Forfatter: Simon Smith

Grand Canyon

I dag var det tid til at komme afsted til Grand Canyon. Vi kørte afsted relativt tidligt fra campingpladsen, da vi gerne ville nå at komme rundt på nogle ture inde i Grand Canyon inden det blev alt for sent. Turen dertil var ikke voldsomt spændende, men vi gjorde dog et enkelt stop i en lille del af indianer reservatet hvor man kunne se lidt af den ydre del af Grand Canyon. Her løb floden ”Little Colorado River” som er en biflod til den store Colorado flod. Da vi var på vej ud for at tage billeder, fik vi øje på et stort skilt, som advarede os mod reptiler som klapperslanger, skopioner, skolopender og edderkopper. Vi har efterhånden vænnet os til at der er nogle lidt andre dyr end vi har derhjemme, men man kigger sig alligevel for en ekstra gang inden man går når de ligefrem reklamerer så stort med det.

Herfra bevægede vi os videre ind i Grand Canyon, hvor vi også skulle overnatte. Vi fik fundet vores campingplads, hvorfra vi ville bevæge os ud på tur. En ting vi er meget fascinerede af herovre er, at man i nationalparkerne har gratis shuttle busser. Vi kunne således tage en bus lige uden for campingpladsen hen til besøgscentret inde i parken. Herfra tog vi en bus videre ud til en særskilt del af parken, hvor man kunne komme på en rundtur rundt og se nogle af de mere kendte udsigtspunkter. Busserne i parkerne kører hver 10-15 minutter, så man misser aldrig sin bus. Turen vi skulle på villesamlet tage 80 minutter, og havde 9 stop. Her kan man bare hoppe af og på som man har lyst til. Mor havde hørt om 3 af stoppene som skulle være rigtig flotte, så vi besluttede os for at sigte efter dem. Vi begav os ud til det første stop, hvor vi stod af og fik taget nogle billeder ud over kløften. Herfra havde vi en lille gåtur på omkring 2km til det næste stop, hvor vi også fik taget nogle billeder. Fra dette stop tog vi en shuttle ud til det sidste stop, hvor vi igen kunne komme ud og tage nogle billeder.

Som man måske kan fornemme ovenfor, så var den største oplevelse vi har haft. Grand Canyon er helt sikkert et ”must see” i USA, og det er så absolut imponerende og storslående at kigge ud over og høre historien om. Det er overvældende at forestille sig, at det man kigger på har taget halvdelen af jordens levetid at udforme sig. Det er gigantisk at kigge ud over – også større end man kan forstille sig når man står på kanten, og specielt imponerende at tænke på, at det er naturskabt kun ved hjælp af vand. Selvom det har taget flere milliarder år at udforme Grand Canyon som den er i dag, så ændrer den sig fortsat. Der skæres hvert år hvad der svarer til tykkelsen på et stykke papir af bunden af kløften, og den bliver således stadigvæk dybere og dybere.

Når det så er sagt, hvis ikke man har planer om at vandre nede i selve kløften eller måske se den på en helikoptertur, så er Grand Canyon kun en enkelt dags besøg værd. Når først man er stoppet 2-3 steder for at kigge ud over kløften og suge udsigten til sig, så har man stort set set hvad der er at se. Hvis man vælger at vandre, så skal man regne med 1 dag for at gå oppe fra kanten ned til floden, de dage man vil gå rundt dernede samt en dag for at gå tilbage igen. Der er ca. 1.6km (i højdeforskel) fra kanten af kløften hvor vi bevægede os rundt ned til floden i bunden af kløften. Hernede skal man også regne med at der er ca. 10 grader varmere, og det anbefales således ikke om sommeren, at man vandrer mellem kl. 10 og 16.

Da vi synes vi havde set det vi gerne ville se, hoppede vi på en bus tilbage mod besøgscentret, hvor vi fik en film at se omkring Grand Canyon. Her fik man set nogle billeder både fra helikopter, fra kanten ved sol- op- og nedgang og nede fra selve kløften, og her kunne vi konkludere, at det alligevel er en bjergtagende nationalpark og absolut et besøg værd. Hvis eller når jeg kommer tilbage, bliver det dog nok med en tur ned i selve kløften. Om det så skal være 14 dages river rafting på Colorado floden eller en vandretur må tiden vise.

