Det var så Singapore.
Vi gik alle fire ud som et lys, og har sovet rigtig godt.
Efter en svømmetur i den udendørs pool på 8. sal, fik vi et herligt måltid morgenmad på 60. etage med en fantastisk panoramaudsigt over Singapore og havnen. Vi var nu klar til at besigtige byen med nye kræfter.
Formiddagen brugte vi på Orchard Road, som er Singapores største handelsgade, hvor vi fik indkøbt PSP til Mathias og Ipod til Simon. Vi tror nok vi har sparet lidt, men det er ikke meget billigere end derhjemme.
Vi havde vores værelse til kl. 14.00, og gik efter indkøb retur til hotellet, fik pakket og checket ud.
Eftermiddagen brugte vi på at besigtige Chinatown. Undergrundsbanen er meget nem i Singapore, så det er hurtigt og effektivt at komme fra det ene sted til det andet, hvilket vi benyttede os af. Chinatown var en rigtig spændende oplevelse. Vi så en masse templer bygget tilbage i slutningen af 1800-tallet liggende side om side med gigantiske skyskrabere. Herudover var der en masse små bitte forretninger, med alverdens dufte – en rigtig god oplevelse.
Vi var heldige med vejret, det holdt tørvejr, men her er en kvælende fugitg varme, hvor det er lidt anstrengende at trække vejret.
Mathias er stadig ramt af jet-lag, hvorfor vi returnerede til hotellet lidt før planlagt. Her fik han sovet lidt på en sofa i lobyen, og vi andre fik også slappet lidt af.
Kl. er nu 19.30 lokal tid og vi er i Changi lufthavnen i Singapore og venter på vores fly til Auckland kl. 21.00. Vi håber at få sovet lidt på denne tur, så vi er klar til New Zealand.