Endelig nåede vi New Zealand.
Kun Mathias var heldig at få en rimelig nats søvn i flyet på vej hertil. Vi andre gjorde et forsøg men blev vækket flere gange af et skænderi mellem 2 passagere. Der var en svensk dreng i 10 års alderen som hostede uafbrudt det meste af natten, dette blev for meget for en ældre engelsk fru – hun forlangte at den stakkels dreng skulle have et tørklæde over hovedet til at tage de væreste baktusser, hun besyldte faderen for at være fuld, hvilket han overhovedet ikke var. Vi må sige at han havde en rimelig stor portion tålmodighed med fru Hyacint, som vi døbte hende. Til sidst blev det bare for meget, det kom næsten til håndgemæng, men en 3. passager lagde sig imellem og der faldt ro over dem. Dog kun kortvarrigt så var den gal igen, der røg udtryk som ”shut up” and ”filthy pig” igennem luften. Vi opgav simpelthen at sove, og må tage revanche iaften.
Da vi ankom til Auckland blev vi holdt tilbage i tolden fordi vi havde vandrestøvler med. I NZ kæmper de for at holde sygdomme blandt dyr nede, og indtil videre er det lykkede dem at undgå de sygdomme, som vi ser blandt dyrene i Europa, derfor har de mange restriktioner i.f.m. indrejse i landet, hvilet vi fik at føle, da der var jord under vores vandrestøvler. De skulle have en biokemisk rensning, og vi kunne hente dem igen efter 20 min. Og hvilke flotte støvler vi fik, de har faktisk ikke været flottere siden de blev købt.
Fra lufthavnen tog vi en taxa til vores hotel New President, som ligger i hjertet af Auckland.
Vi har fået et familierum, som er ok.
Auckland er bygget op omkring 48 vulkaner, hvoraf den yngste var i udbrud for 600 år siden. Auckland er den største by på NZ med 1.5 mio. indbyggere. På 1/3 af nordøen bor 2/3 af NZ’s befolkning.
Det var endnu engang fristende at lægge sig til at sove, men vi overvandt søvnen, og begav os ud i byen. Her er ca. 15-17 grader og sol med lidt skyer. Ligesom en sommerdag i juni hjemme i Danmark. Vi gik ned til havnefronten, hvor vi så Americas Cup båden, både den NZ’lænderne sejlede i da de vandt. Vi var også heldige at se tilsvarende båd der sejelde med turister til 2000 kr. pr. prs. Det kunne være kanon at prøve, men det er simpelthen bare for dyrt. Der var et leben langs havnefronten, det var skønt bare at sidde og nyde solen og kigge på bådene der sejlede forbi.
Efter et lille hvil her, begav vi os til Sky Tower, som er et at Aucklands varetegn. Tårnet er 328 m., til sammenligning er Effil Tårnet 324 m. Vi blev først kørt op i 186 m højde hvor vi havde en fantastisk udsigt på 360 grader over Auckland. Herefter blev vi kørt op på 60. etage svarende til 220 m, hvor udsigten var om end endnu mere fantastisk – man kan faktisk se 82 km. væk. En del af gulvet var lavet af gennemsigtigt glas, og det var kun Mathias der syntes det var sjovt at gå på, vi andre veg uden om – det var simpelthen for vildt. Når det rigtig blæser svejer tårnet en meter, så er det altså ikke sjovt at være på toppen. Mens vi var oppi i tårnet var der en der sprang ned i et så kaldt Sky Jump – pokkers til vanvid.
Nu er kl.18.00 og vi sidder på hotellet og skriver dagbog. Mathias bemærkede at det var lidt mærkeligt at tænke på at kl. i Danmark nu er 6.00 om morgenen den 22. dec., og klassen skal til juleafslutning i kirken – mens vi sidder her på den anden side af jordkloden.