Tilbage i vores camp var det for en gangs skyld ved at køle lidt ned, så vi ikke behøvede at køre med aircondition inde i vognen – heldigt nok da vi hverken havde el- eller vandtilslutning inde i nationalparken. Temperaturen nåede om natten helt ned omkring 16 grader, så vi måtte igen ud og finde tæpperne frem så vi ikke kom til at fryse. Jeg har fået lagt mig en lille forkølelse til, så jeg skal helst ikke gå hen og blive mere syg.

I morgen går turen igen til varmere himmelstrøg, så vi må nyde kulden imens vi har den 🙂

Det er i øvrigt lidt svært at få så store vidder til at klistre fast på billeder, men der er lige et par stykker alligevel.

Hoover Dam, ørken og en tur op i bjergene

I dag blev det tid til at forlade Las Vegas, og da vi ikke havde morgenmad med på hotellet, besluttede vi os for at stå tidligt op og køre afsted. Vi kørte først i en tur i Wallmart (supermarked) for at få handlet ind så vi havde mad i camperen igen. Herfra bevægede vi os ud mod Hoover Dam – omkring 40 minutters kørsel fra Las Vegas.

Ved Hoover Dam blev vi mødt af et sikkerhedstjek af camperen, hvilket ville sige, at alle vores bagage- og service luger udenfor skulle åbnes og tjekke og der skulle tjekkes inde i selve camperen. Dette er efter at Hoover Dam er blevet mærket som et potentielt mål for terror.

Hoover Dam er en gigantisk dæmning, som faktisk er verdens største. Konstruktionen blev påbegyndt i 1931 efter diskussioner herom siden 1920-erne. Ideen var at floden skulle kontrolleres, da store områder omkring dammen blev oversvømmet hvert forår og blev udsat for ekstrem tørke hver sommer og efterår. Man ville derfor opdæmme floden og skabe et reservoir så man kunne undgå de store oversvømmelser og samtidig have vand til tørkeperioderne. Dammen var dog det dyreste projekt af sin slags på det tidspunkt, og man valgte derfor at sørge for at der kunne udvindes el fra dammen i forbindelse med konstruktionen. Den genererede elektricitet skulle således sælges til de omkringliggende byer.

Dammen er bygget op af nok beton til at lægge en 2-sporet vej fra San Francisco til New York, og har været et ingeniørmæssigt mesterværk på daværende tidspunkt. Kun få mente at det kunne lade sig gøre, men det lykkedes. Først måtte man lede vandet fra floden uden om dæmningen for at kunne påbegynde arbejdet. Man gravede derfor 4 store rørledninger fra den ene side af dammen til den anden side, som vandet skulle ledes igennem imens byggeriet stod på. Da byggeriet gik i gang tog det 5 år at færdiggøre dammen – hvilket er 2 år før planlagt.

Dammens elværk består af 17 turbiner med tilhørende generatorer som kan levere op mod 4.000.000.000 kW timer om året. Det svarer det energien leveret fra ca. 3.000 vindmøller i Danmark på et år. Dammen leverer strøm til ca. 1,3 millioner mennesker i staterne Nevada, Arizona og Californien.

Da vi havde besøgt dammen, bevægede vi os afsted mod dagens mål, en tur til Bryce Canyon området i staten Utah. Dette var en tur på omkring 5 timer, men da Utah ligger i en anden tidszone end Nevada, blev vi lige frataget en time og var derfor først fremme ret sent. På hele vores tur bevægede vi os fra omkring 38 graders varme i Las Vegas til omkring 50-55 grader (i solen) omkring Hoover Dam og så videre op til omkring 25 grader ved Bryce Canyon området, hvor det faktisk kun var omkring 15 grader om natten. Godt nok synes vi at de 50-55 grader var totalt uudholdelige, men nu er vi alligevel begyndt at fryse om natten og må holde vinduerne lukkede når vi skal sove.

