Franz Josef gletsjeren

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Forventningen var stor her fra morgenstunden, da vi vågnede til et næsten skyfri himmel – Yes – i dag ville det lykkes !!!

Vi startede med at køre op til gletsjen for at se den nede fra. Den er noget større en Fox gletsjen, men omgivelserne er ikke så fantastiske som ved Fox, hvor man kunne se den rivende flod med kæmpe isklumper, der havde revet sig løs fra gletsjen og nu flød med strømmen ned ad floden.

Gletsjen er opstået ved at sne fra bjergene presses sammen og bliver til is, der glider 100.000 gange langsommere ned af bjerget end floden gør. Der går 5 år fra sneen falder til den smelter i enden af gletsjen – den kan i perioder bevæge sig op til en meter om dagen.

Da vi havde beundret gletsjen og med bekymring så at skyerne lynhurtigt sænkede sig over bjergene jo længere tiden skred frem, valgte vi en anden lille tur ind igennem regnskoven frem til en lille sø, hvor vi kunne se gletsjen spejle sig. Det var et flot syn.

Vi var nu fremme ved middagstid og begav os tilbage til byen – skyerne samlede sig og sank længere og længere ned over bjergene. Vi bevarede håbet til det sidste, og mødte kl. 14.00 op udstyret med 4 lag trøjer og gode vandrestøvler klar til at bestige ismasserne – men hulk – turen blev aflyst endnu engang – skyerne hang simpelthen for lavt. Det var skide ærgerligt, vi havde virkelig alle sammen glædet os til denne oplevelse, som skulle have været en af højdepunkterne på vores tur. Skuffelsen var stor ikke mindst hos Mathias, som blev rigtig ked af det, men vi havde ikke tiden til at ligge en dag mere over i Franz Josef.

Vi har ikke magten over vejret – heldigvis vil jeg sige, men det er utroligt som vejret hernede på vestkysten kan ændre sig som at knipse med fingrene – men det er jo det der kendetegner kystklimaet.

Stemningen var lidt trykket da vi kørte videre nordpå – forståeligt nok.

Vi nåede frem til Hokitika og fik den sidste plads på campingpladsen. Vi havde ikke læst noget særligt om dette område, udover at det er hovedcentret for jade. Campingfatter gav os imidlertid nogle ideer til hvad vi kunne se. Der var bl.a en lund med glow worms, hvor der var fra fri adgang om aftenen. Herudover anbefalede han et besøg i byens Eco World, hvor der var mulighed for at se levende kiwier og til slut en tur – et loop på ca. 100 km ind i landet til en lille sø Lake Kaniere, med et lille vandfald og videre til Hokitika Gorge Swingbridge.

De lysende sankthans orme besøgte vi på vejen hjem fra byen, hvor vi var gået ind for at få en dessert – bare for at trøste lidt oven på dagens skuffelse.

Kiwierne og ”loopet” vil vi tage i morgen.

Vi sidder nu og kan høre Tasman havet bruse lige uden for vores camper, og lader roen falde over os.

Vi kørte i dag 147 km

Spejlsø og Franz Josef
Franz Josef Gletsjeren
Franz Josef gletsjeren

 

Vejrguderne brændte os af!

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Forventningen var stor i dag da vi vågnede – vi skulle på Heliheik i eftermiddag. Vi skulle med helikopter op på gletsjerne og på en 2 timers heik med guide.

Men ak og ve – vejret var allerede fra morgenstunden ikke særlig lovende, skyerne hang lavt ned over bjergene, og hvis ikke de lettede i løbet af dagen, så kom vi ingen steder.

Vi skulle først af sted kl. 14.15, så vi gav os god tid fra morgenstunden. Vi rundede The Red Bus, som havde internetadgang, og dermed gav os mulighed for at sende de sidste 4 dages dagbog ud på nettet. Internet er ikke særlig udbygget her på vestkysten, så derfor er vi nødt til at samle op for nogle dage ad gangen. Det var dejligt med hilsnerne derhjemme fra, både fra kollegaer og familie og venner. Det insekt du har læst om Martin, er vi ikke stødt på hernede, men vi vil da prøve at forhøre os ad, når vi får mulighed for det. Hvis farmor og farfar fortsat læser med, ønsker vi dem en rigtig god tur til Mexico. Til mormor – der er masser af blomster hernede, men nu ved du jo, at vi ikke er de store botanikere, så alle navne har vi ikke styr på, men du kan se lidt af udvalget herunder.

Efter et besøg hos The Red Bus var kl. nu blevet 12.00, og vi henvendte os hos helikopterfirmaet TGC for at høre om udsigterne for vores tur i eftermiddag, de nedslående nyheder var, at de to tidligere ture på dagen var blevet aflyst, og med mindre skyerne lettede fra bjergtinderne, så blev vores tur heller ikke til noget.

