigning, hvilket betød at vi var nødt til at slå aircondition fra, for ikke at risikere at motoren brændte varm i den ulidelig hede. Vi kørte i øvrigt lige syd for Death Vally, som er forbudt område for campere fra det selskab vi havde lejet igennem grundet faren for at bilen bryder sammen i varmen.

Endelig nåede vi Las Vegas, der bare dukker op midt i ørkenen, meget specielt. Vi fik tjekket ind på hotellet Tropicana som lå på the Strip som er gaden hvor det hele foregår i Las Vegas. Efter at have fået os indlogeret, gik vi ind lille kort tur i byen. Hele turen gennem hotellet går forbi spillemaskiner og spilleborde. Til stor ærgrelse for Mathias, er det forbudt område i USA når man ikke er fyldt 21, det gælder også når vi skal bestille øl eller vin på restauranterne, Mathias og Simon bliver alle steder bedt om at vise legitimation, så Mathias har nu affundet sig med at ferien står på Cola 🙂

Aftensmaden indtog vi på Hard Rock Cafe, Simon, Per og jeg ville bestille en drink ved baren imens vi ventede på et bord og Mathias skulle have en cola, her endnu en restriktion Mathias måtte ikke sidde ved baren, også selvom han kun skulle have Cola – De er meget restriktive – måske noget man kunne lære af i Danmark. Vi var så heldige at få et bord på en udendørs terrasse med udsigt direkte til The Strip, det var bare super, med god mad, og en masse at kigge på.

Efter middagen bevægede vi os lidt rundt i byen – selvom det var aften var temperaturen ikke aftaget – jeg vil tro den lån omkring 35-40 grander – i hvert fald meget varmt. De fleste af hotellerne på The Strip er opbygget over temaer, og man kan mange steder gå fra hotel til hotel, hvilket tit var at foretrække grundet aircondition. Vi besøgte bl.a. The Venetian som var bygget op omkring Venedig. Der sejlede gondoler rundt inde i hotellet, og loftet var nøjagtigt som en dagshimmel, selvom det var mørkt uden for. Det var fuldstændig surrealistisk.

Vi besluttede at gemme resten af hotellerne til dagen efter og begav os tilbage til hotellet til en velfortjent nattesøvn.

Yosemite

I dag var første rigtige tur i vores camper. Man skal lige vænne sig til at køre i camperen, specielt når man sidder bag i, da det er en noget gyngende bevægelse, og vi skal sikre at alt er pakket ordentlig, så tingene ikke flyver rundt når vi drejer i de skarpe sving. Simon og Per er de eneste 2 der må køre, og vi andre skiftes til at sidde foran, hvor det er lidt mere behageligt.

Turen i dag gik til Yosemite, som er en af USA’s mest kendte national parker, turen startede i helt fladt terræn, men efterhånden som vi nærmerede os parken rejste bjergerne sig. Parken er 3080 km2, de fleste kroge af dalen når man først efter et par dages vandring, men de fleste af de næsten 4 mio. turister besøger kun Yosemitedalen på blot 20 km2. Trafikken i dalen er ensrettet, og på vej ind kører man på sydsiden af floden. Og jeg tror minsandten at en meget stor del af de 4 mio. turister havde valgt lige netop denne lørdag til at besøge parken, sådan føltes det i hvert fald. Vi kørte i én lang kø rundt, og det var faktisk umuligt at finde parkering til de highlights der var rundt i parken. Så det meste af naturen måtte vi nyde fra camperen, som langsomt bevægede sig ind i dalen, med fantastisk flot natur, hvor klippevæggene rejser sig stejlt og hvor det sparsomme vand løber i den noget indtørrede flod, med solen skinnende fra en skyfri himmel. Da vi kom om på nordsiden lykkedes det os at få parkeret det store skrummel af en bil, så vi kunne komme ud og få lidt luft. Vi gik den korte vej til Yosemite Falls, hvor upper Yosemite Falls har et fald på 436 m, men med de efterfølgende mindre vandfald er der et fald på i alt 739 m – det 5. højeste vandfald i verden. Det er jo desværre ikke den bedste årstid at besøge parken på, idet der er tørke overalt, og dermed minimalt med vand i floder og dermed også vandfaldet, men flot og imponerende var det nu alligevel.

Der er bjørne i parken, men dem så vi nu ingen af, hvis jeg var bjørn ville jeg nu også holde mig fra alle de mennesker. Der er i øvrigt mulighed for at køre med shuttlebusser rundt i parken, de har specielle kørerbaner, så her når man noget hurtigere rundt, men vi havde jo kun denne ene dag i parken, så vi valgte at køre selv.

Efter nogle gode timer kørte vi ud af parken igen, vi kunne godt have brugt en dag mere, så vi kunne have kommet rigtig ud og vandre steder hvor alle turisterne ikke befinder sig, men vi har jo planlagt en tur hvor vi skal nå rundt, så vi må bare videre.

Campingpladsen lå ca. 1 times tid fra parken, vi fik os indrette, grillet noget mad på den nyindkøbte gasgrill, og sov omgående da hovederne ramte puderne. Da vi fik camperen, fik vi lagner, pudebetræk og et tæppe, tæpperne pakkede vi bagerst i bagagerummet, for med 30 grader om dagen, så måtte tæpper være alt for varme, vi købte i stedet et par ekstra lagner. Det bliver imidlertid køligt om natten, så jeg tror vi skal have fundet tæpperne frem igen 🙂

Søelefanter, pelikaner, hvaler og søløver

I dag gik turen fra Obisbo til Monterey via Highway 1 langs vestkysten. En fantastisk flot tur med en overraskende barsk natur. Første stop var ved Hearst Castle, hvor en ufattelig rig mand i 1919 opførte et kæmpe slot på toppen af bjerget La Cuesta Encantada. Vi måtte igen prioritere og fravalgte at komme ind og se slottet, idet vi konkluderede at vi har set rigelige med slotte i Europa.