På turen kørte vi igennem en meget lang strækning med rå, varm og blæsende ørken, men da vi var ved at nå frem ramte vi pludseligt ind i et voldsomt regnvejr med torden, og området gik fra at være tørt og dødt til at være grønt og frodigt. Det er meget specielt at man bevæger sig nogle få timer, hvor man både oplever kæmpe temperaturforskelle, enorme forskelle i naturen og omgivelserne og en tidszone. Vi befinder os nu på det store Colorado Plateau, hvilket vil sige at vi befinder os i omkring 2000 meters højde. Det ser man ikke, da der stadigvæk er bjerge udenfor og det vi kører i virker relativt fladt. Det kan så til gengæld mærkes at der kun er omkring 70% ilt i luften heroppe sammenlignet med ”nede på jorden” når vi begynder at bevæge os.

Fra Sequoia National Park til Lake Isabella

I dag var vi endnu en gang tidligt oppe for at komme en tur op og se de store Sequoia træer. Vi skulle med en gratis shuttle lige på den anden side af vejen fra vores overnatningssted, da det ikke var anbefalet at bevæge sig længere op på bjerget i køretøjer længere end 22 fod – hvilket vil sige, at vores camper er lige på grænsen. Turen i shuttle bus tog 45 minutter, så vi ankom oppe ved et træ-museum kl. 08:45. Allerede her kunne vi begynde at få indtryk af hvor store de træer virkeligt er.

Sequoia træerer en type af nåletræer, som er verdens største. De er ikke verdens højeste og heller ikke verdens tykkeste, men målt på deres totale volumen, er det verdens største. Der er altså både høje og tykke på samme tid! Det første træ vi så da vi kom derop, var et 2200 år gammelt træ – og nej, det er ikke en taste-fejl, de fleste af træerne deroppe er mere end 2000 år gamle! Træerne har en ekstrem tyk bark som beskytter mod insekter, sygdom og endda mod brand – det er derfor træerne har mulighed for at blive så store og gamle. Det ældste Sequoia træ man har fundet er omkring 3200 år gammelt!

Fra museet tog vi endnu en shuttle bus lidt længere op på bjerget – her oppe i lige omkring 2000m højde – hvor vi så verdens største træ. Dette hvis man fyldte træet med vand, ville man kunne fylde et badekar hver dag i 27 år med det vand. Træet er omkring 100m højt og vil tage 20 mennesker for at nå rundt om. Det virker måske ikke så spændende at kigge på træer, men når man er vandt til at se vores almindelige små træer i Danmark, så er disse giganter virkeligt storslåede at stå og kigge op på!

Fra det store træ gik vi en tur lidt længere op, hvorfra vi kunne tage en shuttle tilbage til museet igen. Her bevægede vi os stadigvæk rundt i 2000m højde. Det kan godt være vi alle er i dårlig form, men vi giver nu den tynde luft skylden for, at vi pustede voldsomt af den lille tur opad.

Da vi kom tilbage til museet havde vi en lille time før vores bus gik ned til camperen igen, og vi var alle lidt skuffede over ikke at have set nogle bjørne, så vi besluttede os for at gå en tur op på ”Bear hill” (Bjørne bakken) ved siden af museet – en lille tur på omkring 45 minutter – i håb om at få en bjørn at se. Det skulle dog desværre ikke lykkedes, så vi var lidt skuffede da vi kom ned og satte os i bilen for at køre videre til Lake Isabella.

Da vi ankom til Lake Isabella var vi noget overraskede over at se, at søen er skrumpet ind til under halvdelen af den normal størrelse. Om det er varmen der gør det, eller om det er noget der er sket over en årrække har vi ikke fundet ud af, men vand er der i hvert fald ikke. Det holder så samtidig myggene væk, så det er altid noget.

Vi har endeligt fået en ordentlig internetforbindelse igen, så der er nu lagt billeder og indlæg op for mange dage på en gang. Det kan derfor være en idé lige at bladre lidt tilbage for at se alle de nye billeder.