Vi tog en slapper i camperen i et par timer, og havde et vågent øje med de lavt hængende skyer. Der skete desværre ikke den store ændring, så turen blev desværre aflyst. Vi blev enige om, at vi godt kunne blive en dag længere, idet vi havde muligheden for at komme på turen i morgen ved samme tid – hvor de faktisk lover noget bedre vejr.

Skuffelsen var stor blandt os alle, men vi lod os ikke slå ud, vi fandt en lille vandresti bag ved byen hvor vi havde en dejlig tur op igennem regnskoven ud til en tunnel, som tidligere blev brugt som powerstation. Det var muligt at passerer genne tunnelen, men vi havde ingen lygte med, og vandet stod et pænt stykke op af benene, så vi valgte at vende om, og gå tilbage. Men det blev en dejlig tur alligevel.

Vi havde fra morgenstunden booket endnu en nat på den samme campingplads – så vi returnerede hertil, hvor vi har slappet af og hygget os. Selvom skyerne har hængt lavt i dag, så er her dejlig varmt. Og som vi snakkede om, så er i dag faktisk den første dag, hvor vi ikke rigtig har foretaget os noget, men hvor vi simpelthen bare har slappet af, og det har været ganske dejligt.

Vi har haft mulighed for at læse lidt mere om landet og dets økonomi, da vi stadig undre os over, at NZ på ingen måder udviklingsmæssigt eller økonomisk, er på samme niveau som Europa. Kun 10% af befolkningen har en indkomst over 240.000 kr., og så er det endda dobbelt så mange, som for 4 år siden. Der er en ”hjernefulgt” fra NZ, idet de unge mennesker rejser til udlandet, specielt Australien, hvor mulighederne for udfordringer og indkomster er væsentlig større end på NZ.

Der er langt mellem byerne på NZ, og mange af de byer vi møder ligner spøgelsesbyer, hvor der ikke er meget liv. Indkøbsmuligheder med bare nogenlunde rimeligt vareudvalg skal vi lede længe efter. De fleste forretninger i de mindre byer minder mest af alt om små landkøbmænd, hvor udvalget af ferske varer er meget begrænset. Det de kalder supermarkeder i de større byer har ofte noget mindre udvalg end Superbrugsen i Haarby !!! Meeen NZ er rig på natur og som turist er det et skønt sted at være, men at bosætte sig her – ALDRIG.

Vi sidder nu med et glas rødvin og sodavand og nyder solnedgangen, skyerne er stor set forsvundet, og vi har en fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge og gletsjerne. Nu håber vi bare at det gode vejer holder til i morgen eftermiddag, så vi kan komme op på gletsjerne.

Vi har khørt under 10 km. i dag.

Blomst
Blomst
Franz Josef gletsjeren
Franz Josef gletsjeren
Sjov plante
Blå svamp

Fox Glacier

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Det småregnede stadig lidt da vi stod op i dag. Vi havde ellers sat vækkeuret til at ringe kl. 6.00, da vi håbede på godt vejr og gerne ville ud til Lake Matheson, spejlsøen – hvor man ofte ser Mount Cook spejle sig i søen på billeder fra New Zealand. Desværre var det stadig overskyet, så vi sov lidt længere, det blev vejret dog ikke bedre af. Vi startede med at køre ud til Fox Gletsjeren, og gik ind hvor gletsjeren stopper. Selv om vejret ikke var det bedste var det utrolig flot. Det er så enorm stort og meget fascinerende at der kun er nogle få hundrede meter fra Gletsjeren til regnskoven.

Efter Gletsjeren kørte vi ud til Lake Matheson. Vejret var lidt bedre nu, men stadig meget skyet, så det var ikke så flot som vi havde håbet, det var dog alligevel et utrolig flot sted, og igen meget flot at vandre rundt i regnskoven.

Efter at vi havde fået en utrolig lækker frokost på cafeén ved Lake Matheson kørte vi til Franz Josef. Her har vi fundet en rigtig lækker campingplads, hvor vi nok bliver et par dage. Vi har reserveret plads til at komme med helikopter op på Franz Josef Gletsjeren i morgen og vandre et par timer på isen. Nu håber vi bare på lidt bedre vejr.

Efter vi er kommet til Vestkysten har vi også stiftet bekendtskab med sandfluerne. Små sorte fluer, som bider/stikker lige som myggene derhjemme. Der er bare mange flere og de vil ikke lade os være i fred.

Vi kørte i dag 52 km

Lake Matheson
En tur i regnskoven
Isklumper ved Fox Gletsjeren
Fox gletsjeren

 

Regn i regnskoven

Klik her for at se hvor langt vi er nået.

