Wairakei ved Taupo

Vejret startede lidt halvkoldt i dag – 16 grader om småskyet, men det skiftede hurtigt til sol op af formiddagen og blev helt skyfrit her til aften – omkring 18 – 20 grader.

Der var faktisk kun 70 km. Fra Rotorua og her til Wairakei, som ligger 6 km. nord for Taupo . Vi gjorde stop ved endnu et termisk område Waiotapu (Helligt Vand), her ligger Lady Knox-gejseren, som kommer i udbrud hver dag kl. 10.15. Vi var der lige til tiden, sammen med hundredevis af andre turister. Det viste sig at udbruddet var lidt snyd, idet gejseren blev hjulpet lidt på vej, ved at der blev tilført sæbe, som satte en kemisk reaktion i gang nede i gejseren. Væggen mellem det kolde og det varme vand i gejseren blev nedbrudt, hvorefter den kom i udbrud – men det var nu et flot syn alligevel – den sprang omkring 10 – 15 m op. Hvis gejseren får lov til at passe sig selv kommer den i udbrud hver 3. eller 4. dag afhængig af hvor meget det regner.

Herefter var vi på rundtur i selve parken, hvor en af de største seværdigheder var den kogende champagne-pool – helt orange rundt i kanten og ellers et blåt kogende og rygende vand. Parken kom slet ikke på niveau med det vi oplevede i den anden park i går – det her var alt for turistet, og man gik simpelthen gåsegang i hælene på hinanden hele vejen rundt. Det var en lidt skuffende oplevelse. Vi er også blevet enige om at vi har set vulkaner nok og lugtet nok til rådne æg for denne gang – men spændende har det været.

Efter 3 timer kørte vi videre til vores nye hotel, hvor vi checkede ind allerede kl. 14.00. Og for første gang på vores rejse, tillod vi os 2 timer hvor vi lavede ingenting, det var rart bare at slappe af og forsøge at fordøje alle de nye indtryk.

Sidst på eftermiddagen var vi klar igen – vi skulle se Huka Falls, som er et vandfald der løber ikke lang fra hvor vi bor. Det var rigtig flot, brusende, brølende og i en flot blå farve. Vi kunne se at der nede på floden sejlede jet-både tæt på vandfaldet, og som i øvrigt lå og racede op og ned ad floden – lige noget der kan få enhver drengedrøm til at gå i opfyldelse – også mine drenge – det måtte de simpelthen prøve – koste hvad det ville…

Per fandt hurtigt ned til Rapids Jet, hvor der blev booket en tid til i morgen kl. 10.00. Det er en tur

på 30 min., til den svimlende pris af 175 NZD, hvor der sejles meget stærkt op og ned ad floden – Mathias er allerede ved at få sommerfugle i maven. Jeg bliver på land, da jeg ikke er voldsom søstærk hvad sådan noget sejlads angår – jeg vil i stedet sørge for at tage billeder af drengene når de tager af sted og når de returnerer, man må nemlig ikke have kamera med om bord.

Vi sluttede dagen af i selve Taupo, som ligger lige ud til Taupo søen. Søen er NZ’s største og dækker ca. 608 km2, og er dannet af tusind års vulkanudbrud. Søen er verdensberømt for ørredfiskeri, og der fanges over 500 tons regnbueørreder om året – enhver lystfiskers paradis.

Vi spiste aftensmad i byen, og er nu tilbage på hotellet, hvor der slappes af, læses og læses lidt lektier, som der jo skal være tid til at kigge på ind imellem.

Vi har i dag kørt i alt 100 km.

Huka Falls ved Lake Taupo