Alkatraz og San Francisco

I dag startede vi med at stå meget tidligt op – vi havde nemlig booket en tur til Alkatraz i bugten ved San Francisco kl. 08:45. Alkatraz er en lille ø i bugten ud for San Francisco, som er opstået da isen smeltede ved den sidste istid. Øen er ren klippe, og har derfor ikke være speciel frodig i fortiden, men blot en sten i bugten. Da tiden for guldgravning i USA var på sit højeste, besluttede man i San Francisco, at man havde behov for et forsvarsværk. Man placerede derfor 3 stationer – en på hver side af ”the golden gate” (hvor man i dag finder Golden Gate Bridge) og en på Alkatraz. ”The golden gate” eller ”guldporten” er i øvrigt blevet navngivet netop på grund af den store aktivitet omkring guldgravning i området – det var her man skulle sejle igennem for at afhente guldet.

Forsvarsværket skulle dog vise sig at være mere for at skræmme, da man aldrig fik behov for at forsvare sig i området. Det har nærmere været et symbol på magt – hvem der har haft magten i området på det tidspunkt. I forbindelse med at man opbyggede forsvarsbygninger, har man transporteret en del jord med ud på øen. Heri har der været gemt forskellige plantefrø som efterfølgende er kommet til at trives på øen på trods af det meget barske miljø. På et tidspunkt besluttede man sig for at droppe at bruge øen som forsvarsværk, og den stod herefter ubrugt hen i nogle år – en periode hvor specielt fugle fik glæde af øen da der ikke var nogle farlige rovdyr at finde og den derfor var ideel for dem.

På et tidspunkt besluttede man sig for at opføre et maksimum sikkerheds fængsel på øen hvor der siden hen skulle komme mere 1000 indsatte igennem. Øen var ekstremt sikker, da der først og fremmest kun er én vej ind og ud – igennem en lille kaj på den ene side af øen. Derudover er der 1,5 mil – eller 2,4 km – til fastlandet igennem et stykke af Stillehavet i bugten som har meget stærk strøm og derfor er nærmest umulig af svømme på tværs af. Fængslet var aktivt fra sidst i 1800-tallet og lukkede i 1963 da bygningerne var for slidte. I fængslets var der primært fanger som var blevet flyttet dertil fra andre fængsler – enten for dårlig opførsel eller fordi de havde forsøgt på eller var flygtet fra andre fængsler. Fra Alkatraz fængslet har der været 14 flugtforsøg, hvoraf kun 1 menes at være lykkedes – forstået på den måde, at de 3 fanger der flygtede aldrig blev fundet igen, hverken levende eller døde.

Øen er i dag fredet, så da vi ankom dertil fik vi først instruktioner i hvor og hvordan vi måtte færdes rundt omkring. Vi startede vores tur med en kort film om øens historie, hvorefter vi bevægede os op mod selve fængselsbygningen. Her fik vi udleveret en lille lyd-guide som guidede os rundt blandt cellerne og fortalte historier – fortalt af tidligere indsatte og ansatte – hvilket var ekstremt spændende at høre på. På et tidspunkt på turen fik vi også demonstreret hvordan man opererede dørene i fængselsblokkene og fik den meget kendte lyd af fængselsdøre der lukker at høre. Herunder har jeg en video hvor der er en kort beskrivelse og man kan høre lydenaf 13 døre der lukker:

Efter vores besøg rundt i fængselsblokken, så vi en udstilling i en anden bygning på øen som omhandlede det stigende antal fanger i Amerikanske fængsler som bliver meget gamle derinde. Det var kæmpe store billeder og historier fra fanger på 65 år og derover, som alle håbede på at de kunne få lov til at slippe ud inden de blev alt for gamle. Det sætter nogle ambivalente tanker i gang, da man på den ene side får medfølelser med dem og kan forstå at de gerne vil være sammen med deres familie, men når man på den anden side læser ”morder”, ”kidnapper”, ”voldtægtsmand” el.lign. på billedet synes man alligevel ikke at de skal lukkes ud.