Ulla og jeg stod tidligt op i dag og vandrede en lille tur op i bjergene lige bag campingpladsen eller det er måske mere rigtigt at sige vi klatrede op. Den sti vi fulgte gik helt ovenfor trætoppene, men det ville tage ca. 6 timer hvilket vi ikke var indstillet på, og Mathias og Simon var jo stadig i camperen, de sov dog stadig da vi kom tilbage, og det ville de nok også have gjort selv om vi var blevet væk i 6 timer. Det var en flot tur ind i skoven, som her på øst siden af alperne ikke er helt så tæt som på vest siden. Vejret var stadig pragtfuld, med sol og næsten skyfrit. Efter vi havde spist morgenmad kørte vi vestpå. Vi skulle op over Haast Passet. Det blev en smuk tur på den første del af turen, hvor vi gjorde hold flere steder for at se på vandfald og gå små turer ind i regnskoven. Ved middagstid begyndte det at regne, og det regnede og det regnede og det blev det ved med til vi gik i seng. Jeg ved ikke hvor meget vand der kom, men det var store mængder. Det betød at vi ikke så mere resten af dagen, da vi nærmerest kørte i skyerne. Vi nåede frem til Fox Glacier, som er byen lige ved Fox Glacier. Fox Glacier er den mindste af de 2 Gletsjer som ligger på vestkysten. Vi kunne absolut intet se da vi kom til byen. Vi fandt en camper plads midt i byen. Der sker absolut intet i byen, og deres udvalg af madvare var også meget begrænset, men vi faldt dog noget vi kunne spise. Det blev til en aften i camperen, da ingen af os havde lyst til at bevæge og udenfor i det vejr.

Vi kørte i dag 205 km

Vandfald
Southern Alps
Vandfald

 

Goddag til Southern Alps

Klik her for at se et kort over hvor langt vi er nået.

Vi har ikke sovet alt for godt i nat. Campingpladsen vi havde fundet lå et helt vidunderligt sted, men den var meget populær også blandt unge mennesker, så der var gang i den hele natten, med højt musik og snak flere steder. Det til trods for at der var meget strenge regler på pladsen, der bl.a. sagde at der kun måtte nydes alkohol på ens egen plads og teenager måtte ikke færdes alene efter kl. 10.00, men at der var musik og larm gjorde de ikke noget ved. Nå vi fik sovet lidt og vi stod op til en helt fantastisk flot morgenstund. Det var skyfrit og søen var blikstille. Solen var lige kommet frem bag bjergene. Det gav et fantastisk flot syn med Søen og bjergene i baggrunden og længere væk bjerge med sne på toppen. Da vi havde spist morgenmad kørte vi fra pladsen, men kun 7 km til en resteplads hvor vi parkerede camperen. Vi havde besluttet at vi ville på en lille vandretur op i bjergene, og fulgte et spor ´fra p-pladsen. Vi følte det mere som bjergbestigning end vandring. Det gik opad og det fortsatte med at gå opad. Det spor vi fulgte gik op til 1500 m, men vi stoppede lidt over 1000 m oppe. Der var en helt forrygende udsigt og det var simpelthen ubeskriveligt flot. Vejret fortsatte med at være godt i dag, det vil sige høj solskin fra en næsten skyfri himmel. Det var varmt at kravle op, men det gjorde ikke noget, selv om både Mathias og Simon brokkede sig lidt på vej op, men da vi ville til at vende om for at gå ned igen, var Mathias utilfreds med at vi ikke skulle helt op.

Som nævnt var der en utrolig flot udsigt, men det var også specielt at gå op gennem får flokken. Der var også flere spændende fugle, som jeg dog ikke kender og der var mange spændende planter. Nogle kunne vi lugte hvad var (Kamilleblomst) , andre kendte vi ikke, men der var oplevelser for alle sanser.

Da vi kom ned var vi alle lidt trætte, men vi fortsatte vores rejse lidt længere endnu. Vi havde ikke besluttet hvor langt vi skulle i dag, men vi begyndte at køre op i Alperne for at komme over til Vestkysten. Vi besluttede dog at holde ind for natten inden vi kørte helt over på den anden side. Vi er i en lille by der hedder Monaka. Det er ca. 30 km fra Haast paset, som vi skal over i morgen. Det betyder at vi faktisk er midt oppe i Alperne. De New Zealandske alper er faktisk større end alperne i Europa, ikke højere men de strækker sig over et større område.

Vi er på en meget lille campingplads og håber på en stille nat. Ulla og jeg har besluttet os for at stå op kl. 6.00 i morgen tidlig for at vandre en tur, så kan Simon og Mathias få lov at sove lidt længere i morgen.

Vi har kørt 78 km i dag.

Southern Alps
Southern Alps
Southern Alps