Vi faldt i stedet over dyrelivet på vestkysten, hvor vi først så en kæmpe flok grå pelikaner og andet rigt fugleliv, nu er fugleliv jo ikke min stærke side, så jeg er ikke helt sikker på hvad vi så ud over pelikanerne, men flotte var de, fuglene altså. Længere oppe af kysten gjorde vi holdt lige syd for Piedras Blancas fyrtårn, her mødte os et fantastisk syn af godt 100 søelefanter, der lå og chillede på stranden og nogle sloges i vandkanten med deres sjove snuder. Der var guider på stedet som fortalte at en flok på 5000 søelefanter tog turen fra Alaska til Californiens Vestkyst 2 gange om året – en tur på 8000 km. På denne årstid for at skifte skind og igen til vinter for at føde. Den største flok befinder sig længere mod syd, men denne mindre flok svømmer til netop dette sted hvert år, idet de er født der og følger sig sikre der. Hannerne vejer op til 2 ton og kan blive op til 4 meter, hunnerne vejer kun 800 kg. Man kunne stå og kigge på disse pussige dyr i timevis og se dem have snudekampe, møve sig rundt imellem hinanden, snorke og pruste, virkelig underholdende.

Vi fortsatte turen op langs kysten, det er et bjergrigt område at køre i med flot udsigt hele vejen. På et tidspunkt så vi aktivitet ude på havet og stoppede ind, og sørme om det ikke var en flok hvaler, det var lidt svært at se hvad det var for hvaler, men efter at have læst lidt om arterne i området, ud fra haleparti, farve, størrelse og sæson, konkluderede vi at det var pukkelhvaler, hvor heldig kan man være. Der findes også spækhuggere, gråhvaler og blåhvaler i området, men dem var vi ikke så heldige at se.

Efter at have kørt ca. 220 km, nåede vi frem til Monterey. Monterey var tidligere verdens sardinhovedstad med en stor fiskerihavn med 16 konservesfabrikker, og en årlig fangst på 250.000 ton, men lever nu primært af turister. Der var marked i byen da vi kom, og vi tog en hyggelig slentretur ned til havnen hvor der var et leben uden lige og samtidig en flot udsigt ud over alle sejlbådene. Vi lejede en 4 personers cykel og nød en fin cykeltur langs kysten. Per og jeg sad bagerst og kunne ind imellem slappe af uden det blev opdaget.

Til aften blev vi anbefalet en restaurant der lå på en bro der lå ud over havnebassinet sammen med en masse andre butikker og restauranter. Det var en super oplevelse, der var flot udsigt til lystbådehavnen, og lige neden for vinduet svømmede søløverne rundt og kiggede op på os, og sardiner så vi også glimte i lyset. Alt i alt en rigtig dejlig dag og aften.

2 søløver kiggede forbi da vi sad og spiste

En regnvejrsdag i New York og Wicked på Broadway

Dagen startede lige så varm som de øvrige dage. Vi havde besluttet at starte dagen med en tur på The High Line, der ligger på Manhattans vestside. Det er en forladt jernbanestrækning 9 meter oppe i luften, der er forvandlet til et langt bånd af park, der befinder sig 3 etager over gadeniveau. Jernbanen/højbanen var i brug fra 1934 til 1980, og i 2009 blev hovedparten af jernbanen ombygget til en park, med et rigt blomster- og planteliv, der smyger sig imellem skyskraberne, og hvor man samtidig har første parket til små hyggelige baggårde og haver. Der er fredfyldt at gå, også selvom man stadig befinder sig midt i storbyen. Efter et par timer på denne fantastiske strækning, tog vi Subwayen til Central Parks Nordlige ende. Det er en fantastisk park beliggende midt på Manhattan midt imellem alle skyskraberne. Parken er 3,4 km2 – 4,1 km lang og 825 m bred. Der er små stier på kryds og tværs rundt i parken, og parken er delt ind i temaer. Vi så massere at tamme egern og i en afsides beliggende beplantet overdækning, var der små vaskebjørne. Jamen helt fantastisk midt i en storby med 8,4 mio. indbyggere. Glæden var desværre kortvarig, for på et tidspunkt begynde det at regne, og vi havde ikke tøj på til regnvejr, så vi fandt ly fra træ til træ efterhånden som vi bevægede og ned igennem parken. På et tidspunkt blev det for meget, og vi søgte ud i gaderne igen, hvor vi indtog en frokost i ly for regnen. Vi kunne ikke blive ved med at sidde på restauranten, selvom det var det man havde mest lyst til, når man kiggede ud. Vi fik os kæmpet tilbage til hotellet, imens regnen fortsatte med at sile ned og vandet fossede igennem gaderne. Da Vi var mere end driv hamrende våde, fik dog købt et par paraplyer til brug om aftenen hvis nu det skulle fortsætte. Efter et par timer klarede det heldigvis op, og det var faktisk ganske rart at få luften renset, så der ikke længere var denne fugtige kvælende varme. Vi havde hjemmefra købt billetter til musicalen ”Wicked” på Gershwin Theater, som er et af de mange teatre på Broadway. Det var en super oplevelse, det var nogle fantastiske skuespiller og sangere, hvor man fik gåsehud når de sang udover den man fik fra airconditionanlægget i teateret  Det var virkelig en oplevelse der var alle pengene værd.