Efter vores besøg på Alkatraz fik vi os en gang frokost og begyndte at bevæge os ind mod gaderne i San Francisco. Gaderne her er jo kendt for at være ekstremt stejle, og vi skulle derfor naturligvis ud og se noget af det. Vi startede med at bevæge os op med det højeste punkt i San Franciso – noget af en hård tur hvis I spørger mig! Herefter bevægede vi os vest for at komme over og se den stejleste gade i San Francisco med en stigning på 31%! Det virker i forvejen meget ekstremt at skulle gå eller køre op og ned af disse gader, men ikke nok med det – folk parkerer også på gaderne. Det gør man vinkelret fra fortovet – altså så bilen holder sidlæns. Det ligner at bilerne kunne vælte når som helst. Vi har nogle billeder heraf, som vi vil forsøge at få op hurtigst muligt. Efter vores hårde gåtur fik vi os en is fra det bedste ishus i San Francisco (og vi må give ret i at det er noget af det bedste is vi har smagt!) og bevægede os tilbage mod hotellet inden vi sluttede dagen med en lækker middag.

Fra New York til Los Angeles – en tur fra øst til vest

Så blev det tid til at forlade New York og bevæge os mod vest til Los Angeles i Californien. Denne tur startede tidligt lørdag morgen med at få pakket vores sidste ting inden vi kunne få en hurtig bid morgenmad på hotellet og tage i lufthavnen. Her opdagede vi, at ved at tjekke ind på mobilen hjemmefra havde vi fået et så kald TSA PreCheck, hvilket åbenbart betød, at vi kunne komme i en særskilt kø til sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Det medførte også, at sikkerhedskontrollen kun tog 5 minutter og vi derfor havde næsten 2 timers ventetid i lufthavnen.

Flyveturen tog ca. 6 timer, og var en anelse turbulent. Vi kom dog godt frem til Los Angeles, hvor vi fik samlet vores bagage og kom afsted ud til biludlejningsfirmaet hvorfra vi skulle hente vores bil. Her måtte vi stå i kø i næsten en time, da ekstremt mange af de øvrige kunder foran os ikke engang havde bestilt deres biler hjemmefra, og således skulle til at beslutte sig for køretøjstype, forsikringer, ekstraudstyr osv. Da det endeligt blev vores tur blev vi så mødt med en besked om, at vores bil først ville være klar efter yderligere 30 minutter. Dette var vi ikke interesseret i, så vi blev – med en ret heftig rabat – tilbudt en opgradering af vores bestilte køretøj til en Mercedes GLK 350. En rigtig lækker bil, som dog skulle vise sig at være alt for lille til alt vores bagage. Vi fik derfor yderligere en opgradering til en helt anden klasse, hvilket vil sige, at vi endte med en kæmpe stor Dodge med 7 sæder (bageste 2 kunne laves til bagagerum) i stedet for.

Da det hele var faldt på plads med bilen, begav vi os mod vores hotel. Vi havde hørt fra mange på forhånd, at Los Angeles (LA) generelt er en ekstremt kedelig by. Dette skulle vise sig at være meget rigtigt! Området omkring vores hotel var et fladt og kedeligt område med nogle kedelige bygninger og en masse fastfood restauranter. Til den der måske har set Breaking Bad, så minder byen ekstremt meget om Albuquerque med en masse spansk talende over det hele, små mexicanske fastfood restauranter og kedelige gullige huse og meget tørt miljø.

På trods af vores meget lange rejse – tidsforskel på yderligere 3 timer og vi havde været tidligt oppe – synes vi alligevel at vi skulle ud og se lidt den første aften. Vi hoppede derfor i bilen og kørte afsted med Downtown LA og Hollywood området. Her fik man et lidt bedre indtryk af byen – palmer i gaderne og store flotte huse. Herfra tænkte vi, at vi ville forsøge at se det berømte Hollywod skilt. Dette skulle dog vise sig at være en længere køretur, og da vi først kom frem var mørket faldt på, og der var næsten intet at se. Skiltet er MEGET mindre end man forestiller sig fra film, men vi fik det da at se. Herfra bevægede vi os hjem mod hotellet, da vi dagen efter skulle afsted til Universal Studios i Hollywood.

Søndag morgen stod vi tidligt op og gjorde os klar, så vi kunne komme ud til Universal Studios i ordentlig tid og undgå de store folkemængder. Vi havde valgt at spare ”forrest-i-køen” og ”parkering-tæt-på-indgangen” billetterne væk, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning! Vi kom så tidligt, at vi blev gennet ind på parkeringspladserne helt oppe ved indgangen som normalt er afmærket til de dyrere billetter, og da vi var der lige omkring åbningstid, var der heller ingen kø ved indgangen. Vi havde fået et tip om, at det var en god idé at starte sit besøg med at tage en guided rundtur med ”Universal Studios Tour”. Dette er vi helt enige i! Igen var vi nogle af de første mennesker i parken, så vi steg lige om bord på det lille tog og begyndte vores tur. Her kom vi rundt og se nogle af de forskellige kulisser fra diverse film, bygningerne og området brugt af Universal Studios, 4D oplevelser samt rigtige film-effekter. 4D oplevelserne var Ulla ikke så meget for – der blev skreget og holdt godt fast i min arm da vi oplevede at være midt i en blanding af King Kong og Jurassic Park filmene. Af de rigtige effekter fik vi blandt andet oplevet hvordan de laver regnvejr i filmene og fik set hajen fra Jaws.

Efter vores rundtur på omkring en time, besluttede vi os for at prøve nogle af forlystelserne i parken også. Her startede vi med The Simpsons forlystelsen, som er en form for robotarm man er spændt fast i og bliver kastet frem og tilbage imens en film vises rundt om så det er som at være med i filmen. Vi var dog alle enige om at det ikke var en fantastisk oplevelse, da vi endte med at blive lidt køresyge. Det skulle dog ikke afholde Per og jeg fra at prøve en tilsvarende tur med ”The Minions” som tema. En anden mulighed i parken er at opleve forskellige shows. Vi var ikke helt sikre på hvad dette var for noget, så vi satte os ind til noget de kaldte ”Water World”. Dette skulle vise sig at være en optræden med en masse effekter lige for øjnene af os. Eksplosioner, vandski der kom ræsende rundt i et lille bassin og endda en flyvemaskine der kom smadrende igennem kulissen og landede i vandet foran os. Alt i alt et fantastisk show! Vi så også et special effects show, som viste lidt bag scenerne hvordan man laver diverse effekter på film som f.eks. at indsætte en hvilken som helst baggrund på en film (green screen) eller få en person til at optræde i vægtløs tilstand.

På dette tidspunkt begyndte vi at overveje hvor meget mere vi gerne ville nå inden vi skulle hjem, og der var selvfølgeligt lige en enkelt forlystelse vi gerne ville nå. Dette var Jurassic Park turen, som vi endte med at stå i kø til i næsten halvanden time. Her kom vi ned i en lille båd og blev sejlet igennem noget af sceneriet fra Jurassic Park filmene. Slutteligt – som med træstammen i Djurs Sommerland – skulle vi selvfølgeligt skubbes ned ad et 25 meter vandfald. Vi havde fortalt Ulla det på forhånd, og hun var selv gået med til at det nok skulle gå – selvom hun ikke var meget for det, og da heller ikke var helt tilfreds efterfølgende. Forskellen på denne båd – en båd med plads til 25 mennesker – og de små 4-personers kanoer i Djurs sommerland er, at en båd af denne størrelse sammen med lidt ekstra vand for foden af vandfaldet betyder at man bliver totalt gennemblødt. En mindre detaljer vi ikke rigtigt havde taget så tungt da vi stillede os i kø.

Vi sluttede dagen med et sidste show, som var et show med dyr fra forskellige film (bl.a. et par hunde fra ”Hotel for Dogs. Det var imponerende at se hvad de kan få dyrene til, men den generelle optræden var henvendt til det yngre publikum, og det var derfor ikke lige vores favorit for den dag.

Efter vores dag i Universal Studios kørte vi ind mod Hollywood igen, hvor vi parkerede tæt på Hollywood Boulevard og herfra gik en tur op og ned Hollywood Walk of Fame med de indgraverede sten med forskellige stjerner. Her sluttede vi vores aften med et godt måltid på Hard Rock Cafe, inden vi meget trætte kørte tilbage på hotellet for en sidste overnatning i LA.